Josephine Park: 'Sygeplejersken' er en whistleblower-historie!

Der er nerver på hos Fanny Louise Bernth og Josephine Park. Da Vi Elsker Serier møder dem på Hotel d’Angleterre ved Kongens Nytorv i København, er der knap halvanden uge til premieren på Netflix-miniserien Sygeplejersken.

Mens optagelserne står på, er der ikke den store forskel på, om serien bliver lavet til en dansk tv-station eller en stor international streamingtjeneste. Men der er markant forskel på mængden af mulige seere bagefter.

”200, 400 millioner, slet ikke angstprovokerende, overhovedet ikke,” siger Josephine Park med tyk ironi i stemmen.

Der er da også store forventninger til Sygeplejersken. Serien er baseret på den virkelige historie, hvor sygeplejersken Christina Aistrup Hansen i 2016 blev dømt for drabsforsøg på fire patienter på Nykøbing Falster Sygehus. Det var kollegaen Pernille Kurzmann Larsen, der anede uråd, og var med til at indsamle de afgørende beviser i sagen.

Serien ligger tæt op ad forfatter Kristian Corfixens bog Sygeplejersken fra 2019 om sagen. Instruktør Kasper Barfoed har sammen med medmanuskriptforfatter og serieskaber Dorte W. Høgh truffet enkelte kunstneriske valg i forhold til forlægget.

Vi følger Pernille (Fanny Louise Bernth), som netop er flyttet til byen og er startet på akutafdelingen på det lokale hospital. Her møder hun den karismatiske Christina (Josephine Park), og de to bliver hurtigt venner. Men som tiden går, får Pernille en mistanke om, at noget er galt på hospitalet, og at Christina er i centrum for det hele.

De to skuespillere havde hver sin forberedelse til deres respektive roller. Hvor det ikke skorter på informationer om Christina, var der langt færre at finde om Pernille.

”Det eneste, jeg kunne finde, udover Kristian Corfixens bog, var et interview til sygeplejerskernes fagblad, hvor hun står med ryggen til på billederne. Så i lang tid var hun et mysterium for mig,” fortæller Fanny Louise Bernth.

En helt og en skurk

Selvom Sygeplejersken er baseret på virkelige hændelser og rigtige personer, pointerer både Fanny Louise Bernth og Josephine Park, at det er fiktionelle versioner af henholdsvis Pernille og Christina, de spiller.

Især for Park har det været en vigtig indgang til skildringen af den livstidsdømte sygeplejerske.

"Mit job som skuespiller har ikke været at dømme hende moralsk. Jeg er gået til det som fiktion ud fra det manuskript, vi har arbejdet med, og det her er mit bud på Christina," forklarer Josephine Park og uddyber.

"En skuespillers fornemmeste opgave er jo at få en karakter til at hænge sammen, uden at gøre den entydig. Christina er for eksempel både beskrevet som vellidt, karismatisk og dygtig, men samtidig er der også noget totalt galt. Så at skulle bygge broer mellem de modstridende yderpunkter, det har været opgaven - og en ret udfordrende en."

For Fanny Louise Bernth var det vigtigt at fange det menneskelige og relaterbare ved karakteren.

”Noget af det mest spændende ved dramaet var, at det skete i en hverdagssituation, på en arbejdsplads. Ganske vidst en vild en af slagsen, men stadig. Det har været et helt almindeligt menneske med et helt almindeligt liv, og det ville jeg respektere, og ikke gøre hende til en superhelt eller noget i den dur,” siger Fanny Louise Bernth, mens den københavnske trafik svagt ænses ude foran lokalets vinduer, hvor solen skinner ind.

Stemningen er god, og makkerparret taler til tider ind over hinanden og supplerer tit den andens betragtninger. Det er i høj grad også gennem de tos fremragende kemi, at Sygeplejersken hæver sig. De to skuespillere fremhæver, at de sammen med instruktør Kasper Barfoed udforskede den gensidige fascination imellem Christina og Pernille. Det er et af de elementer, som har fået en fiktionel gennemarbejdning.

Fanny Louise Bernth beskriver det som en venneforelskelse, der sidenhen udvikler sig til mistro. Det er da også en scene, hvor de to står over for hinanden hen imod slutningen af serien, der står som en af de stærkeste i hukommelsen hos dem begge.

”Pernille kommer ud på gangen, og Christina står og venter på hende. Der er et eller andet forløsende i den scene. Alt har været så højspændt. Der ligger en fælles erkendelse, hvor begge to ved, hvad der er sandheden. Der var et lille åndehul, jeg synes var meget fint,” fortæller Josephine Park, og Fanny Louise Bernth fortsætter:

”Jeg elskede den scene. Den står tydeligt, også fordi den har den forløsning, hvor sorgen lige får plads. Pernille har ingen replikker i den scene, men der findes heller ingen replikker til den situation. Der findes ingenting at sige. Det var bare at stå der og vide, du ved, Christina ved, alt er sagt.”

Respekt for sygeplejerskerne

En del af forberedelsen til rollerne bestod i at være med på en nattevagt på en akutafdeling. Respekten for ”soldaterne” i det danske sygevæsen, som Josephine Park kalder dem, er stor hos de to skuespillere.

Og den er også stor for virkelighedens Pernille Kurzmann Larsen, der turde stille sig op og råbe vagt i gevær, selvom cheferne højere oppe i hierarkiet ikke mente, at der var noget at komme efter. Igennem vores samtale vender de ofte tilbage til hende og omtaler hende med beundring.

”Hun var et helt fantastisk, sejt menneske. Men også et menneske, der ikke ser sig selv som helt og heller ikke synes, det her er en god historie, ligesom jeg gjorde. For hende er det jo en tragisk hændelse, og hun føler, hun har stået i en situation, hvor hun var tvunget til at handle,” fortæller Fanny Louise Bernth om mødet med Pernille Kurzmann Larsen.

Josephine Park mener også, at det er i Pernille Kurzmann Larsens historie, at man skal finde miniseriens eksistensberettigelse og relevans.

”Det er jo en whistleblower-historie: En ung kvinde, der tør stille sig op imod systemet og tør følge sin intuition, selvom alle prøver at lukke hende ned. Det er måske det, man kan håbe med serien. At portrættet af hende som et menneske, der tør, kan inspirere andre mennesker.”

Hvad skal vi bruge true crime til?

Dokumentarer og fiktionsværker baseret på virkelige kriminalsager og tragedier fylder meget på streamingtjenesterne i disse år.

Skuespillernes eget forhold til true crime-genren er meget afslappet. Kvalitetsserier som HBOs The Jinx udtrykker de begge beundring for. Fanny Louise Bernth så præcis et kvarter af Dahmer, og så slukkede hun, fordi den var for uhyggelig.

Sammen ræsonnerer de sig frem til, at en del af fascinationen for genren stammer fra en søgen efter forståelse. Hvordan har det kunnet ske, hvem har gjort det og måske knapt så meget alle de slibrige detaljer omkring den pågældende gerning.

”Det er det med at forstå det menneskelige, der skal til,” siger Fanny Louise Bernth.

Josephine Park forklarer, hvordan man ikke kan undgå at tænke på, at der også er nogle pårørende, der kommer til at stifte bekendtskab med det stykke arbejde, de har lavet.

”Det er noget af det sværeste ved det hele. En ting er, at det er frugten af det arbejde, man har lavet som skuespiller. Men man ved også, at det kommer til at berøre mange mennesker.”

Fanny Louise Bernth spekulerer i, at man igennem true crime- og whistleblower-genren opnår en form for selvindsigt og erkendelse.

”Man bruger vel de historier til at blive klogere på mennesker og sig selv. I sidste ende fordi man prøver at blive et bedre menneske ved at prøve at forstå, hvad der kan drive mennesker mod den form for ondskab. Det sker jo, at mennesker slår ihjel - det her skete for mindre end 10 år siden i Danmark. Der findes mennesker, der bliver drevet derud. Jeg tror, vi ser true crime, fordi vi prøver at forstå, hvordan noget så ubegribeligt som denne sag kan forekomme, så vi forhåbentlig kan undgå det en anden gang.”