Annonce
Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Fallout’ er stadig en gakket fornøjelse i anden sæson

Af: Claus Nygaard Petersen
17. december 2025
ella purnell fallout sæson 2 anmeldelse
Ella Purnell i 'Fallout' sæson 2 / Foto: Lorenzo Sisti/Prime Video
Annonce

Del artikel

Prime Videos successerie udforsker nye dele af sit store univers, og så får vi en ny skurk på banen.

Fallout sæson 2

Streamingtjeneste: Prime Video
Premieredato: 17. december 2025
Genre: Science fiction, drama, action
Serieskabere: Graham Wagner, Geneva Robertson-Dworet
Medvirkende: Ella Purnell, Walton Goggins, Aaron Moten, Kyle MacLachlan, Moisés Arias, Xelia Mendes-Jones, Justin Theroux m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 8 (anmeldt på baggrund af de første 6)

Første sæson af ’Fallout’ ramte plet med den perfekt afbalancerede kombination af alvor og løssluppen galskab, og man blev investeret i personernes liv, missioner og skæbner.

Derfor er forventningerne til anden sæson selvfølgelig store, og her udforsker vi mere af den dystopiske atomødemark med vores helte Lucy (Ella Purnell), Maximus (Aaron Moten) og Cooper (Walton Goggins), også kendt som The Ghoul.

Annonce

Og det er virkelig nødvendigt at have set første sæson, for ellers kommer du ikke til at fatte noget som helst af, hvad der foregår, og hvem der har alliancer med hinanden.

Vi går nemlig lige på og hårdt med, at Lucy og The Ghoul jagter hendes far, Hank, som var en af bagmændene bag de mange atombomber, der har henlagt verden til den førnævnte atomødemark – i øvrigt i samarbejde med Coopers kone, Barb (Frances Turner), der var en af de højest rangerende medarbejdere i firmaet Vault-Tec.

Maximus er blevet en højtstående officer i Stålbroderskabet, den militaristiske fraktion, der har en selvbestaltet mission om at sikre ro og orden med voldelige midler.

walton goggins fallout sæson 2 anmeldelse
Walton Goggins i 'Fallout' sæson 2
Foto: Lorenzo Sisti/Prime Video

Begge historier introducerer os til mere af det nærmest uudtømmelige univers, hvor alskens fraktioner dukker op. Blandt de mest aparte er en, som klæder sig ud som romerske legionærer. Dog har de ikke helt styr på, hvilke skikke og navnebetegnelser der rent faktisk hører til den pågældende tidsperiode.

Annonce

Men sådan er der så meget i ’Fallout’-universet, og vi kommer vidt omkring i anden sæson, der sætter rigtig mange ting op, som kan få eksplosive konsekvenser hen imod slutningen.

Exceptionelt charmerende røvhul

Først og fremmest er der introduktionen af en helt ny karakter, som gamere vil genkende fra spilserien.

Med moustache og slikhår er Justin Theroux perfekt castet som den mystiske Robert House, chefen for techfirmaet RobCo Industries og lederen af New Vegas. Skuespilleren excellerer i denne type rolle som et charmerende røvhul, der med et fingerknips kan gå fra uskadelig til dødsensfarlig.

Annonce

At dømme efter de første seks afsnit, som anmeldere har fået stillet til rådighed, er House en karakter, der også kommer til at spille en rolle i kommende sæsoner.

Og det er meget sådan, hele anden sæson af ’Fallout’ føles. Der bliver plantet frø til kommende sæsoner, og det bliver lidt på bekostning af målrettetheden i den aktuelle sæson.

Kyle MacLachlan (Hank MacLean) in FALLOUT SEASON 2 sæson 2 anmeldelse Photo Credit: Lorenzo Sisti / Prime© Amazon Content Services LLC
Kyle MacLachlan i 'Fallout' sæson 2
Foto: Lorenzo Sisti/Prime

Der er stadig en klar rød tråd, men der er bare ikke helt den samme nerve eller følelse af, at det er en vild verden, som der var i første sæson.

Til gengæld er der stadig en god vekselvirkning mellem grin og alvor.

Annonce

En scene kan gå fra gakket splat til intens kamp på liv og død meget hurtigt. Der bliver ikke sparet på blodsudgydelserne, og det klæder ’Fallout’ at give den fuld gas, hvor andre serier kan være mere forsigtige i bestræbelserne på at blive taget seriøst.

Elvis-zombier og kærlighed ved første blik

Ikke at man ikke skal tage Prime Video-serien seriøst.

Tværtimod er en af fordelene ved, at vi kommer dybere ind i universet i denne sæson, at vi får forstærket den følelsesmæssige tilknytning til vores tre hovedpersoner.

Annonce

Især Cooper kommer vi et godt stykke ind under den muterede hud på. Igennem masser af flashbacks ser vi hans liv, før verden gik af lave. Derved bliver både hans kærlighed til datteren Janey (Teagan Meredith) og Frances tydeligere, end den allerede var, men også mistroen over for hustruen om, hvorvidt det er hendes skyld, at verden gik under.

Og så får vi nogle interessante øjeblikke, der blandt andet introducerer de fra spillene berømte og berygtede Deathclaws, der er præcis, som de lyder: store og livsfarlige monstre med kæmpe klør.

Annonce

Der er uanet potentiale i ’Fallout’, men spørgsmålet er, om serieskaberne og hovedforfatterne Graham Wagner og Geneva Robertson-Dworet formår at holde tungen lige i munden.

Skuespillerne, som skal sælge historien, gør det godt.

Ella Purnell rammer stadig en dualitet i Lucy mellem blåøjet naivitet og resolut handlekraft, mens Walton Goggins leverer en fremragende knækket mand omsluttet af en storskrydende skal.

Johnny Pemberton (Thaddeus) and Aaron Moten (Maximus) in FALLOUT SEASON 2 sæson 2 anmeldelsePhoto Credit: Lorenzo Sisti / Prime© Amazon Content Services LLC
Johnny Pemberton og Aaron Moten (Maximus) i 'Fallout' sæson 2
Foto: Lorenzo Sisti/Prime

Aaron Moten er den, der får mest nyt at arbejde med i denne sæson. Maximus er blevet mere hårdfør af sine oplevelser, men spørgsmålet er, om han er lige så brutal, som han selv tror.

Annonce

Selvom vi er i en postapokalyptisk verden med Elvis-zombier, romerske legionær-cosplayere og alskens monstre, handler ’Fallout’ i sin kerne stadig om, hvad det vil sige at være et godt menneske, og hvor langt vi vil gå for at passe på dem, vi elsker.

Det er ikke helt lige så kraftig kærlighed ved første blik med anden sæson af ’Fallout’, som det var med den første – men romancen er stadig intakt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:

Annonce

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Annonce