Anmeldelse: Agatha Christie får nyt liv i glamourøs mordgåde på Netflix

Al respekt til nordic noirs kolde farver og detektiver i jeans og sweatre, men der er nu intet som et veldekoreret 1920’er-miljø fuld af mørke træmøbler, art deco-lamper, mænd i jakkesæt og smukke festkjoler med lavtsiddende talje.

Agatha Christie er nok bedst kendt for ikoniske detektiver som Hercule Poirot og Miss Marple, men i historien om de syv urskiver er det den unge snushane Lady Eileen Brent, af venner kaldet Bundle, der mener, at der stikker noget under, da hendes nære ven findes død.

Måske hendes livs kærlighed

Historien indledes på fineste vis med, at vi i 1925 er til et stort brag af en Great Gatsby-fest på Bundles mors gods. Her bliver vi både introduceret til den nysgerrige adelige frøken selv og til den charmerende Gerry Wade, der arbejder for Udenrigsministeriet, og som Bundle helt tydeligt har både historie og kemi med. Han inviterer på middag den følgende tirsdag og meddeler, at han dér agter at stille hende et spørgsmål af den slags, hvor man ønsker sig et ja.

Som seer får man derfor knust sit hjerte sammen med Bundle, da netop Gerry Wade bliver fundet død med en stor mængde sovemedicin i blodet dagen efter festen. Alle tror, at Bundle ser spøgelser, fordi hun sørger, men der er altså noget underligt ved de hele syv ure på kaminhylden, et vinglas, der er blevet flyttet, og et brev, som omtaler syv urskiver.

Det trækker trods alt lidt mere i én, at Bundle skal opklare mordet på, hvad der kunne være blevet hendes livs kærlighed, og selvom historien tager sving omkring både statshemmeligheder, spionage, krigstraumer og banebrydende opfindelser, bevarer den en kerne af finurlighed og temaer om venskab og familiebånd, som forankrer krimiplottet og får det hele til at føles meget menneskeligt.

En veldoseret Helena

På rollelisten er der blevet plads til stjerner som Martin Freeman og ikke mindst Helena Bonham Carter. Sidstnævntes ekspressive skuespil er ofte et markant valg, der stikker ud (se blot ’Ocean’s Eight’ for et særligt grelt eksempel), men hun passer glimrende ind i denne historie som den livstrætte Lady Caterham, der har lukket sig inde med sine tjenestefolk og sin vinterhave efter mandens død nogle år tidligere.

Mia McKenna-Bruce er meget troværdig som hendes datter, Bundle, og har endda et smukt, kuglerundt ansigt med tårnhøje kindben, der matcher “mors”. Hun bliver naturligvis aldrig lige så ikonisk som Christies store detektiver, men der er intet galt med at have en detektiv, som man kan spejle sig i og undre sig med, i et Christie-plot.

Martin Freeman er til gengæld den Scotland Yard-betjent, som giver sig til at undersøge den ellers lukkede efterforskning af Gerry Wades død, og særligt i en morsom scene, hvor han forsøger at fremlægge beviserne systematisk, men konstant afbrydes af de fremmødte, kan man se, at han heller ikke er nogen Hercule Poirot.

Historien er nok mere en twister end en gætter, fordi fakta til gådens løsning strøs lidt nærigt, så man ikke som sådan kan være med til at strikke mysteriet sammen, men må overgive sig til overraskelserne.

Der er dog et ganske fint persongalleri med mange gode mistænkte imellem, herunder de nyrige og snobbede hr. og fru Coote, deres forsmåede, bebrillede sekretær Bateman, et par utilfredse tjenestefolk og en hel afdeling af Udenrigsministeriet, herunder Indien-kontoret, hvor næsten alle ved, hvor Indien ligger, som Bundles ven Ronny bemærker.

Agatha Christies ’Seven Dials’ ligger ikke helt på niveau med de store Poirot-konstruktioner, men der er en god historie om mellemkrigstiden og dens vindere og ofre. Bundle er en charmerende detektiv, og selvom både hun og seeren skal lige lovligt langt rundt i plottet undervejs, står man tilbage med en veludført og ikke mindst flot krimi, der ligner noget, BBC kunne have produceret, før verden gik af lave.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: