Serier | Guides

De 5 bedste danske dokumentarserier på DR

Af
Claus Nygaard Petersen
7. februar 2023
bedste dokumentarserier på dr
Ulrich Larsen går undercover i Nordkorea i den spændende dokuementarserie på DRTV 'Muldvarpen - Undercover i Nordkorea' / Foto: Klaus Vedfelt, Wingman / DR

Del artikel

Vi har kigget DRTVs store udvalg igennem og fundet frem til de 5 bedste danske dokumentarserier hos streamningtjenesten.

Den danske film- og tv-branche er verdensmestre i dokumentarisme.

Hver uge byder på et nyt tilbud, som er bedre end den foregående uges.

Og i tv-afdelingen ligger der en skøn mængde frit tilgængeligt på DRTV. I øjeblikket kan man f.eks. fordybe sig i Anders Lund Madsens veloplagte Atomkraft – ja tak og den fascinerende Sirius om den titulære patrulje i Grønland.

Mere vil have mere, så vi har finkæmmet det fyldige arkiv og funder frem til fem perler.

Vi kommer omkring alt fra gysende true crime til eksistentiel angst. Fælles for dem alle er, at de bliver hængende hos seeren, længe efter de er færdige, og – i visse tilfælde – indbyder til eftertænksomhed angående vores egen gøren og laden.

Rudi er bange

Det lå lige til højrebenet. I 2006 spillede Rudi Køhnke hovedrollen i Hella Joofs komedie Fidibus, og den karismatiske skuespiller lignede dansk films næste store stjerne.

Men angst har et solidt greb i ham, og karrieren bliver sat på pause. Igennem de fire afsnit af Rudi er bange får vi et hudløst ærligt indblik i, hvordan angsten påvirker hans dagligdag og arbejde.

Køhnke skåner ikke sig selv, og vi ser ham på det laveste lave. Også i de lidet flatterende stunder, hvor selvmedlidenhed og aggression får ham til verbalt at lange ud mod verden, når han føler sig presset eller uretfærdigt behandlet.

Dokumentarserien er således skuespillerens vej tilbage til det fag, hvor han føler sig bedst tilpas, og når han rammer dagen er en af Danmarks absolut bedste skuespillere.

Scandinavian Star

Billederne af den hvide færge, hvor røgen strømmede ud af de sorte vinduer, er stadig et gruopvækkende syn her 33 år efter. Scandinavian Star handler om den brand, der hærgede den navnkundige færge 7. april 1990.

159 personer døde som følge af den påsatte brand. Med udgangspunkt i journalist Lars Bork Halskovs bog Branden – Gåden om Scandinavian Star får vi serveret alle detaljer om katastrofen og hører fra nogle af de mange pårørende.

Og så får vi i de seks gode afsnit præsenteret en række velfunderede teorier om, hvordan branden opstod, og hvorfor nogen kunne finde på at sætte en ild til en stor passagerfærge med 482 mennesker ombord.

Det er en hård og hjerteskærende beretning, hvor de efterladtes historier om dem, de har mistet, konstant truer med at frembringe tårer, når man hører dem tale med kærlighed i stemmen om de afdøde.

Hvid mands dagbog

Fra en forbrydelse til anden - og en om muligt endnu mere gruopvækkende en af slagsen.

Danskeren Peter Frederiksen blev i 2015 i Sydafrika anklaget for række forbrydelser, herunder ulovlig våbenhandel, besiddelse af børneporno, voldtægt af et barn og mord.

Inden politiet anholder og sigter ham for de mange uhyrligheder, tager han kontakt til to danske journalister i landet, Helle Maj og Jørn Stjerneklar. Han vil fortælle sin livshistorie, og excentrikeren virker umiddelbart som en spændende historie.

Men i takt med at han fortæller, får de indblik i hans uhyggelige tendenser. Og som omverdenen for alvor får kendskab til, da 21 afskårne klitorisser bliver fundet i en fryser. Det her er en dokumentar, der bestemt ikke er for sarte sjæle, især når der dykkes ned i Frederiksens grumme dagbøger.

Manden der datede hele verden

De fleste har prøvet at få enten en mail eller en underlig besked på sociale medier fra en eller anden ukendt person, der vil i kontakt.

Nogle er mere gennemskuelige end andre. De dygtigste bruger billeder af andre personer, som de har fundet tilfældigt på nettet. Enten udgiver de sig for at være den person – også kendt som catfishing – eller også bruger de det bare som blikfang.

Fotograf Kenneth Ngyuen begyndte at få beskeder om, at hans billeder blev brugt i forbindelse med romance scamming. Her indleder man et online forhold med henblik på at lokke penge ud af offeret. I løbet af de tre afsnit kommer han i dybden med den suspekte verden og nogle af de ofre, der er blevet snøret ved hjælp af hans billeder.

Muldvarpen – Undercover i Nordkorea

Det er næsten for vildt til at være sandt, men det er det ikke desto mindre.

Den førtidspensionerede kok Ulrich Larsen går undercover. Dog ikke i en konventionel forbryderorganisation. Næh, han erklærer sin udødelige kærlighed til det diktatoriske styre i Nordkorea. I løbet af de tre afsnit af Mads Brøggers dokumentarserie, lykkes det Ulrich Larsen at komme ind i landet som noget nær en hædersgæst.

Sammen med den karismatiske ex-pusher og iværksætter Jim Latrache Qvortrup – som den vidunderlige suspekte rigmand Mr. James – optrevler de et netværk, hvor narko og våbenhandel finansierer det nordkoreanske styre. Hele tiden er de dog på kanten af at blive afsløret, hvor netop dét kan ende fatalt.

Del artikel

Læs mere omDokumentar

Andre Serier | Guides