Anmeldelse: Rivaler i Paris. ’La Maison’ er modens svar på ’Game of Thrones’

Trådene i et gammelt stykke vævet stof tegner rykvist et hvidt broderi. En arbejdsmand klipper det ud med øvet hånd, en kvinde broderer blomster og fine, snørklede bogstaver. Life is dance.

Det lille stykke stof pakkes møjsommeligt ned i en sort æske, der lægges beskyttende crepepapir omkring. Fra den franske provins køres æsken i en blank bil hele vejen ind til Paris, til modehusets Ledus hovedkvarter, der ligner et gammelt palads. Æsken skifter hænder, igen og igen, inden vores lille hvide stykke stof sys på en brudekjole, der havner på en koreansk kvinde.

Hendes ansigt er fyldt med afsky, da hun ser sig i spejlet. Modehusets kunstneriske overhoved, den afsindigt forkælede og divaagtige hanelefant Vincent Ledu (en vidunderligt uelskelig Lambert Wilson), insisterer på kjolens genialitet (hans værk) overfor kvinden, der er så rig, at hun ikke længere føler glæde ved noget.

En detroniseret designer

Inden længe er kjolen revet i stykker og sendt til storskrald, hvor den stjæles af et par aktivistiske, unge designere. De vil tage et opgør med klodens overforbrug, men bejles samtidig til af de konkurrerende modehuse Ledu og Rovel, der vil have fat i de unge købere.

Og Vincent Ledu er i mellemtiden totalt detroniseret. Et klip er gået viralt, hvor han raser ud i en racistisk strøm om de der koreanere foran sin muse, Perle, på en altan til en fest for ham selv. Den konstant selvovervurderende boomer-kunstner tænkte ikke over, at den slags kunne blive optaget af millennial-tjenerne.

La Maison formår på kort tid at tegne et billede af det øverste af modeindustrien med et lille stykke stof. Vi ser både det forfinede håndværk og overproduktionen, de kulturløse købere og de moralske unge og deres SoMe-offentlighed. Vi møder patriarkerne m/k i toppen af hierarkiet og de gamle familier, der som modemafiaer bekriger hinanden.

Velklædt Shakespeare

La Maisons anslag er opsummerende for hele handlingen. Paris bliver til tøj. En delikat hånd drejer Eiffeltårnet lidt til venstre, sætter et fingerbøl på et gadehjørne, klipper en vej over med en stor saks. Modeindustrien regerer Paris, selvfølgelig, men den guddommelige hånd er også et symbol på en rivaliserende magt. For hvem skal føre den?

La Maisons karaktergalleri er stereotypt som et klassisk drama. Vincent Ledu sidder på toppen af et hundrede år gammelt modehus som en indavlet prins i et gammelt imperium. Og helt som i Succession er det den rige og dysfunktionelle familie, der er de afgørende aktiehavere. Det er den skøre kunstinteresserede søster og den Loke-agtige bror (han er gift med rivalen Rovels underkuede datter), der skal finde en afløser, efter Vincent velfortjent havner i en gigantisk shitstorm. Han peger selv på den uduelige og lige så forkælede nevø.

Men Vincents muse, Perle (Amira Casar), der har kæmpet sig op fra arbejderklassen, har andre planer. Hvor de andre er rendyrkede nepo-babyer, sidder hun med til bords på grund af sine meritter. Hun forstår at spille spillet, som man siger i Paradise-lingo, og inden længe får hun kørt den unge, aktivistiske designer Paloma Castel (Zita Hanrot) i stilling til at overtage.

Men hun er et uægte barn af Vincents største kærlighed og tidligere kunstneriske partner. Begge hendes forældre døde i barndommen, og i La Maisons (skrædderiets) gamle fine haller forsøger hun at finde ud af, hvem hun er.

Et spil om magten

Persongalleriet er stort i La Maison, men typerne er tegnet op med en elegant og netop tydelig hånd, der gør serien spændende fra start som Game of Thrones eller Succession. Men La Maison har lidt en tendens til at blive mere grov i sine dramatiske klimakser, og det er ærgerligt, når nu alt andet er så præcist og rent fortalt.

Livet er meget lidt en dans i La Maison, i langt højere grad et stort spil skak om magt, mode – og skønhed. For åh, hvor er de dog velklædte, og hvor er modens marmorhaller smukke!

Anmeldt på baggrund af to afsnit.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: