Anmeldelse: Korsettet strammer mere, end det pirrer i ’Bridgerton’ sæson fire

Kæreste, ædle læser,

Vi er nu nået til fjerde sæson af dette fornemme selskabsspil, som omsætter tredje bind af Julia Quinns populære romaner om London i begyndelsen af 1800-tallet.

Denne gang hviler alles nysgerrige blikke på Bridgerton-familiens andenfødte søn, Benedict (Luke Thompson).

Han er en biseksuel herre, der hidtil ikke har markeret sig synderligt, ud over sine kunstneriske tilbøjeligheder og et loyalt hjerte over for fan-favoritten Eloise (Claudia Jessie), der, ligesom Benedict, har svoret aldrig at gifte sig.

Men hvis ungkarlen nu tør løfte lidt på sin stålsatte maske af ligegyldighed og vove sig uden for singlelivets mange kødelige goder, vil han i denne sæson opdage, at hans udkårne befinder sig lige for næsen af ham.

Sæson fire genopfinder ikke eventyret

Ligefrem at beskylde Quinn for at være løbet tør for inspiration til sine sexede korset-eskapader kunne vi naturligvis aldrig drømme om! Lad os blot afsløre, at fuckboy-Benedict møder den smukke, nye karakter Sophie (Yerin Ha) på en måde, der næppe vil få seere til at spilde teen af overraskelse.

Mor Violet Bridgerton (Ruth Gemmell) har fået æren af at holde sæsonens første komsammen: et funklende maskebal, hvor en ung, mystisk kvinde sniger sig ind.

Selv om Sophie faktisk er af nobel herkomst, er hun af ulykkens veje endt som tjenestepige for sin onde, onde stedmor (spillet isnende koldt af Katie Leung, der hidtil er mest kendt som Harry Potters tidligere kærlighedsinteresse, Cho Chang).

Stedmoren har kun øjne for sine to forkælede døtre og gør, hvad hun kan, for at pine den stakkels, hårdtarbejdende Sophie.

En dag får vores heltinde dog nok. Med lidt hjælp får hun fat i et par glimtende sko, en smuk maske og en henrivende sølvkjole og sniger sig afsted til maskeballet.

Her møder hun Benedict, der på under 30 minutter falder pladask for hende. Men snart slår klokken tolv, og Sophie må flygte tilbage til sine pligter. Alene står en kærlighedssyg Benedict med en enlig, sølvfarvet handske i hånden, som Sophie i sin hast har tabt.

Nye boller på suppen

Som noget nyt for serie-universet er der denne gang skruet op for den mindre glamourøse side af mønten. For takket være Sophie står denne sæson af ’Bridgerton’ i "downstairs"-arbejdernes tegn – nemlig dem, der knokler nede i de fine huses kælder, hvor kongegryderne bobler, mens glimtende balkjoler repareres, og sladderen om de fine folk ovenpå løber i en lind strøm.

Det er et tiltrængt ’Downton Abbey’-klingende miljøskift, for efterhånden har ’Bridgerton’ udmalket benovelsen over smukke guldkareter, fjerprydede vifter og majestæten Charlottes (Golda Rosheuvel) evigt overdådige og overdrevne hårudsmykninger.

Samtidig sætter det fokus på, hvor lidt der skal til, før den fine London-facade krakelerer, hvis ikke husholdersken føler sig godt behandlet, eller dronningens hofdamer afskediges.

De forbudte M-ord

At Sophie, trods sin baggrund, er en maid (stuepige) og aldrig vil kunne gifte sig ind i det finere borgerskab, sætter en pinende kæp i hjulet for alle eventyrlige drømme om at følges til alters med Benedict. Skulle nogen opdage dem, ville hendes allerede blakkede ry være ødelagt for evigt.

Koreanske Yerin Ha er en flot tilføjelse til serien, for hun får det til at gøre ondt, langt ind i hjertekulen, når hun længes tilbage mod den korte stund, hun og Benedict delte ved maskeballet.

For den fornemme Bridgerton-søn har det naturligvis ikke samme konsekvenser at sværme om en kvinde af lavere rang. Som sæsonen skrider frem, står det klart, at Benedict nok også nærmere flirter med tanken om at anskaffe sig en elskerinde frem for en funklende diamantring til Sophies nedslidte fingre.

Ikke ligefrem galante aspirationer, som får kærlighedshungrende seere til at sukke efter vores nye, mandlige frontfigur, Luke Thompson, som stort set bare kører i samme glatte gear som i foregående sæsoner.

En romance på lavt blus

Man skal desværre over halvvejs gennem de første afsnit af sæson fire, før det bare tilnærmelsesvis begynder at kilde de rigtige steder, hvad angår Sophie og Benedicts romance og den småsmudsede stil, der får ’Bridgerton’ til at ligne en steamy fanfiction over begivenheder fra Regency-tiden.

Det skæbnesvangre møde ved maskeballet er så ulideligt kort og akavet, at kun Sophies modige kys lige inden midnat antænder en snært af ulmende kemi.

At Benedict efterfølgende går rundt i en lyserød tåge – komplet forblændet af kvinden i sølvkjolen – er simpelthen svært at tro på, givet hvor intetsigende det lille, overfladiske rendezvous i en smukt oplyst pavillon var.

Så var det ’Bridgertons’ sæson fire, du håbede på, skulle holde dig skandaløst varm her i januarkulden, må du desværre hellere indstille dig på hård kuling af uopfindsomme gentagelser, tamme blikke og en fornemmelse af, at korsettet strammer mere, end det pirrer, frem for spicy stuepige-porno og en ædel herre på en hvid hest.

For selv om Benedict i denne sæson flere gange viser, at han godt kan svinge en proper pisk, er de lette svirp desværre kun rettet mod firbenede væsner.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: