Anmeldelse: Kan ’Percy Jackson’ blive en ny generations Harry Potter?

Siden Harry Potter blev filmatiseret, har vi set en utrolig mængde fantasy-film og -serier til et yngre publikum. Kvaliteten har mildest talt været svingende, og det har været svært at finde én titel, som har kunnet samle på samme måde som den lille troldmand med lynarret i panden. Måske det ændrer sig nu? Disney+ har i hvert fald satset stort på en serialisering af Rick Riordans fantasy-bøger om Percy Jackson.

På en mission

Perseus eller ’Percy’ Jackson er en halvgud, søn af Poseidon og hans affære med et menneske. Percy, der spilles charmerende ungdommeligt af Walker Scobell, er vokset op med sin mor Sally, og han har aldrig selv vidst noget om sit fædrene ophav, men efterhånden som han er blevet ældre, begynder han at se mærkværdige ting, som andre ikke kan se.

Tiden er inde til, at hans mor må afsløre sandheden for ham og sende ham afsted på ’half-blood camp’ – et helle for halvguder, der træner for at finde deres potentiale og retning i livet. Percy er dog en ’ulovlig’ halvgud, da Poseidon, Hades og Zeus har aftalt ikke at få børn. Derfor bliver Percy konstant jagtet af monstre fra Underverdenen, der vil gøre det af med ham.

Vores unge helt er ikke mere end lige ankommet til halvblodslejren, før han sendes på mission til netop Underverdenen, fordi Hades har snuppet Zeus’ lyn, og dette truer med at udvikle sig til en slags borgerkrig i gudeverdenen. Med sig på rejsen tager han sin ven, satyren Grover, og den rapkæftede Annabeth, som er datter af Athena.

Fan af rollebesætningen

Annabeth spilles af Leah Sava Jeffries. Og hun er brun. Noget, der har skabt rav i gaden. Det gør det, hver gang Disney udskifter en hvid karakter med en brun: Som vi så det med den nye udgave af Den lille havfrue.

Det er en automatreaktion fra visse fan-fraktioner, jeg ærlig talt er ved at få meget lange … af. Disney har virkelig gjort en indsats i forhold til repræsentation. For deres indhold er til alle, ikke kun dem der historisk set har været overrepræsenteret. Men det betyder i dette tilfælde, at visse roller, der i det litterære forlæg af Percy Jackson og Olymperne var hvide, nu bliver givet til minoritetsskuespillere. Det er jeg stor fan af.

Intenst skuespil

Annabeth-karakteren er i bøgerne af skandinavisk afstamning på sin fars side. Et træk, der senere får betydning for handlingen. Og det kan godt undre, at Disney har valgt netop hende (hvorfor ikke Percy selv?) til at være en minoritet, når der nu specifikt er knyttet et sub-plot til hendes herkomst.

Annabeth-karakteren kommer også (forhåbentlig ubevidst) til at blive lidt en kliché på brune piger i fiktion. Man taler om stereotypen ’den vrede sorte kvinde’ eller en ’Sapphire’ i fremstillingen af etniske minoriteter i fiktion og medier. En ’Sapphire’ er karakteriseret ved at være højlydt, dominerende og i et evindeligt dårligt lune. Hun skubber andre fra sig med sin kølighed og konstante kritik.

Af alle figurer i Percy Jackson-universet, er det tankevækkende, at det netop er Annabeth-figuren, som bliver givet til en brun. For med den udskiftning bekræfter karakteren en af de mest sejlivede klichéer om sorte kvinder. Det viser, at bias sagtens kan opstå selv, når man forsøger at være inkluderende. Heldigvis spiller Leah Sava Jeffries Annabeth-figuren med stor energi og sans for karakterens nuancer. Hun har en intensitet i sit spil, der får hende til at virke ældre end sine blot 14 år.

Kemien bobler

Mellem de tre hovedkarakterer Percy, Grover og Annabeth syder kemien i det hele taget. Og det er ikke altid på det venskabelige plan. Loyalitet og skjulte dagsordener bølger frem og tilbage, og det gør det interessant at være i selskab med de tre.

Alle i serien spiller faktisk godt. Af de fire afsnit, jeg har fået lov til at smugkigge på, er der stadig en del figurer, som kun er blevet antydet. Der er virkelig mange mennesker og væsener og blandinger at holde styr på, så jeg havde da heller ikke forventet, at serien havde kunnet etablere alle fyldestgørende på så kort tid.

Lever op til bogforlægget

Modsat filmatiseringerne af samme bogserie fra 2010 og frem er Percy Jackson og Olymperne utrolig flot og fuld af medrivende actionsekvenser. Seriens digitale effekter er af en helt anden kaliber, end man normalt ser på fiktioner, der ikke er til det store lærred. Det er en fryd at se på, og leder tankerne hen på de magiske øjeblikke, da vi første gang så Harry Potter filmatiseret så vellykket.

Man kan virkelig mærke, at Disney har haft et tæt samarbejde med bogseriens forfatter Rick Riordan. Dette føles for første gang som en respektfuld og næsten perfekt udgave af bogforlægget. Jeg kommer i hvert fald sikkert til at følge med i Percy Jackson og Olymperne med min ældste søn på otte. Og så er det jo en vidunderlig anledning til at hoppe ombord i bogserien endnu en gang.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: