Anmeldelse: ‘Becoming Karl Lagerfeld’ viser modeikonet fra sin bedste og værste side
Becoming Karl Lagerfeld
Streamingtjeneste: Disney+
Premieredato: 7. juni 2024
Genre: Biografi, drama, historie
Serieskabere: Raphaëlle Bacqué, Jennifer Have, Isaure Pisani-Ferry
Medvirkende: Daniel Brühl, Théodore Pellerin, Arnaud Valois, Lisa Kreuzer m.fl.
Land: Frankrig
Antal afsnit: 6
Du kender designeren Karl Lagerfeld for sit ikoniske udseende. Det kridhvide hår i den stramme hestehale, den opknappede krave og de kulsorte solbriller, der skærmede ham fra nysgerrige blikke, og som bidrog til mystikken, der omgærdede den tyskfødte designer.
For hvem var manden, der med det karakteristiske ydre og de kontroversielle udtalelser om bl.a. kvinder blev en af vor tids største designere som kreativ chef hos luksuriøse modehuse som Chloé, Fendi og Chanel?
Det giver den nye Disney+-serie Becoming Karl Lagerfeld et bud på, når Daniel Brühl indtager rollen som den unge Karl Lagerfeld i 1970’ernes Paris.
Her bliver hans succes konstant bliver målt op imod den jævnaldrende, rivaliserende stjernedesigner Yves Saint Laurent (Arnaud Valois), og hans kærlighedsliv bliver sat på prøve af den yngre dandy, Jacques de Bascher (Théodore Pellerin), som han forelsker sig hovedkulds i.
I serien følger vi Lagerfeld frem til 1981 – året, hvor han træder ind i modehuset Chanel. Resten er historie, som man siger.
En tro følgesvend
Det er en ganske velproduceret skildring af, hvem verdens mest berømte modedesigner egentlig var. Daniel Brühl (Inglorious Basterds, Good Bye Lenin!) formår på perfekt sammenbidt vis at indkapsle Karl Lagerfeld i en yngre version, før han fik sit karakteristiske udtryk.
Vi møder ham første gang i 1973, hvor han gang på gang får skudt i skoene, at hans tøj er for kommercielt, og at han endnu ikke har fundet sin helt egen signatur, selv om han sidder trygt i chefdesignerstolen hos modehuset Chloé. En stol, han besad fra 1963 til 1983 og igen fra 1992 til 1997.
I samme periode møder han den unge rigmandssøn Jacques de Bascher, der går målrettet efter Lagerfeld som sin nye elsker. En aspirerende digter, der lever af at være midtpunkt ved modens og kulturelitens fester, og som endte med at blive Karl Lagerfelds tro følgesvend helt frem til sin død i 1989. Lagerfeld opkaldte sin villa i Hamborg efter ham, Villa Jako, og designerens Jako-cologne fra 1998 er ligeledes navngivet som en hyldest til Jacques de Bascher.
Disse film og serier skal du streame i juni 2024
Kontrollen som drivkraft
Kærligheden mellem de to var følge Karl Lagerfeld selv platonisk og dermed ikke seksuel. Et udsagn, som serien bekræfter, da Lagerfeld inviterer Bascher på date i hans nyligt indkøbte Chateau de Penhoët. Købt på opfordring fra Jaqcues selv, der inderligt higer efter at komme tæt på Lagerfeld uden hans vanlige entourage af modeller og designere.
Her forfører Jacques Karl til at besøge ham i hans gemakker, hvor den seksuelle spænding er til at skære igennem – og ikke på den gode måde. Det er en både ubehagelig og underligt smuk scene mellem Brühl og Pellerin.
Men herefter synes alt at smuldre mellem hænderne på Lagerfeld. Fra hans forhold til Jacques de Bascher, der ikke kan holdes i snor, og som bliver kendt som gigolo i Paris’ kulturelite – han indleder sågar et forhold til Karls ærkerival, Yves Saint Laurent. Over hans mor (Lisa Kreuzer), hvis hemmelighed om faderens fortid som medlem af Nazi-partiet bliver sværere at holde på. Til hans ry som stjernedesigner hos Chloé, der bliver saboteret af Saint Laurents partner, Pierre Bergé (Alex Lutz), med listige træk.
Karl Lagerfeld er kort sagt ved at miste kontrollen over sin egen fortælling, og man fornemmer tydeligt, hvordan netop designerens hang til total kontrol – og hans hævngerrighed – bliver hans største drivkraft i jagten på succes.
Både når det gælder karrieren og privatlivet. Hvis de to ting overhovedet kan skilles ad. For der bliver i Becoming Karl Lagerfeld skabt en fortælling om Karl Lagerfeld, at det absolut eneste, der fylder i hans liv, er moden, hvor han er konge.
En fortælling, der understreges temmelig makabert, da Lagerfeld med smilende mundvige læser en artikel med rubrikken “Er Yves Saint Laurent død?” efter designerens forsvinden ovenpå et nervøst sammenbrud, som Lagerfeld tilskrives at have orkestreret.
Månedens Biografguide: Det skal du se i biografen i juni 2024
Lagerfeld er kongen
I 1978 begynder Karl Lagerfelds ikoniske uniform så småt at tage form i takt med, at han nu bliver anset som en af verdens mest indflydelsesrige designere gennem sit arbejde hos både Chloé og italienske Fendi, for hvem han skabte det nu legendariske dobbelte F-logo.
Måske noget, der satte fut under arrogancen, for gang på gang bliver vi i Becoming Karl Lagerfeld konfronteret med Lagerfelds umættelige sult efter at bevise, at han – og kun han – er kongen.
Jalousien lurer lige under overfladen hos Karl Lagerfeld, og til tider synes det, som om han bevidst piller Jacques ned for at bygge ham op igen, så han kan føle sig som en heltemodig redningsmand.
Så var det i virkeligheden Jacques de Bascher, der skabte grundlaget for det, Karl Lagerfeld skulle blive til? Eller var han bare en uundværlig muse? Miniserien fortolker frit på historien om verdens mest kendte designer, og måske derfor efterlades man også med flere ubesvarede end besvarede spørgsmål.
Hvordan var Lagerfelds første møde med Paris? Hvorfor løj han om, at hans far var af svensk ophav og hans mor prinsesse, når de begge var fra Hamborg? Hvad lå til grund for, at han efter sigende aldrig indledte et seksuelt forhold? Og hvorfor gemte han sig mere og mere bag sin karakteristiske uniform?
De manglende aspekter ved fortællingen ændrer dog ikke på, at Becoming Karl Lagerfeld er både velspillet og velskrevet som biografisk og romantisk værk. Samtidig skildrer den en ukendt side af en af vor tids mest indflydelsesrige designere og giver en stemme til Jacques de Bascher, der ellers levede i skyggen af Karl Lagerfeld det meste af sit liv. Og det er på tide, at flere af virkelighedens ellers skjulte queer-historier får plads i lyset.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: