Anmeldelse: DR-dokumentar rammer som et storsejl i solar plexus

Sikke en rørende og livsbekræftende oplevelse at se de unge mennesker på skoleskibet Georg Stage. DR-dokumentarserien ’Skibet – fem måneder for evigt’ er en kærkommen skildring af, at ungdommen til alle tider har det svært, men at nutidens unge er smækfyldt med empati.

I en tid med fokus på skolevægring og unges mistrivsel på grund af sociale mediers indflydelse er det en lille genistreg at følge dem, der vælger fem måneder til søs. Her bliver de sat til at arbejde hårdt under klare instrukser, men får også en unik mulighed for at knytte tætte bånd, fordi de er sammen på så lidt plads og – gisp – ikke engang har fast adgang til mobiltelefonerne.

Det moderne møder det traditionelle, når de unge mennesker skriver sig ind i en tradition af søfolk, der stævner ud og forlader familien. Den nordiske folkevise ’Vem kan segla förutan vind’ bliver sunget af besætningen, mens den nye sang ’Fri fugl’ af den unge kunstner Kris bliver et musikalsk billede på det at flyve – eller sejle – fra reden.

Historien er set et hav af gange før, men i al sin stilfærdighed rammer den som et storsejl midt i solar plexus.

Autoritet uden skrig og skrål

Den Filmskoleuddannede instruktør Troels Hansen har fulgt fire af de matrosaspiranter, som i 2024 gik ombord på skibet, der har eksisteret siden 1882 og årligt uddanner 126 ubefarne skibsassistenter.

Amalie, Thea, Charlie Elvis og Inge-Marie kommer vidt forskellige steder fra, men står med den samme usikkerhed på tærsklen ind til voksenlivet.

Amalie fra Hvalsø elsker at lære i skolen, men fandt ikke det fællesskab, der er nødvendigt for at komme godt igennem det klassiske uddannelsessystem. Thea skal finde ud af, hvem hun er, når hun ikke konstant er sammen med sin tvillingesøster. Københavnerdrengen Charlie Elvis har boet lidt over det hele og glæder sig til at gøre verden mindre, mens Inge-Marie fra Østgrønland vil udfordre sig selv med nye oplevelser.

Der er små, skarpe observationer drysset ud undervejs i serien. Amalie vender sig ikke om og vinker til forældrene som de fleste andre, men uden at bore i det private forstår vi gennem hendes velreflekterede ord til kameraet, hvad hun bakser med.

Det er også dejligt, at serien ikke laver et skønmaleri og lader, som om alt bare er fryd og gammen, når blot man laver klare retningslinjer. Personalet på Georg Stage viser deres autoritet uden skrig og skrål, men har stadig at gøre med unge mennesker, der skal have en øl for meget af og til og teste grænserne en smule.

Med sit specielle navn og den 19-årige krop dækket af tatoveringer er Charlie Elvis en farverig skikkelse, der med egne ord ikke passer ind i samfundets kasser og har svært ved at styre de kække kommentarer.

Da gasten Benjamin bliver hjemsendt efter for mange brud på reglementet, er et tårevædet farvel sødt orkestreret som et wakeup-call for vennerne.

Frihed under ansvar

Det er dybt inspirerende at være vidne til menneskesynet på skibet. Det er nok at simplificere tingene lige rigeligt, men man får undervejs lyst til at udbryde, at det jo netop må være den her slags frihed under ansvar, som utilpassede unge mennesker i dagens Danmark savner.

Det kræver enorm tillid at samle unge så tæt, lade dem sove i hængekøjer og gøre noget så vanskeligt som at styre et gammelt tremastet træskib på oprørt hav. Men de vokser med opgaven og tager sig endda af hinanden.

Man får en klump i halsen over at se, hvor kærlige både unge og ældre er. Inge-Marie kæmper med at gøre sig forståelig på dansk, men hun bliver mødt af så stor tiltro, at det er lige til at blive rørstrømsk over.

Selv en helt lille ting, som at en sød sjæl giver sin strikhue til en ven, så han kan komme på landgang, er med til at tegne billedet af en generation, der vil gøre det bedste.

Euforisk ode

Med en spilletid på fire afsnit af en lille halv time hver flyver tiden i ’Skibet – fem måneder for evigt’ lige så hurtigt for seerne, som opholdet på Georg Stage gør for de unge, der får en oplevelse for livet.

Seriens store styrke ligger i det tematiske ungdomsportræt og de individuelle skildringer, men man hives også ind i fortællingen takket være det visuelt dragende univers. Der er smukke billeder af rum sø og arbejde med knob og stik, mens en skøn dansefest i forsamlingshuset Månen på Christiansø er en euforisk ode til ungdommens mod.

Tak til filmfolkene og ikke mindst de medvirkende for med serien at give et fantastisk indblik i tidens ungdom, der er langt mere generøs, end den kritiseres for. Det er public service til tiden, men endnu vigtigere en tidløs påmindelse om, at vi må give hinanden plads, hvis vi hver især skal finde den rette kurs.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: