
Anmeldelse: Sammenspillet mellem Jens Albinus og Bodil Jørgensen er sublimt i 'Indenfor murene’

Indenfor murene
Premieredato: 14. januar 2026
Teater: Det Kongelige Teater
Genre: Drama
Manuskript: Henri Nathansen
Instruktør: Morten Kirkskov
Scenografi og kostumedesign: Steffen Aarfing
Medvirkende: Jens Albinus, Bodil Jørgensen, Emilie Krøyer Koppel, Joachim Kubel, Lars Brygmann, Stine Stengade
Spilletid: 3 timer inklusive pause
Henri Nathansens ‘Indenfor murene’ fra 1912 hører til de helt centrale værker i dansk dramatik. Stykket kredser om familie, tro, kærlighed og de usynlige grænser, som både beskytter og begrænser mennesker.
I Det Kongelige Teaters genopsætning på Gamle Scene viser klassikeren sig ikke som et mere end 100 år gammelt stykke, men som et levende, urovækkende og relevant drama, der taler direkte ind i nutidens diskussioner om identitet, fordomme og sameksistens.
Inden det hele begynder, lyder et fyldigt og smukt kor, mens forestillingens centrale karakterer kommer ind og stiller sig med ryggen til publikum, idet de betragter det store lærred på bagscenen, hvorpå der er malet et tydeligt kunstigt naturlandskab. En natur, der kan symbolisere en frihed, de alle længes efter.
Herefter rulles en stor, søjleformet mur ind på scenen. Den har konstant åbne døre, der gør, at man hele tiden fornemmer friheden i baggrunden.
Generationer udfordres
Vi befinder os i stuerne hos den borgerlige, jødiske Levin-familie. Og den entré, som det stærkt spillende cast gør som deres respektive karakterer, etablerer med det samme en respekt for familiens ære, traditioner og ikke mindst overhovedet, Adolf Levin – der spilles af en uforlignelig og næsten ugenkendelig Jens Albinus – og hans kone, Sara Levin (en ligeledes fremragende Bodil Jørgensen).
Men den ro og orden, der hersker inden for murene, føles næsten klaustrofobisk.
Det er derfor en lettelse, da den unge datter Esther (Emilie Krøyer Koppel) kommer hjem og med sin ungdommelige fremtoning løsner op for stemningen og fortæller om den forelæsning, hun netop har været til, med den unge, kristne Jørgen, der blandt andet underviser i jødisk kulturhistorie.
Esther holder ikke igen med at udfordre familiens gamle og i hendes optik støvede traditioner, og da hun og broderen Hugo (Emil Prenter) senere på aftenen sidder og taler sammen, opstår forestillingens første af utallige rørende øjeblikke.
Gennem rolig dialog og glimrende skuespil lader Koppel og Prenter Nathansens formidable og evigt aktuelle tekst udfolde sig, så man nøgternt tvinges til at forholde sig til en af fortællingens afgørende tematikker: generationer og forståelsen for, at tiderne skifter.

Mesterligt sammenspil
Da det senere kommer frem, at Esther har forlovet sig med sin kristne lærer, der er søn af en mand, Adolf hader af hele sit hjerte, bliver det for meget. Og her markerer både Jens Albinus og Bodil Jørgensen sig som nogle af Danmarks ypperste skuespillere.
Aldrig har jeg oplevet et så intenst sammenspil som det, de to viser i scenen, hvor Sara fortæller Adolf, hvem deres datter har valgt at gifte sig med.
Adolfs verden falder fra hinanden med ét. Han går fra at være fattet og rolig til at være på randen af et sammenbrud. Det er hårrejsende og gribende godt teater, og den smerte, Adolf føler, går direkte i hjertet på publikum.
Over for Albinus står en stålfast Jørgensen, der i rollen som Sara har indset, at datterens valg er ude af deres hænder. Men da Adolf for en kort stund truer med at forvise Esther fra deres hus, går hun fra at være i kontrol til at være en mor, der er rædselsslagen for at miste sin datter.
Albinus’ og Jørgensens pragtpræstationer er en af hovedårsagerne til, at forestillingens aktualitet ikke kan overvurderes. Det er her, man som publikum for alvor mærker, hvad der er på spil i teksten.
Det er her, man fornemmer, at religion for nogle er meget mere end at tro på en gud. Det er et spørgsmål om ære og et eksistensgrundlag, der kun kan forstås, hvis man gennemlever det – og det gør man her.

Glem ligegyldigt indhold og doomscrolling: Nu kommer det på mode at være klog, siger ekspert
Respekt for teksten
Scenografien understøtter den langsomme, men uundgåelige eskalering. Levins lejlighed fremstår solid og næsten uindtagelig med klare linjer, der signalerer både tryghed og indespærring.
Rummet er et konkret billede på stykkets titel: Inden for murene er der orden og tradition. Jo mere konflikten intensiveres, desto tydeligere føles rummets begrænsninger, som om væggene presser sig ind mod karaktererne.
Skuespilchef og instruktør Morten Kirkskovs kunstneriske greb er præget af en enorm respekt for teksten. Han lader Nathansens dialog stå næsten nøgen, uden moderne effekter eller påtaget aktualisering.
I stedet opstår relevansen gennem spillet, tempoet og den psykologiske præcision. Pauser, blikke og tavshed får lov at fylde, og det er i det usagte, forestillingen bliver mest ubehagelig – og mest sand.
At ‘Indenfor murene’ stadig er relevant, skyldes ikke kun dens historiske skildring af antisemitisme, men også dens bredere blik på, hvordan fællesskaber definerer sig selv gennem udelukkelse.
Hvad sker der, når kærlighed krydser grænser, som samfundet selv har skabt og insisterer på at opretholde? I en tid, hvor identitet og tilhørsforhold igen er genstand for skarpe fronter, minder forestillingen os om, at fordomme sjældent forsvinder af sig selv – og at viljen til forsoning kræver mere end gode intentioner.
‘Indenfor murene’ er dramatik på allerhøjeste niveau, og det er svært at forestille sig, at Kirkskovs iscenesættelse kunne gøres bedre.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:



















