Serier | Guides

Nye serier og sæsoner på Netflix i marts 2023

Af
Amanda Lee Edelstein
3. marts 2023
Nye serier og sæsoner på Netflix i marts 2023
Archie Renaux som Malyen Oretsev og Jessie Mei som Alina Starkov i 'Shadow and Bone' på Netflix / Foto: Netflix

Del artikel

I marts måned er det tid til at sige farvel til den mærkelige by ’Riverdale’ og alle dens indbyggere. Til gengæld kalder anden sæson af ’Shadow and Bone’ på alle fantasy-fans.

Er du mere til sjov og spas, bør du tjekke Wellmania eller den nye sæson af Sex/Life ud. For dem, der godt kan lide thrillers, er Copycat Killer og The Kingdom gode bud på serier til den kommende måned.

Se hele listen over nye serier og sæsoner på Netflix i marts 2023 herunder.

Wrong Side of the Tracks, sæson 2

https://imgix.vielskerserier.dk/2023-03-03/p21957148_i_v13_aa_1.jpg
Jose Coronado som Tirso Abantos og Nona Sobo som Irene i Wrong Side of the Tracks' på Netflix.
Foto: Netflix

Premiere: 01.03.2023
Sprog: Spansk
Genre: Action, drama og krimi

Tirso Abantos, som spilles af Jose Coronado, har svært ved bare at se til, da hans barnebarn begynder at hænge ud med nogle lidt skumle typer. De overtager langsomt nabolaget, og Abantos er bange for, hvad der vil ske med området og hans familie. Derfor tager han sagen i egen hånd. Det har han så sandelig også mulighed for, da han er tidligere soldat.

Men er det overhovedet en god ide at blande sig? For man kan komme til at gøre mere skade end gavn. Find ud af, hvordan det går Abantos, hans familie og nabolaget i anden sæson af Wrong Side of the Tracks. Serien kan streames allerede nu på Netflix.

The Glory, sæson 2

Premiere: 10.03.2023
Sprog: Koreansk
Genre: Thriller og drama

Vend den anden kind til. Sørg for at tilgive. Vær mod andre, som du selv vil behandles. Ordsprog kan være nok så gode, men nogle gange er hævn den eneste vej frem, når du har været udsat for en ubehagelig hændelse. Dét er netop, hvad den koreanske serie The Glory sætter fokus på.

I The Glory følger vi Moon Dong Eun (Song Hye-Kyo) – en kvinde, som så sine drømme forsvinde efter at være blevet mobbet og udsat for et overfald som ung. Skæbnen vil dog, at Moon Dong Eun og hendes tidligere plageånd mødes senere i livet. Da hævnen har været længe undervejs, bliver den ekstra gennemtænkt.

Hvis du godt kan lide en god thrillerserie, vil vi anbefale dig at sætte tid af til The Glory. Skuespillet er fremragende, og lydsiden er med til at skabe en ubehagelig stemning, som holder seeren fast.

Shadow and Bone, sæson 2

Premiere: 16.03.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Fantasy og action

Netflix er særligt gode til at udvælge populære bogserier, som kan adapteres til tv-serier. Bare tænk på The Witcher, Bridgerton, The Sandman etc. – for at nævne et par stykker. Om de lykkes med at skabe et fyldestgørende univers, der lever op til bøgerne, er der stor uenighed om. Men for det meste har de investerede seere. Shadow and Bone er én af de serier, som Netflix har haft fingrene i, og som underholder ved at være en fængende fantasy-fortælling.

Hovedpersonen i Shadow and Bone er den unge kvinde Alina Starkov, spillet af Jessie Mei Li. Hendes verden bliver vendt på hovedet, da hun ved et uheld opdager, at hun besidder magiske kræfter. Nu jages hun pludselig vildt, og det er langt fra alle hjælpende hænder, hun kan stole på.

I anden sæson af Shadow and Bone må Alina og Mal (Archie Renaux) finde metoder til at styrke Alina. Hun er nemlig endnu ikke stærk nok til at stå ansigt til ansigt med Kirigan (Ben Barnes).

Sky High: The Series

Premiere: 17.03.2023
Sprog: Spansk
Genre: Action og krimi

Sky High: The Series, også kalder Hasta el cielo: La serie, er ideel til seeren, der gerne vil have masser af action. Er du også til serier med udgangspunkt i den kriminelle underverden, kan det næsten ikke blive et bedre match. For det opsummerer Sky High: The Series helt perfekt.

Vi følger Sole (Asia Ortega), der ikke ser nogen anden udvej end at indtræde i den kriminelle underverden, efter at hendes mand går bort. For hvordan skal hun ellers forsørge sig selv og sin søn? Der er dog et lille problem ved hendes beslutning: Hendes største fjende bliver hendes egen far.

Se traileren til Sky High: The Series

https://www.youtube.com/watch?v=AAgy0loDzdA

Wellmania

Premiere: 29.03.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Komedie og drama

Stress og jag er ikke godt for nogen. Hvis man så samtidig ikke giver sin krop de næringsstoffer, den har brug for eller holder kroppen i form, kan det påvirke ens mentale og fysiske helbred. Det er netop, hvad der sker for Liv, som spilles af den australske komiker Celeste Barber i komedieserien Wellmania.

Liv lever et hektisk liv med alt for megen alkohol og mad, ingen motion og masser af arbejde. Hun har aldrig rigtig bekymret sig om at leve længe, men blot fokuseret på at have det sjovt, mens hun var i live. Men da Liv pludselig strander i Australien og ikke kan komme hjem til sit drømmejob i New York, før hun er ved bedre helbred, må hun indse, at en livsstilsændring er den eneste mulighed.

Riverdale, sæson 7

Premiere: 30.03.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Drama, romantik og mystik

Den sidste sæson af Riverdale er at finde på listen over nye serier og sæsoner på Netflix i marts 2023. Du kan derfor godt begynde at glæde dig til at blive taget med på noget af en rutsjebanetur. For som alle de tidligere sæsoner af Riverdale, er der skruet helt op for dramaet og du vil opleve storylines, du slet ikke havde forestillet dig.

Har du ikke set de tidligere sæsoner af Riverdale, må du hellere lade være med at læse videre. Ellers får du nogle spoilers.

Den syvende sæson af Riverdale kommer til at foregå i 1950’erne! Hele byen er nemlig på mystisk vis rejst tilbage i tiden, efter at Cheryl brugte alles superkræfter på at ødelægge en meteor. Men husker indbyggerne noget? Og hvordan kommer de tilbage til nutiden? Det finder vi først ud af, når Riverdale bliver tilgængelig på Netflix i slutningen af marts.

Flere nye serier og sæsoner på Netflix i marts 2023

Framed! A Sicilian Murder Mystery, sæson 2, premiere 02.03.2023
Masameer County, sæson 2, premiere 02.03.2023
Sex/Life, sæson 2, premiere 02.03.2023
Rana Naidu, premiere 10.03.2023
Maestro in Blue, premiere 17.03.2023
Invisible City, sæson 2, premiere 22.03.2023
The Kingdom, sæson 2, premiere 22.03.2023
The Night Agent, premiere 23.03.2023
Unseen, premiere 29.03.2023
Unstable, premiere 30.03.2023
From Me to You: Kimi ni Todoke, premiere 30.03.2023
Copycat Killer, premiere 31.03.2023
Agent Elvis, premieredato ukendt

Del artikel

Læs mere omNetflix

Andre Serier | Guides