Anmeldelse: ’Avatar: Den sidste luftbetvinger’ er en noget nær perfekt Netflix-serie

Bedst som man tror, at Netflix har givet op på alle kreative parametre, bliver man alligevel overrasket. I den endeløse strøm af true crime-halløj af varierende kvalitet har det været noget sløjt på fiktionssiden.

Prestigeprojekter som The Crown og - i dansk regi - Ehrengaard, har været kæmpe kreative fusere, hvor man vitterligt har kunnet mærke inspirationen forsvinde, efterhånden som historien har udfoldet sig.

Og så er der de værker, hvor man sætter alt ind på at lave noget godt. Man tager sig god tid. Involverer skabere i den grad, de vil og kan bidrage og finder de rette kreative folk til at agere fødselsformidlere.

The Sandman står som det seneste og mest lysende eksempel på, hvor godt det kan gå, når man tager kildemateriale baseret på tegne- eller animationsserier seriøst – og nu også Avatar: Den sidste luftbetvinger.

Efter en lidt omtumlet tilblivelse, hvor de originale skabere af Nickelodeon-animationsserien, Michael Dante DiMartino og Bryan Konietzko, forlod Netflix-projektet i 2020 grundet kreative uoverensstemmelser (normalt ikke et godt tegn) er liveaction-udgaven endelig landet, og hvilken ankomst!

Vi er i en verden, hvor de fire elementer – ild, vand, jord og luft – kan betvinges af udvalgte mennesker.

Menneskene er opdelt i stammer ud fra elementerne, hvorfor de også kun kan betvinge elementer ud fra det folk, de tilhører. På nær én person. Avataren er et hverv, der gør et individ i stand til at kontrollere alle fire elementer, og som dermed giver en ophøjet position som opretholder af fred og balance imellem nationerne.

Men efter den seneste avatars død har Ildlandet besluttet sig for, at de vil erobre verden. Så den nye avatar må dø, og derfor er luftbetvingeren Aang (Gordon Cormier) jaget vildt. Sammen med vennerne fra vandfolket Katara (Kiawentiio) og Sokka (Ian Ousley) kæmper han sig gennem verden i bestræbelserne på at lære at mestre alle elementerne, så han kan indtage positionen som avatar og genetablere fred i verden.

Fuld knald på fantasien

Fra første sekund, bliver den intense stemning slået fast. En spion fra jordfolket (danske David Sakurai) har stjålet nogle militærplaner fra Ildlandet og forsøger at slippe ud af hovedstaden Capital City. Den korte, men imponerende kampsekvens, hvor brugen af de respektive elementer giver en fantastisk ekstra dimension til actionen, sætter perfekt standarden for, hvad serieskaber Albert Kim og kompagni serverer for seeren i første sæsons otte afsnit.

For det er dødsens alvor i Avatar: Den sidste luftbetvinger.

Spionen bliver brændt levende af Ildlandets kejser Sozin, og kort efter starter deres hensynsløse erobringstogt. Men først skal den kommende avatar findes. Fordi det guddommelige hverv skifter cyklisk mellem folkeslagene, ved man, at det bliver en luftbetvinger.

Hvem, vides ikke af omverden. Derfor iværksættes et folkemord, og deraf følger seriens titel.

Takket være noget avatarmagi – avataren er en åndelig identitet, så den nuværende kan kommunikere og har adgang til alle dem, der var det før – overlever Aang. Men han ender med at være nedfrosset i 100 år.

Historien i Avatar: Den sidste luftbetvinger er rig på detaljer og mytologi, som man kan udlede af denne fyldige redegørelse af bare den første halve time af første afsnit. Men tempoet er bestemt ikke langsomt.

Der er fuld knald på hele tiden, men ikke i en grad, hvor man føler, at det bliver forjaget.

Man kan tydeligt se, hvornår der er en reference til animationsserien, enten ved at musikken bygger op, eller kameraet lige bliver hængende en ekstra gang ved en person, dog uden at det bliver ulideligt. Derfor fremstår Netflix-serien heller ikke fremmedgørende for en, som ikke har set forlægget, men snarere som en noget nær perfekt adaptation.

Børn med stort ansvar

Skuespillet er rigtig godt. Gordon Cormier er fremragende i den vigtige hovedrolle, og han indfanger både barnligheden i den 12-årige avatar og også alvoren, der kommer fra at være et instrument for fred, som visse folk forsøger at slå ihjel hele tiden.

Kiawentiio løser flot opgaven med først at være i tvivl om egne evner og dernæst kæmpe for at blive taget seriøst som en vandbetvinger i et patriarkalsk samfund, hvor det kun er kvinderne, der kæmper.

Nuancerne er det, der gør serien til noget ekstraordinært.

Aangs primære forfølger er prins Zuko (Dallas Liu), som er blevet forbudt af sin far Lord Ozai (Daniel Dae Kim) at vende hjem til Ildlandet, før han har fanget avataren. Sammen med onklen Iroh (Paul Sun-Huyng Lee) – en tidligere frygtet kriger – har han rejst verden tyndt i jagten på den ukendte superhelt.

Æresfølelsen er stor hos den unge royale, men også en latent ambivalens om, hvem og hvad man skal i bestræbelserne på at sikre nationen ære og endegyldig sejr.

Omstændigheder skaber helte og skurke, og hvis de ændrer sig, kan alliancer pludselig skifte. Det er fint og nuanceret og leder tankerne hen på Netflix’ anden succeshistorie med lignende tone, Sweet Tooth.

Selv om det på overfladen virker som en lidt fjollet og ufarlig serie med masser af nuttethed, går alvoren hurtigt op for en, når man først er gået i gang med serien. Liv og død er en alvorlig faktor, som konstant er i personernes umiddelbare nærhed.

Så selv om vi kommer ud på et eventyr, hvor flyvende bisoner og andre fantastiske skabninger er en del af omgivelserne, er der også dysterhed. Begivenheder, der har formet vores helte og skurke til at handle, som de gør.

Det er dét og mange andre årsager, som gør, at Avatar: Den sidste luftbetvinger fremstår som den mest helstøbte og bedste Netflix-serie i laaaang tid.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: