Anmeldelse: ’Dune: Del 2’ sætter en ny standard for storslået filmhåndværk

”Magt over krydderiet, giver magt over alt,” lyder det med guttural udenjordisk stemme i starten af Denis Villeneuves Dune: Del 2.

Andet kapitel af hans magnum opus-filmatisering af forfatter Frank Herberts science fiction-klassiker italesætter med det samme det centrale i magtspillet. Det eftertragtede stof har flere fordelagtige egenskaber, når det konsumeres, bl.a. livsforlængende. At kontrollere krydderiet er dermed indirekte kontrol over livet i det galaktiske imperium i en fjern, fjern fremtid.

Efter at hele hans far og næsten hele storhuset Atreidis blev udslettet af den rivaliserende slægt Harkonnen, er unge Paul Atreidis (Timothée Chalamet) i skjul hos den lokale befolkning Fremen på planeten Arrakis sammen med sin mor Lady Jessica (Rebecca Ferguson).

Harkonnen-familien – under ledelse af den groteske Baron Vladimir – og deres allierede, kejser Shaddam IV (Christopher Walken) har sat sig tungt på magten på Arrakis, hvor kun Fremen-oprørerne holder stand og forhindrer alliancen i total krydderidominans.

Sammen med den idealistiske leder af Sietech Tabr-fraktionen af Fremen, Stilgar (Javier Bardem), og den effektive kriger Chani (Zendaya), arbejder Paul og Jessica på hver sin front i bestræbelserne for at tage hævn.

Paul arbejder sig op i hierarkiet som Fremen-kriger, og Jessica kultiverer de vedholdende rygter om, at den unge arving til huset Atreidis er den sagnomspundne Lisan al-Gaib. En figur, der skal genindføre et frodigt paradis på den golde ørkenplanet.

Vejen til Paradis og magt er begge belagt med ligene af alle dem, der mister livet i kampen om Arrakis i Villeneuves fantastiske 2’er, der efterlader en åndeløs fra start til slut.

En storfilm udover det sædvanlige

At sige at Dune: Del 2 er en storfilm er en underdrivelse. Fotograf Greig Frasers billeder, Hans Zimmers pulserende score og fantastiske effekter, som sømløst sælger illusionen om, at enorme, monstrøse sandorme rent faktisk findes, er alle elementer, som er med til at sætte en ny standard for storslået filmhåndværk.

Og så er det ikke bare æstetikken, der er i top.

Manuskriptet, hvor Denis Villeneuve sammen med medmanuskriptforfatter Jon Spaihts, har slebet Frank Herberts forlæg til og føjet nuancer til der, hvor det er nødvendigt for at fuldende værket.

Hvor den første Dune-film i høj grad tjente som en indførsel i universet med alle de klassiske lidt halvtunge ekspositions-øjeblikke, er Del 2 en anderledes strømlinet og intens.

Selv i de rolige momenter af filmen slår filmens krigs- og magtspilstone tydeligt igennem. Især når det kommer til den snu orden, Bene Gesserit.

Umiddelbart agerer de rådgivere til magten, men i virkeligheden er den matriarkalske orden dukkeførerne, som trækker i trådene på de politiske spillere i galaksen. Alt sammen handler om at placere folk, så Bene Gesserit styrker deres position i magtspillet.

Det er også dem, der i sin tid har fostret myten om Lisan al-Gaib, og Lady Jessica ved derfor lige præcis, hvilke knapper, der skal justeres på, for at fremme Paul status i Fremens øjne. Hun gør det dog ikke for Bene Gesserit. I stedet agerer hun ud fra at sikre sine børns – Paul og hans ufødte lillesøster Alia – fremtid og få hævn over alle dem, som har snydt og svigtet dem.

Men kejserens rådgiver og leder af Bene Gesserit-ordenen, Salligmoder Gaius Helen Monhaim (Charlotte Rampling), virker til at være umanerligt mange skridt foran alle andre, så man bliver i tvivl om, hvor meget af det, der sker, rent faktisk er tilfældigt og ikke et resultat af planlægning igennem flere generationer.

”Vi håber ikke, vi planlægger,” som hun siger til sin lærling, prinsesse Irulan (Florence Pugh), kejserens datter, når hun skal forklare hende, hvordan Bene Gesserit forholder sig til tilfældigheder. Alene den del gør næsten spilletiden af Dune: Del 2 på knap 2 timer og 45 minutter det værd.

Mageløst skuespil

I forhold til forrige film, er persongalleriet både blevet trimmet ned og udvidet. Af de mest markante tilføjelser i den her omgang, er nok Christopher Walken som den aldrende kejser og Austin Butler som arvingen til Harkonnen-imperiet, den stjernepsykopatiske Feyd-Rautha.

Hollywood-veteranen Walken har den store scenetilstedeværelse, som gør, at han ikke behøver at sige noget, før alles blikke drages mod ham. Den slags gravitas kan ikke tillæres. Enten har man det, eller også har man det ikke.

Austin Butler kan også meget vel ende i samme position. Efter de to seneste roller – den titulære Elvis i filmen af samme navn og flyverdreng i Masters of the Air – er det kærkomment ikke at høre ham med samme superdybe basstemme, der leder tankerne hen på en vis superstjerne fra 1960'erne.

Uden noget som helst hår på hovedet eller i ansigtet fremstår han visuelt frygtindgydende. Skuespilleren har igen lavet en lille ændring på sin stemme, men her fremstår det som en lille genial detalje. Butler har tilpasset sin accent og måde at tale på, så den matcher Stellan Skarsgård, der spiller onklen Baron Vladimir. Det er en af den slags feinschmecker-detaljer, man først opfanger i løbet af filmen og bare bliver glad over.

Næsten lige så meget som synet af Paul, Chani og de andre Fremen, der rider på de kæmpe sandorme. Kombineret med Zimmers musik bliver bassen i de scener så voluminøs, at billedet vibrerer, fordi biografens lydsystem kommer på overarbejde.

Som den altoverskyggende hovedrolle viser Timothée Chalamet væsentlig mere pondus end i første film. Det matcher selvklart karakteren, som modnes kraftigt i løbet af Dune: Del 2. Overfor ham giver Zendaya en stærk præstation, hvor Chani fremstår som en fremragende kriger og kærlighedsinteresse for Paul, uden at figuren bliver hensat til den kedelige version, hvor de ikke yder modspil til hovedpersonen.

Dune: Del 2 er en rigtig god efterfølger, et fantastisk medrivende sci-fi-epos og veludført andet kapitel i den store saga. Denis Villeneuve er allerede gået i gang med at skrive manuskriptet til Dune: Messiah, som skal være afslutningen på det, der ender som en trilogi, og denne film lægger også kraftigt op til en fortsættelse.

Nu kræver det bare, at de til tider knapt så kvikke studiechefer tager sig sammen og giver grønt lys til, at filmskaberen kan tilendebringe det, som kan blive ikke bare en af de bedste science fiction-trilogier, men en af de bedste filmtrilogier overhovedet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: