Serier | Guides

Nye serier og sæsoner på Netflix i september 2022

AfAmanda Lee Edelstein
6. september 2022
Philip Froissant og Devrim Lingnau i The Empress
Foto: Netflix

Del artikel

Netflix inviterer til seriemaraton, når femte sæson af ’Cobra Kai’ og ’Dynasty’ bliver tilgængelige. Måske skal du lige samle op på de forrige sæsoner inden? Er du til romantiske kostumedramaer, er den tyske serie 'The Empress' værd at tjekke ud.

Men det er naturligvis ikke kun de to serier, der kan streames i denne måned. I denne artikel kan du se hele listen over nye serier og sæsoner på Netflix i september 2022.

Vi kan bl.a. afsløre, at der venter krimiserier, som er inspireret af virkelige hændelser. Du kan også glæde dig til en historisk dramaserie, som stiller skarpt på kærlighedshistorien mellem kejseren Frans Josef af Østrig-Ungarn og hans kommende hustru, Elisabeth.

Cobra Kai, sæson 5

Premiere: 09.09.2022
Sprog: Engelsk
Genre: Action, komedie og sport

Elsker du Karate Kid-filmene? I så fald er serien Cobra Kai nok ikke gået din næse forbi. Men skulle det være tilfældet, kan vi kun anbefale dig at se Cobra Kai. I serien får vi et kært gensyn med Daniel LaRusso (Ralph Macchio) og Johnny Lawrence (William Zabka), men det er ikke kun gammelt nag, der bearbejdes i Cobra Kai. I den nye sæson må Lawrence og LaRusso bl.a. stå sammen mod en ny fjende.

I starten af september bliver femte sæson af serien gjort tilgængelig på Netflix. Og lever den op til de forrige sæsoner, er femte sæson i den grad værd at se. Vi er sikre på, at der nok skal være masser af drama, humor og vilde kampscener til at underholde enhver seer.

The Lørenskog Disappearance

Yngvild Grotmol i The Lørenskog Disappearance
Foto: Netflix

Premiere: 14.09.2022
Sprog: Norsk
Genre: Krimi og drama

Navnet Anne Elisabeth Hagen lyder måske bekendt. Det er der en god grund til. I 2018 skrev mange medier om Anne Elisabeth Hagen, efter hun den 31. oktober 2018 blev meldt savnet. Serien Forsvinningen på Lørenskog, også kaldet The Lørenskog Disappearance på engelsk, er en norsk miniserie, der er inspireret af hændelserne omkring Anne Elisabeth Hagens forsvinden.

Serien er en oplagt mulighed for at blive klogere på hændelsen, og hvad der blev gjort for at opklare forbrydelsen. Men du bør huske, at dette er en dramaserie, der blot er inspireret af de virkelige hændelser. Der er altså ikke tale om en dokumentarserie, men derimod en fiktionsserie.

Fate: The Winx Saga, sæson 2

Premiere: 16.09.2022
Sprog: Engelsk
Genre: Drama og eventyr

Lidt over halvandet år efter udgivelsen af første sæson om de studerende på den magiske skole Alfea, er Bloom og de andre feer tilbage i anden sæson af serien Fate: The Winx Saga. I anden sæson må feerne stå sammen for at beskytte Solaria fra dem, der vil skade planeten. Samtidig får Bloom (Abigail Cowen, Chilling Adventures of Sabrina) sværere og sværere ved at styre sine kræfter.

Fate: The Winx Saga er inspireret af Nickelodeon-tegneserien Winx Club, der blev skabt i 2004 og har otte sæsoner. Om Fate: The Winx Saga får lige så mange sæsoner, må tiden vise. Men for dem, der husker Winx Club,er det måske relevant at nævne, at den nye serie spiller på nogle lidt andre tangenter end tegneserien.

Du ved altså ikke alt, der kommer til at ske, blot fordi du har set tegneserien som barn.

Dynasty, sæson 5

Fra serien Dynasty sæson 5
Foto: Netflix

Premiere: 24.09.2022
Sprog: Engelsk
Genre: Drama

På listen over nye serier og sæsoner på Netflix i september 2022 finder du femte sæson af Dynasty. Er du vild med dramaserier, er dette en serie, du helt sikkert bør give et skud. I serien følger vi familierne Carrington og Colby, der hver især er vant til at få, hvad de vil have, da de har pengene og magten til at tage det. Men det gør dem også til perfekte rivaler.

Det er dog ikke kun mellem de to familier, at der er drama. Indbyrdes i familierne er der også konstant kurrer på tråden. I femte sæson må Fallon Carrington (Elizabeth Gillies, Victorious) se langt efter den forfremmelse, hun har stilet efter. I stedet skal hun kæmpe om magten mod hendes fars nye forlovede, som hun absolut ikke har tiltro til. Det skal nok ende i ballade.

The Empress

Premiere: 29.09.2022
Sprog: Tysk
Genre: Historisk drama og romantik

I den tyske serie The Empress bliver du taget med tilbage til 1800-tallets Østrig. Denne periode i historien er kendt for at være fuld af intriger, da der sker mange ændringer, både socialt og politisk, rundt om i verden. Dramaet finder også sted inden for hjemmets fire vægge – især når der er fremtidige ægteskaber i kikkerten.

The Empress er i bund og grund en kærlighedsfortælling. I serien følger vi den unge og rebelske kvinde Elisabeth (Devrim Lingnau, Borga), idet hun fanger kejser Franz Joseph af Østrig-Ungarns opmærksomhed. De to unge mennesker falder for hinanden, men livet ved hoffet og de politiske ændringer skaber forhindringer.

Flere nye serier og sæsoner på Netflix i september 2022

Off the Hook, premiere 01.09.2022
Devil in Ohio, premiere 02.09.2022
You’re Nothing Special, premiere 02.09.2022
Fakes, premiere 02.09.2022
Entrapped, premiere 08.09.2022
Narco-Saints, premiere 09.09.2022
Merlí. Sapere Aude, sæson 2, premiere 09.09.2022
Heartbreak High, premiere 14.09.2022
Santo, premiere 16.09.2022
The Brave Ones, premiere 16.09.2022
Snabba Cash, sæson 2, premiere 22.09.2022
Thai Cave Rescue, premiere 22.09.2022
The Girls at the Back, premiere 23.09.2022
Jamtara - Sabka Number Ayega, sæson 2, premiere 23.09.2022
Alle serier kan ses på Netflix.

Del artikel

Læs mere omNetflix