Serier | Guides

Nye serier og film på Disney+ i maj 2023

Af
Amanda Lee Edelstein
4. maj 2023
nye serier på disney+ maj 2023
Michelle Yeoh i 'American Born Chinese' / Foto: Disney+

Del artikel

Sangeren Jack Harlow har debut i komedien ’White Men Can’t Jump’, og The Muppets forsøger at skabe sig en musikkarriere på Disney+ i maj.

På listen over nye serier og sæsoner på Disney+ i maj 2023 finder du også en sand og rørende fortælling fra 2. Verdenskrig samt fjerde og sidste sæson af Killing Eve.

Vi vil også gerne slå et slag for den originale dokumentarserie fra Disney+ Ed Sheeran: The Sum of It All. I serien åbner verdensstjernen op for de udfordringer, han og familien har kæmpet med gennem de seneste år, samt hvad der inspirerer hans musik. Ønsker du et unikt indblik i Ed Sheerans liv, skal du se med fra 3. maj på Disney+.

A Small Light

Premiere: 02.05.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Historisk drama og biografisk

For at fejre Danmarks befrielse den 5. maj, kan du med fordel sætte tid af til A Small Light. Serien er nemlig baseret på den sande historie om Miep Gies, der under 2. Verdenskrig og nazisternes besættelse af Holland gemte familien Frank og fire andre. Det lykkedes Miep (Bel Powley, Mumidalen) og hendes mand Jan (Joe Cole, Peaky Blinders) at holde de otte personer skjult i to år.

A Small Light omhandler en vigtig historie, som mange glemmer. De fleste har en tendens til at huske på den tragiske historie om familien Frank, hvoraf kun Otto Frank overlevede krigen, grundet datteren Anne Franks dagbog. Nu får du muligheden for at lære mere om, hvad det krævede af Miep, Jan og deres venner at skjule de otte personer. Og hvad det kostede dem.

The Muppets Mayhem

Premiere: 10.05.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Animation, musical og komedie

Skal hjernen have en pause fra hverdagen, er The Muppets Mayhem et godt bud på en serie. Især hvis du godt kan lide Muppets. For The Muppets Mayhem er en blanding af animation, dukker og virkelige mennesker. Det hele blandes sammen i én stor pærevælling, som er fyldt med komiske scener og underholdende musik.

I serien følger vi The Electric Mayhem Bands vej til storhed. Eller i hvert fald deres iver i forbindelse med at optage et album. De bliver ansporet og hjulpet på vej af Nora (Lilly Singh), men der skal stadig meget arbejde til for, at drømmen bliver til virkelighed.

White Men Can’t Jump

Premiere: 19.05.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Komedie, drama og sport

Titlen på denne nye film virker måske bekendt. Og det gør historien nok også. Men det er der en god grund til. For White Men Can’t Jump er en opdatering af filmen af samme navn fra 1992. Hvor den originale film havde Wesley Snipes (Blade) og Woody Harrelson (True Detective) i hovedrollerne, er det Sinqua Walls (American Souls) og sangeren Jack Harlow, der nu spiller det umage makkerpar i filmen, som kan streames eksklusivt hos Disney+ fra den 19. maj.

Vi følger Jeremy (Harlow) og Kamal (Walls), som hver især har en kærlighed for basketball. Deres professionelle karrierer blev ødelagt grundet skader og dårlige beslutninger. Ved et tilfælde bliver de opmærksomme på hinandens evner med bolden, og de udtænker en plan for at tjene penge og vise verden, at de stadig kan spille basketball.

American Born Chinese

Premiere: 24.05.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Action og komedie

To verdener mødes i den nye Disney+ originalserie American Born Chinese. Vi følger to unge drenge, idet de kæmper for at falde til og blive voksne. Samtidig må de kæmpe mod overnaturlige væsner, da den ene er søn af en mytologisk gud. Du kan forvente en masse fede kung-fu-scener, og at du vil trække på smilebåndet.

American Born Chinese er baseret på tegneserien skabt af Gene Luen Yang. Den er instrueret af Lucy Liu og Destin Daniel Cretton. På rollelisten finder du bl.a. nyligt Oscar-vindende Michelle Yeoh (The Witcher: Blood Origin) og Ke Huy Quan (Everything Everywhere All at Once). De unge teenagere, som skal finde sig selv og redde verden spilles af Ben Wang og Jimmy Liu.

Serien kan streames på Disney+ fra den 24. maj, hvor alle episoder bliver gjort tilgængelige på én gang.

Single Drunk Female, sæson 2

Premiere: 31.05.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Komedie og drama

Sofia Black-D'Elia (The Mick) indtager igen rollen som Samantha Fink i anden sæson af Single Drunk Female. I første sæson måtte Samantha kæmpe for at få sit liv til at køre på skinner igen. På trods af megen modgang lykkedes det i høj grad: Hun holdt sig ædru, fik en kæreste og et godt job.

Desværre kommer man ikke uden om, at livet er fyldt af op- og nedture. Så selvom det kan virke som om, alt går godt, er der en risiko for, at glædesboblen brister. Og det er netop, hvad der sker for Samantha. Nu må hun forsøge at komme på fode igen og holde sig ædru. Heldigvis har hun gode venner og familie at støtte sig til.

Flere nye serier og sæsoner på Disney+ i maj 2023

Killing Eve, sæson 4, premiere 03.05.2023
Star Wars: Unge Jedier på eventyr, premiere 04.05.2023
Justified, sæson 1 til 6, premiere 10.05.2023

Del artikel

Læs mere omDisney+

Andre Serier | Guides