5 spin-off-serier med 'Badehotellets' karakterer, vi gerne vil se
Det hele endte (stort set) lykkeligt i Badehotellet, præcis som man kunne have forventet. Men alligevel kan vi godt lide tanken om, at visse af karaktererne får lov til at leve videre i serieverdenen.
Så hvorfor ikke sætte et par spin-off-serier i søen? På den måde kan vi fortsat nyde godt af den gode Badehotellet-stemning!
Vi giver her et bud på fem serier, som TV 2 med fordel kan starte optagelserne på med det vons!
1. Hr. og Fru Weyses København
Der hersker vist ingen tvivl om, at Hr. Weyse har været en af Badehotellets mest populære karakterer – og det til trods for (eller på grund af?), at han i bund og grund er både selvoptaget og dramatisk anlagt. Han er under alle omstændigheder svær at slippe.
Her i sidste sæson trådte Fru Helene så i arbejdstøjet og blev brevkasseredaktør som en anden Renée Toft Simonsen, og vi kunne godt være nysgerrige på at se, hvordan familien Weyses liv i København de næste år ville udspille sig med teaterliv – og måske senere serieliv? – og damebladsjournalistik i skøn forening.
2. Grosserer Madsens og Fru Frighs forretningseventyr
Selv om Grosserer Madsen måtte opgive drømmen om at udvide forretningen i USA (for Thereses mening betød jo alligevel lidt til sidst!), kan vi ikke forestille os, at Madsens forretningshjerne ikke straks er begyndt at tænke i nye baner.
Og hvad kunne være bedre end en sammenslutning mellem Fru Frighs voksende tobakseventyr og Madsens entreprenante ånd? Vi ser begyndelsen på et smukt forretningsvenskab lige her, som snildt kunne give Krøniken baghjul.
Så kan Amanda og Uwe også kigge forbi i ny og næ, og måske kan der tilmed kan blive plads til en lille ekstrahistorie om Madsen-parrets anden datter, Vera (aka Arve Myhre) og dennes – spår vi – storslåede forfatterkarriere.
Kan du huske disse 5 gæstestjerner i 'Badehotellet'?
3. Badehotellet in Paris
Vi har virkelig heppet på Ditmar og Philip hele vejen igennem, og derfor var glæden også stor, da de blev forsonet i sidste afsnit af Badehotellet – og flyttede til Frankrig på Ditmars nyindkøbte vingård. Drømmen!
Og selvfølgelig skal vi da følge parrets franske vineventyr med små ture til Paris i ny og næ, hvor de mødes med Trine, der har smidt køkkenpigeforklædet og nu går på kunstskole.
Og kunne man ikke godt se Philip starte et smart marketingbureau a la det, vi kender fra Emily in Paris? Mais oui!
4. Hr. Auerland og Otilia: En kærlighedshistorie
Vi måtte jo erkende, at det i første omgang IKKE endte med at blive en ægte kærlighedshistorie mellem Hr. Auerland og Otilia, der ellers havde kredset om hinanden i adskillige sæsoner.
Auerland var for langsom på aftrækkeren, og det endda selv om Otilia havde været ovenud tålmodig med ham undervejs.
Men i hvilken god kærlighedshistorie har karaktererne ikke mødt lidt modstand og forhindringer, før de får hinanden til sidst? Vi kunne i hvert fald godt tænke os at holde vinduet på klem til runde to i manegen for Otilia og Auerland.
Hvem glemmer replikker, og hvem får flest grineflip: Veninder fra 'Badehotellet' dyster
5. Badehotellet the Movie
Okay okay okay, det er ikke en serie – vi ved det godt! Men ikke desto mindre er det måske den mest sandsynlige spin-off af vores fem bud, hvis vi skal være ærlige. Nemlig en film, fem år efter Badehotellets slutning, a la Downton Abbey og Sex and the City-filmene – bare bedre!
Anledningen kunne passende være en fejring af Fru Fjeldsøs 80-års-fødselsdag, sådan så vi én gang for alle kan få samlet ikke blot et par, men alle de herlige karakterer fra Badehotellet en sidste gang.
Farvel til Danmarks mest sete tv-serie med programmet 'Sidste tjek ud fra Badehotellet'
Badehotellet sæson 1-10 kan ses på TV 2 Play.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: