Anmeldelse: Denne Netflix-serie vil så gerne være ‘The White Lotus’, men man kunne ikke være mere ligeglad med dens persongalleri
No Good Deed
Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 12. december 2024
Genre: Krimi, drama, komedie
Instruktører: Silver Tree og Liz Feldman
Medvirkende: Lisa Kudrow, Linda Cardellini, Ray Romano, Luke Wilson, Denis Leary, O-T Fagbenle, Abbi Jacosen, Poppy Liu
Land: USA
Spilletid: 8 afsnit af cirka 30 minutter
I nabolaget Los Feliz i Los Angeles har ægteparret Lydia og Paul Margon (Lisa Kudrow og Ray Romano) deres superattraktive hus til salg. Via kameraer overvåger de potentielle købere under fremvisningerne.
Men ingen af de interesserede er gode nok til at overtage huset, selvom de alle er villige til at betale overpris. Faktisk vil Lydia hellere lade huset brænde ned end at sælge det til naboen. Og uanset hvem der viser interesse, kommer de altid med en grund til ikke at sælge.
De sælger, fordi de er i økonomiske vanskeligheder, men Lydia kan ikke give slip på huset, da der er for mange minder forbundet med det hyggelige hjem. Derudover viser det sig, at parrets søn nogle år tidligere blev dræbt af en indbrudstyv, og Lydia, Paul og datteren Emily deler i den forbindelse en frygtelig hemmelighed, der under ingen omstændigheder må komme ud.
Kæmpe potentiale
En dag dukker Pauls bror Mike (Denis Leary) op. Han er lige kommet ud af fængslet, hvor han har siddet inde på grund af stoffer. Han kender også til familiens hemmelighed og truer med at gå til politiet, hvis ikke Paul låner ham 80.000 dollars.
Det er den første af mange pludselige hændelser, der spænder ben for det hussalg, der er seriens omdrejningspunkt.
I et desperat forsøg på at slippe af med sin bror får Paul den ide, at han vil plante stoffer på Mike, så han kan blive anholdt og ryge tilbage i fængslet. Paul spørger derfor sin ejendomsmægler om hjælp til at købe en kæmpe portion kokain. Det resulterer i en handel, der uheldigvis falder sammen med en politirazzia, og Paul bliver anholdt.
Hele situationen virker desværre mere som et forsøg på at skabe unødvendige problemer for hovedkarakteren. Paul bliver i hvert fald løsladt med det samme, og vi hører ikke mere om den mislykkede narkohandel. Den slags løse ender er der desværre mange af i No Good Deed.
I mellemtiden har Lydia haft besøg af Mike, der igen har truet med at gå til politiet, hvilket har resulteret i et håndgemæng mellem de to, der næsten har fået fatale konsekvenser.
Dramaet mellem Lydia, Paul, Mike og drabet på sønnen er seriens mest (eneste) interessante storyline. Desværre forstyrres det af utallige intriger mellem de mange par, der er interesseret i huset. Intriger, der ganske vist bruges i takt med historiens udvikling, men som desværre aldrig bliver interessante at følge med i.
Det er et under, at det ikke er lykkedes at få mere ud af det ellers interessante persongalleri, der både tæller Hollywood-skuespilleren JD og hans trofækone Margo, bestsellerforfatteren Dennis og hans højgravide kone Denise, samt parret Leslie og Sarah.
Tilsammen sørger de for, at tunge tematikker som utroskab, jalousi og barnløshed bliver taget op, tilføjet og blandet ind i fortællingen om drabet på Lydia og Pauls søn. Det burde derfor være mere end ligetil at lave en fængende serie.
Disse film og serier skal du streame i december 2024
Interessen forsvinder
‘No Good Deed’ vækker minder om HBO’s to fremragende serier ‘The White Lotus’ og ‘Big Little Lies’, både hvad angår formen, stilen og ikke mindst humoren. Den begynder som en komedie, bliver langsomt til et drama, og senere til en whodunnit-fortælling.
Men selvom underholdningsværdien er støt stigende, og man bliver mere og mere nysgerrig på, hvad der skete den fatale nat for tre år siden, når den slet ikke samme niveau som hos de to HBO-titler.
Det skyldes primært tempoet i serien. Det går alt for hurtigt med at ville fortælle de mange historier, og der bliver aldrig dvælet ved de ømtålelige situationer, som karaktererne befinder sig i.
Man sidder derfor efter hvert afsnit med en uforløst fornemmelse af at være blevet meget lidt klogere på dem. Og det er ærgerligt, for deres problemer er reelle nok, selvom det kan være svært at sætte sig ind i deres behov for mere luksus og for at passe på deres omdømme.
Men problemer er problemer, uanset hvilken samfundsklasse man hører til, og det er det, seriens skabere blandt andet fortæller med 'No Good Deed'.
5 serier, du skal se på Netflix lige nu
Desværre fortælles det kun overfladisk, og man mærker derfor aldrig, hvad der er på spil. Man ved, hvad de kæmper med, fordi man får det fortalt, men man er ligeglad, fordi det aldrig gør rigtig ondt på os. Og så kommer de overfladiske overklassemennesker til at fremstå aldeles uinteressante.
Og når de hen mod slutningen begynder at afpresse Lydia og Paul med en pludselig opstået viden om sønnens død, bliver det en stor omgang rod. Man mister overblikket og desværre også interessen for, hvem der ender med nøglerne til huset, hvad der skete med sønnen, og hvordan de rige får løst deres problemer.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: