Serier | Guides

De 10 bedste rejseprogrammer, du kan streame lige nu

Af
Alexander Jørgensen
4. maj 2023
De 10 bedste rejseprogrammer
Fie og Lucas i 'Først til verdens ende S3' / Foto: TV2

Del artikel

Går du også drømmer dig væk fra den kedelige hverdag? Men har du heller ikke råd til en tur til Bahamas med alt betalt? Her er 10 rejseprogrammer, der giver dig både sol og eventyr fra din sofa.

Rejseprogrammer er bare fantastiske. De lader os komme ud og se vores forunderlige verden lige fra vores egen stue og til en brøkdel af prisen. De kan give inspiration til steder, vi selv vil se, eller advare os om steder, vi virkelig ikke vil se.

Uanset om du er til overdådig luksus, benhård budgetrejse eller højkulturel dannelsestur gennem Europas operahistorie, er der noget for dig på vores liste over de 10 bedste rejseprogrammer.

1. Operarejsen
2. Kurs mod fjerne kyster
3. Long Way Round
4. Nul stjerner
5. Somebody Feed Phil
6. Først til verdens ende
7. Anne og Anders
8. James May: Our Man in Japan
9. The Chef Show
10. The Reluctant Traveler With Eugene Levy

1. OPERAREJSEN

Streamingtjeneste: DRTV

Antal sæsoner: 2

Så er det tid til at komme ud på en god gammeldags dannelsesrejse. Med afsæt i præmissen, at Allan Gravgaard Madsen skal ud og samle inspiration til sin næste store opera, kommer vi med ud at se opera i Europas hovedstæder. Under kyndig vejledning af Frederik Cilius lærer vi historien bag nogle af de mest kendte operaopsætninger, og det er svært ikke ar blive revet med, selv for os der foretrækker Marvel frem for Mozart.

Dynamikken mellem den bramfri og morsomme Frederik, den lidt underkuede, men hjælpsomme Rasmus og den ofte misfornøjede lidende kunstner Allan, er fantastisk. Deres venskab skinner igennem på skærmen, og det ender med et program, der får dig til at smile og efterlader dig med et par fun-facts om Bach, som du kan blære dig med over for vennerne.

2. KURS MOD FJERNE KYSTER

Streamingtjeneste: TV2 Play

Antal sæsoner: 4

To brødre beslutter sig for, at de vil sejle jorden rundt. Deres far har en båd, de må låne, og de har lidt erfaring med at sejle. Det var sådan set starten på det, der endte med et folkekært rejseprogram på fire sæsoner, hvor vi følger familien Beha (Mikkel Beha Erichsen) på deres rejse rundt om kloden på det gode skib Havana.

I løbet af serien kommer vi tæt på nogle seriøse temaer som klimaforandringer, fattigdom og menneskets plads i verdenen. Dog får vi også tid til at nyde tropernes sol fra et skibsdæk, og den ro man ikke kan løbe fra, når man er 24 døgn undervejs over Atlanterhavet.

3. LONG WAY ROUND

Streamingtjeneste: Apple TV+

Antal sæsoner: 1

I 2004 fandt Ewan McGregor og hans bedste ven Charley Boorman på en skør idé. De ville tage en lille hyggetur på deres motorcykler, eller rettere en lang hyggetur. De ville køre fra London til New York – The Long Way Round.

Det blev til en 31.000 km lang tur, der tog dem 3,5 måneder at gennemføre. I serien tager vennerne gennem 12 lande, og vi er med helt fra starten, hvor de lejer et kontor og samler et hold, der kan hjælpe dem med at planlægge den gigantiske tur.

Hvis du længes efter mere motoriseret eventyr, har de også lavet: Long Way Down, hvor de kører fra Skotland til Sydafrika og Long Way Up, hvor de kører fra Chile til USA.

4. NUL STJERNER

Streamingtjeneste: DRTV

Antal sæsoner: 4

Du skal på biltur i et mere eller mindre forfaldent østeuropæisk land i en gammel nedslidt bil, som kun virker halvdelen af tiden. Du holder ind ved en kro og får serveret kogt fårekranie til middag og ender dagen med at overnatte i et nedlagt sovjetisk fængsel. Lyder det som noget for dig? Nej vel? Så er det godt, at vi kan lade Jan Elhøj og Morten Kirckhoff om det.

I deres lidt alternative rejseprogram Nul stjerner opsøger vennerne de dårligst bedømte hoteller og oplevelser, de kan finde. Selv om det ikke umiddelbart er en misundelsesværdig opgave, vennerne bliver stillet, er de vilde med det. De går altid til opgaven med en tro på, at de, om ikke andet, ender med en god historie, de kan fortælle efterfølgende.

5. SOMEBODY FEED PHIL

Streamingtjeneste: Netflix

Antal sæsoner: 6

Vores elskværdige vært, den happy-go-lucky Phil Rosenthal (Everybody Loves Raymond), udforsker verden gennem sin nærmest barnligt naive kærlighed til mad. Heldigvis er alle, han møder på sin vej, mere end villige til at diske op med den ene overdådige ret efter den anden. Phil spiser sig gennem verdenskortet og smager over de seks sæsoner bl.a. på: højgastronomi på Noma, traditionel southern BBQ i Nashville og sprød banh mi i Ho Chi Minh City.

Phils optimisme er smittende, og man kan ikke undgå at blive i lidt bedre humør efter et par afsnit af Somebody Feed Phil.

6. FØRST TIL VERDENS ENDE

Streamingtjeneste: TV2 Play

Antal sæsoner: 3

Så er det på med vandreskoene og afsted på en vaskeægte rygsækrejse. Fem par sendes ud i verden med et moderat budget. De skal dyste med hinanden om at nå deres destination først. Undervejs må de selv skaffe husly, transport og arbejde.

Det er et superunderholdende program, hvor man ser alle siderne af at rejse. De hårde nætter i en kold bus, hvor man ikke får lukket et øje, de fantastiske naturoplevelser og ikke mindst den gæstfrihed, man ofte bliver mødt med.

Hvis du leder efter et rejseprogram, der har alt det lavpraktiske med og rent faktisk viser rejser, som den normale dansker kunne tage på, så er Først til verdens ende noget for dig.

7. ANNE OG ANDERS

De 10 bedste rejseprogrammer
Anne Hjernøe og Anders Agger i 'Anne og Anders' på DR.
Foto: DR

Streamingtjeneste: DRTV

Antal sæsoner: 9

Over ni sæsoner viser makkerparret Anne Hjernøe og Anders Agger os rundt i verden. De har en virkelig god sans for personlige historier, som på samme tid er specifikke for stedet, de besøger, og brede nok til, at vi kan spejle os i dem. Så det skal nok blive en spændende tur, uanset om vi er med dem på Færøerne for at spise kogt lunte med sandkage eller i Normandiet og spise snegle.

Derudover har de også lavet en sæson, hvor de udforsker, hvad Danmark har at byde på. Den er værd at se, hvis man mangler lidt inspiration til sin sommerferie i Danmark eller bare gerne vil se, hvad Danmark har at byde på.

8. JAMES MAY: OUR MAN IN JAPAN

Streamingtjeneste: Prime Video

Antal sæsoner: 1

Du kender ham måske fra Top Gear og Grand Tour, men her ser vi James May på en anden måde. De dyre køretøjer og det vilde ræs er skiftet ud med samuraisværd og ramen-nudler. James viser os rundt i Japan, et land, han har besøgt ofte og elsket meget, men aldrig helt forstået.

Den tørre britiske humor og de kulturelle forskelle, der er mellem England og Japan, skaber en masse sjove situationer. Og man sidder tilbage både med en følelse af at ville besøge det fantastiske land og en glæde ved, at vores mand i Japan kan udforske det skøre land for os.

9. THE CHEF SHOW

Streamingtjeneste: Netflix

Antal sæsoner: 2

Det her program er nok mest for de madglade rejsende. Jon Favreau (Iron Man og The Mandalorian) rejser rundt i Amerika med kokken Roy Choi og laver mad med forskellige kendte personligheder og dygtige kokke. Selvom programmet umiddelbart fokuserer meget på maden, får man overraskende meget indsigt i kulturen, der ligger bag. Og så er det jo meget sjovt at undersøge, hvad man bare skal smage, når man er i de fries land.

Roy og Jon har en virkelig god kemi og en tydelig kærlighed til maden og håndværket bag. Det er ikke underligt. Choi var nemlig den kok, der trænede Favreau til at spille kok i hans film, Chef. Det var faktisk den træning, der gav dem ideen til at lave et helt program om mad.

10. THE RELUCTANT TRAVELER

Streamingtjeneste: Apple TV+

Antal sæsoner: 1

Eugene Levy, som vi nok kender bedst som den lidt uforstående far i American Pie, sendes ud til nogle af verdens smukkeste steder. Her får han vilde oplevelser og spiser fantastisk mad. Det lyder som drømmen for mange, bare ikke for den titulære ugidelige rejsende. Eugene ville være mere tilfreds med at side hjemme på sin terrasse og råbe ad skyerne.

Der er alligevel noget hjertevarmt over at følge Levy på rejsen, fordi han jo i sidste ende kommer til at holde af de lande, han besøger. På denne gudesmukke rejse lærer vi seere, sammen med Levy, at det er meget sundt at prøve nye ting, selv om man er lidt usikker på det. Måske er det netop dér, de bedste minder skabes.

Del artikel

Mest læste