Lisa Kudrow vender tilbage i ‘The Comeback’

‘The Comeback’ får sin afsluttende sæson i det nye år, når Lisa Kudrow endnu en gang træder ind i rollen som Valerie Cherish. Under HBO Max’ programpræsentation for 2026 i London onsdag aften, hvor Vi Elsker Serier var til stede, løftede Lisa Kudrow og serieskaber Michael Patrick King sløret for sæsonens hovedspor: Valerie skal spille med i den første sitcom skrevet ved hjælp af kunstig intelligens.

Michael Patrick King, der især er kendt for sit arbejde med ‘Sex and the City’ og ‘And Just Like That ...’, vender dermed tilbage som kreativ drivkraft på serien, der havde sin debut i 2005.
I den første sæson fulgte man Valerie, en falleret skuespiller, der forsøgte at få et comeback ved at medvirke i et realityshow om sig selv, mens sæson to fra 2015 skildrede hendes forsøg på at navigere både reality-show og en fiktiv serie, der dokumenterede hendes liv.
Tredje sæson byder på flere velkendte ansigter. Dan Bucatinsky spiller igen Valeries loyale publicist, Laura Silverman er realityproduceren Jane, og Damian Young er tilbage som Valeries tålmodige mand, Mark. Også Tim Bagley, Matt Cook, Jack O’Brien, Ella Stiller, John Early, Barry Shabaka Henley, Abbi Jacobson, Tony Macht, Brittany O’Grady, Zane Phillips og Julian Stern kan opleves i tredje sæson af 'The Comeback'.
Derudover får serien prominent besøg af Andrew Scott, der med sine roller i ‘Fleabag’ (Hot Priest!), ‘Ripley’, His Dark Materials og 'All of Us Strangers' må siges at være en af tidens mest eftertragtede skuespillere.
Den tredje og sidste sæson af ‘The Comeback’ får premiere på HBO Max i marts 2026.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify


















