Påskeferien nærmer sig, og for mange af os betyder det en masse kvalitetstid med familien.
Når æggejagten er overstået og påskefrokosten indtaget kan man passende nyde en af disse 5 familieserier sammen på sofaen.
Mysteriet på Bornholm
I Mysteriet på Bornholm følger vi vennerne Charly, Niels og Tania fra forrige års populære familieserie Det forsvundne ravkammer.
De er denne gang taget på ferie på Bornholm, hvor de ad omveje bliver rodet ind i en sag om et kostbart maleri på Oluf Høst Museet i Gudhjem.
Det leder dem i retning af et nøje planlagt kup, der viser sig at hænge sammen med den bornholmske mytologi omkring ’de underjordiske’.
Det er Søren Balle, der både har lavet Mysteriet på Bornholm og Det forsvundne ravkammer.
Mysteriet på Bornholm kan ses på DRTV.
Percy Jackson og Olymperne
Den smukke fantasyserie om drengen – og halvguden – Percy Jackson – er baseret på Rick Riordans bogserie af samme navn.
Percy har aldrig selv vidst, at han var halvgud, men efterhånden som han er blevet ældre, begynder han at se mærkværdige ting, som andre ikke kan se.
Han bliver derfor sendt på en såkaldt ’halfblood-camp’, der minder ikke så lidt om Hogwarts fra det beslægtede Harry Potter-univers. Og herfra udvikler tingene sig med lynets hast.
Percy Jackson og olymperne kan ses på Disney+.
Anmeldelse: Kan ’Percy Jackson’ blive en ny generations Harry Potter?
Ronja Røverdatter
Netflix-filmatiseringen af Astrid Lindgrens legendariske roman Ronja Røverdatter tegner til at blive påskens helt store seriebasker.
Ronja Røverdatter fortæller historien om pigen Ronja, der bor med sin familie og røverbande på en borg ude i de svenske skove.
Mattisborgen – opkaldt efter hendes far – blev splittet i to den nat, Ronja blev født, og i den anden halvdel flyttede Borka-banden ind, inklusiv den jævnaldrende dreng Birk.
De to børn bliver bedste venner, og sammen oplever de alverdens eventyr i skovens indre, hvor hekse, rumpenisser og grådværge regerer.
Ronja Røverdatter kan ses fra 28. marts på Netflix.
Renegade Nell
Den helt nye Disney+-serie Renegade Nell er skabt af britiske Sally Wainwright og egner sig nok bedst til de lidt større børn i familien.
Nell Jackson er en kæk og modig ung kvinde, der bliver anklaget for mord og bliver en af de mest berygtede fredløse i det 18. århundredes England.
Men da en magisk ånd ved navn Billy Blind dukker op, indser Nell, at hendes skæbne er større, end hun nogensinde havde kunnet forestille sig.
Renegade Nell kan ses fra 29. marts på Disney+.
Avatar: Den sidste luftbetvinger
Den sidste serie, vi synes, I skal se i påskeferien, er Netflix’-serien Avatar: Den sidste luftbetvinger.
Serien er en liveaction-version af den populære animationsserie af samme navn, der følger den 12-årige Aang.
Han lever i et fiktivt univers, hvor en krig har smadret hele verden og delt befolkningen op i folkeslag efter, hvilket element – luft, jord, ild og vand – de kan kontrollere.
Én person kan dog kontrollere alle fire elementer og er den eneste, som kan skabe fred i verden – og den person er Aang!
Avatar: Den sidste luftbetvinger kan ses på Netflix.
Anmeldelse: ’Avatar: Den sidste luftbetvinger’ er en noget nær perfekt Netflix-serie
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: