Annonce
Kultur | Guides

Jesper Ole Feit Andersen: “Jeg tændte stearinlys… og endte med at se hele lortet”

Af
Signe Lindegren Hansen
21. november 2025
Jesper Ole Feit Andersen
Jesper Ole Feit Andersen / Foto: Ditte Capion
Annonce

Del artikel

I ‘Skærmtid’ fortæller den 'Optur'-aktuelle skuespiller om bingeaftener, madvideoer på YouTube og den digitale vrede, han godt ved, han selv er en del af.

I 'Skærmtid' dykker Vi Elsker Serier hver uge ned i en aktuel kulturpersonligheds skærmforbrug. I denne uge bliver vi klogere på, hvad skuespiller Jesper Ole Feit Andersen ser og lytter til lige nu.

I øjeblikket er Jesper Ole Feit Andersen aktuel i underholdningsprogrammet 'Optur', hvor han sammen med Neel Rønholt tager på roadtrip i Danmark og løser sjove opgaver og udfordringer. Tidligere har skuespilleren især gjort sig bemærket med roller i serier som 'Sygeplejeskolen', '29' og 'De bedste år'.

Hvad er din ultimative favoritserie?

– Ej, det kan jeg ikke svare på. Jeg bryder med konceptet og kommer med flere: 'Atlanta' er meget interessant og forvirrende, hvilket jeg elsker, mens 'The Wire' er god, fordi den er så brutal og ærlig i sin skildring af samfundet. 'South Park', fordi den er så frigørende, politisk ukorrekt og vanvittig, og 'Adventure Time', der nærmest er dyb filosofi forklædt som tegnefilm. Og så kan jeg bare altid vende tilbage til 'Twin Peaks'.

Hvad har du sidst binget?

– Jeg bingede 'Fionna and Cake', som er en serie, Molly Egelind anbefalede mig, der bygger på 'Adventure Time'-universet. Jeg sad en torsdag aften med stearinlysene tændt og noget god mad og sagde: “Jeg sætter lige et afsnit på” – og så endte jeg med at se hele lortet.

Hvad ser du i smug?

– Nogle gange ser jeg videotutorials, der hjælper én med at blive bedre til computerspil. 90’er-nørden i mig skjuler, at jeg elsker at spille computer.

Hvad er din yndlingsfilm?

– Der er så mange gode film, så jeg bryder med konceptet igen: 'Pulp Fiction' pga. dialogen, universet og rammefortællingen – jeg fattede hat første gang, jeg så den. 'Four Rooms' kan jeg også godt lide; den er mærkelig, underlig og har en skør rytme. Og så elsker jeg også 'Magnolia', 'There Will Be Blood' og 'The Master'.

Annonce

Hvilken film- eller seriekarakter minder du mest om?

– Åhh, det er svært… Jeg håber, at jeg minder om Dale Cooper fra 'Twin Peaks', primært pga. at han har en enorm optimisme og en tro på det gode. Det håber jeg også, at jeg selv har. Og ellers Louie fra Louis C.K.’s 'Louie'. Han er den lidt selvudslettende og trætte type, der famler i livet og både er lidt forvirret og velmenende på samme tid. Han er ikke 100% sikker på sig selv.

Hvilken film glæder du dig mest til at se i biografen?

– Jeg glæder mig altid til at se de der episke storfilm. Film, hvor den store skærm kan bære det. F.eks. glædede jeg mig meget til at se 'Dune'-filmene. Jeg har ikke et fjernsyn derhjemme – de erstatter lidt biografen.

Hvad er din yndlingspodcast?

– Ingen har kun én yndlingspodcast. Men jeg hører oftest samtalepodcasts, hvor man prøver at forstå nogle ting. F.eks. 'Buddhability', der handler om buddhistisk praktisering i sin hverdag. Og så kan jeg godt lide at høre 'P1 Debat' og 'Kirsten ringer til Rasmus'.

Annonce

Hvilken kulturoplevelse vil du anbefale til alle?

– At tage til Ribe Kunstmuseum og se Kristian Zahrtmanns maleri 'Mit frokostbord i Portofino'. Det gør jeg af og til med min mor, og så står vi og kigger og tænker: “Gad vide, hvad han spiser”, og så prøver vi at genskabe maden, når vi kommer hjem.

Hvilken bog har du senest været opslugt af?

– Jeg læser ikke særlig meget… ej, det gør jeg, men det er snydelæsning – jeg lytter. Men den bog, jeg senest har været opslugt af, er kogebogen 'Simremad & ting der tager tid'. Den finder jeg altid frem til efteråret, da jeg elsker at lave mad, især noget, der tager lang tid.

Annonce

Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt i denne uge?

– Alt for meget. Mit daglige gennemsnit er fire timer. Mega åndssvagt. Jeg bruger ca. en time om formiddagen, og så kan det godt tage overhånd om aftenen.

Hvad er dine tre mest brugte apps?

– Hvis jeg skal være ærlig, så Kalender, Beskeder og sådan nogle helt basic værktøjer. Og Instagram nok også, tror jeg.

Hvad er din guilty pleasure online?

– Jeg er vildt glad for at se madvideoer på Youtube. Eller folk, der spiser mad – og så bliver jeg helt sulten selv. Generelt noget med opskrifter. Jeg er faktisk også lige kommet på TikTok i år, og der kommer jeg også til at doomscrolle, men det er ikke så tit, jeg bruger det.

Annonce

Hvilken digital tendens må gerne forsvinde?

– Der er en konstant vrede, når vi har med sociale medier at gøre, og det gør os til mindre rummelige mennesker, hvilket er ærgerligt. Også det der main-character-selv-show, hvor folk f.eks. taler enormt højt i telefonen i det offentlige rum, eller når de stikker deres telefon op foran andre til koncerter for at tage billeder. Og så også det der med, at man skal ytre sig om alting. Åbenbart er der mange ting, jeg er ærgerlig over. Dertil skal det siges, at jeg sikkert også selv gør mig skyldig i alle disse ting, haha.

Annonce

Hvornår kobler du bedst af fra skærmen?

– 100% når jeg laver mad, og når jeg går rundt i skoven og plukker svampe om efteråret – det er dejligt. Også når jeg laver min daglige meditation, som jeg gør gennem det her chante. Og især når jeg sover – der er jeg bare helt væk.

'Optur' kan ses på DR1 og DRTV.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:

Annonce

Del artikel

Andre Kultur | Guides

Annonce