Serier | Guides

Disse film og serier skal du streame i marts 2024

Af
Claus Nygaard Petersen
28. februar 2024
serier på apple tv+ i 2024
Kristen Wiig i 'Palm Royale' / Foto: Apple TV+

Del artikel

Vores journalist Claus Nygaard Petersen har fundet frem til de mest spændende film og serier, som du skal se i forårets første måned.

Dagene er ved at blive længere, og temperaturerne bevæger sig længere og længere væk fra frysepunktet.

En ting, som stadig er konstant, er alle de gode film og serier, man kan finde på streaming. Især Netflix begynder at rulle det tunge skyts ud i denne måned med flere interessante titler.

Science fiction, koncertfilm, intense dramaer med masser af intriger, gylden satire, cozy folkekomedie og vanvittig reality. Det bugner med forskellige og interessante tilbud, så det har været en kamp for at finde frem til de udvalgte på listen.

De er listet op i den rækkefølge, de har premiere i løbet af måneden, så husk at kigge helt til bunds for at se, hvad du skal hygge dig med i Påsken.

Spaceman

Adam Sandler er en uforlignelig størrelse. Hver gang skuespilleren laver en pragtpræstation, som i Safdie-brødrenes Netflix-film Uncut Gems, er der også en håndfuld ulidelige, pubertære komedier, der primært består af Sandler, som råber højt.

Men med Spaceman ser det ud til, at vi er over i den seriøse boldgade, hvor komikerens gode sans for humor med en rørende nerve, virkelig kommer til sin ret.

Adam Sandler spiller astronauten Jakub, der efter halvandet år i ensomhed på en solomission i yderkanten af vores solsystem, begynder at frygte for, om hans liv på Jorden stadig er intakt. Til at bearbejde de tanker tyer han til den eneste hjælp, han kan få: Et gammelt rumvæsen (stemme: Paul Dano), som gemmer sig i hans rumskib.

Chernobyl-instruktøren Johan Renck instruerer, og derudover medvirker Carey Mulligan, Kunal Nayyar (The Big Bang Theory), Isabella Rossellini og Lena Olin.

Spaceman kan ses fra 1. marts hos Netflix.

Badehotellet sæson 10

Badetøjet og den behagelige liggestol skal findes frem for sidste gang, når 10. og sidste sæson af Badehotellet lander hos TV 2.

I løbet af den forlængede svanesang skal vi over ni afsnit have bundet sløjfe på samtlige historier, hvorfor vi da også kan forvente et glædeligt gensyn med mange favoritter fra de forrige sæsoner.

Udover det allerede faste hold med Cecilie Stenspil, Anne Louise Hassing, Anette Støvelbæk, Lars Ranthe, Amalie Dollerup og Jens Jacob Tychsen, vender bl.a. også Ena Spottag og Rosalinde Mynster tilbage til det idylliske hotel i ly af de kridhvide sandklitter.

Badehotellet kan ses fra 3. marts på TV 2 og TV 2 Play.

The Regime

Kate Winslet, Andrea Riseborough og Hugh Grant i en politisk satireserie af manden bag The Menu og forfatter på Last Week Tonight with John Oliver og Succession? HBO, tag mine penge!

Når The Regime så også lige bliver krydret med instruktørerne Stephen Frears (The Queen) og Jessica Hobbs (The Crown) samt skønne Matthias Schoenarts og Martha Plimpton, er det ren manna for seriefans.

Winslet spiller lederen af et fiktivt centraleuropæisk land, hvor alt er kaos i kulissen, og det bliver sværere og sværere for hende at finde ud, hvem hun kan stole på.

The Regime kan ses fra 4. marts hos HBO Max.

The Gentlemen

Instruktør Guy Ritchie er en af de mest fornemme leverandører af britiske gangsterhistorier, hvor vold og humor går op i højere enhed. Rub, stub og to rygende geværer, Snatch og RocknRolla pryder cv’et, hvor man desuden også finder Sherlock Holmes-filmene med Robert Downey Jr. og The Covenant med Dar Salim.

Nu byder Ritchie så op til kindhestedans med en seriefortsættelse til en af hans nyere gangsterfortællinger.

The Gentleman var en af 2019's herligste overraskelser, og især Hugh Grant var en udsøgt fornøjelse som slesk privatdetektiv, men han er dog ikke at finde i Netflix-inkarnationen.

Theo James spiller hovedrollen som Eddie, der arver et stort landsted fra sin afdøde far. Hurtigt finder han ud af, at det også betyder, at han nu er involveret i gangsteren Mickey Persons store marihuana-empirum, og den slags går ikke stille af sig. Dar Salim er også at finde på rollelisten, hvor Ray Winstone, Joely Richardson, Giancarlo Esposito og den gamle Ritchie-favorit, Vinnie Jones, også er med.

The Gentlemen kan ses fra 7. marts hos Netflix.

Alene i vildmarken sæson 8

Så er det tid til at finde termoundertøjet og den trofaste økse frem igen, når ottende omgang af den danske udgave af Alene i vildmarken bringer vildnis-stemning ind i stuerne.

Denne gang er det ikke ”bare” almindelige danskere, som skal forsøge at klare sig igennem naturens hårde strabadser.

Produktionen har nemlig fundet frem til syv individer, der hver især er i besiddelse af særlige evner, som kan give dem en unik fordel. Sæsonen skulle desuden blive den hårdeste og koldeste omgang i den danske udgaves levetid, så find hyggetæppet og yndlingssnacksene frem, mens deltagerne sultne og forfrosne leder efter mos til at udfylde sprækkerne i de spartanske sheltere.

Alene i vildmarken sæson 8 kan ses fra 7. marts hos DRTV.

Damsel

Det lyder umiddelbart som alle de andre eventyr: Den unge adelskvinde Elodies (Millie Bobby Brown) drømme ser ud til at gå i opfyldelse, da hun skal giftes med en smuk prins.

Der er dog lige det aber dabei, at prinsen og hans familie planlægger at ofre hende til en drage for at betale af på en gammel gæld.

Men Elodie er alt andet end en ungmø i nød og har bestemt ikke tænkt sig bare at give op uden kamp – hverken når det kommer til dragen eller den forræderiske svigerfamilie.

Damsel kan ses fra 8. marts hos Netflix.

Mary & George

Findes der noget bedre end sindrige planer og intriger ved hoffet i et periodedrama? Nej, vel?

Mary & George er en miniserie i syv afsnit, som er inspireret af virkelige begivenheder. Adelskvinden Mary Villiers (Julianne Moore) har høje ambitioner på både sin og sønnen Georges (Nicholas Galitzine) vegne og bruger ham som et middel i bestræbelserne på at nå det allerøverste plan af rigdommens tinder.

Det inkluderer blandt andet at forføre kong James I (Tony Curran) for derved at komme helt ind i det inderste af nationens magtelite. Trine Dyrholm gestalter endnu engang en dronning, denne gang Anne, som er gift med James.

Mary & George kan ses fra 8. marts hos SkyShowtime.

Young Royals sæson 3

Vi bliver i det royale med alles svenske yndlingskongelige, prins Wilhelm (Edvin Ryding), og hans evige romance med den skønne Simon (Omar Rudberg) i Young Royals sæson 3.

De to ungersvende prøver stadig at finde ud af, om det skal være de to for evigt, eller om omverdenens pres og fordomme ødelægger deres potentielle fremtid.

Privatskolen Hillerska står desuden overfor sin største krise i skolens historie, hvor alt afhænger af udfaldet af skæbnesvanger undersøgelse.

Young Royals sæson 3 kan ses fra 11. marts hos Netflix.

Manhunt

Alle med en lille interesse for amerikansk historie ved, at præsident Abraham Lincoln blev myrdet af sydstatssympatisøren John Wilkes Booth ved slutningen af Den amerikanske borgerkrig.

Manhunt skildrer den umiddelbare optakt, selve akten og den efterfølgende menneskejagt på attentatmanden og hans medsammensvorne, hvor alt var kaos.

Ud fra traileren at dømme tegner det til at blive en neglebidende thriller, som nok skal underholde, selv om man kender udfaldet på forhånd.

Manhunt kan ses fra 15. marts hos Apple TV+.

Taylor Swift – The Eras Tour

Kan man få for meget af Taylor Swift?

Svaret er selvfølgelig nej, og nåede man ikke at fange popdronningens eminente koncertfilm, da den huserede i biograferne i efteråret, er muligheden der nu for at agere vært for sit eget Swiftie-viewing-party.

Som om det ikke var nok til at være den perfekte opvarmning til Swifts kommende album The Tortured Poets Deparment, der udkommer 19. april, er det endda en udvidet udgave af Taylor Swift – The Eras Tour, som lander på Disney+. Vi får således fem ekstra sange, som hidtil ikke har været med i biografudgaven eller de digitale kopier, man har kunnet købe.

Taylor Swift – The Eras Tour kan ses fra 15. marts hos Disney+.

Physical: 100 sæson 2

Det kan næppe overraske nogen, at et af de mest vanvittige reality-programmer sidste år kom fra Sydkorea og Netflix.

Med sletskjult inspiration fra Squid Games er præmissen i Physical: 100 dog ikke et spil om liv og død. Derimod handler det om at finde frem til den optimale fysik, og her skal 100 deltagere konkurrere i forskellige discipliner.

Taberne bliver siet fra, og vinderne går videre til næste hold- eller individuelle konkurrence, indtil der kun er én tilbage – med den mest sublime og perfekte fysik.

Physcial: 100 sæson 2 kan ses fra 19. marts hos Netflix.

Palm Royale

Marts måneds komedieperle ligger højst sandsynligt og luner sig hos Apple TV+. Kristin Wiig spiller Maxine, som i 1969 har et altoverskyggende mål i livet: at blive en del af øverste, øverste hylde af borgerskabet i Palm Beach, Florida.

For at nå dertil må hun gøre op med sig selv, hvad hun er villig til at gøre og ikke gøre for at nå drømmenes mål.

Udover Wiig bugner rollelisten af komediekapaciteter som Laura Dern, Allison Janney, Leslie Bibb og klenodiet Carol Burnett. Desuden medvirker det tidligere popikon Ricky Martin i en bærende rolle samt Hollywood-legenden Bruce Dern – som også er far til Laura. Serieskaber Abe Sylvia stod bag den kriminelt oversete George & Tammy og har haft en finger med i en håndfuld andre kvalitetsprojekter med et halvt ben i komediegenren, så det kan kun blive godt.

Palm Royale kan ses fra 20. marts hos Apple TV+.

Road House

Med ulastelig frisure langede Patrick Swayze håndmadder og karatespark ud med stor gusto som udsmider i 80'er-filmen Road House.

I den nye udgave er det Jake Gyllenhall, der svinger næver og fødder med stor røvsparker-ekspertise. Han spiller den tidligere MMA-kæmper Elwood Dalton, der, da karrieren lider et knæk, tager et job som dørmand på et halvsnusket sted i Florida.

Doug Liman (The Bourne Identity, Edge of Tomorrow) er instruktør og derudover medvirker prominente personligheder fra MMA-verdeenn, heriblandt den storskrydende irer Conor McGregor som den antagonistiske kæmper Knox.

Road House kan ses fra 21. marts hos Prime Video.

3 Body Problem

Game of Thrones-serieskaber-duoen David Benioff og D.B. Weiss var en overgang de mest eftertragtede kreative kræfter i Hollywood. Alle ville have fingre i dem, og både HBO og Disney var ikke sene til at knytte dem til store prestigeprojekter, herunder nye Star Wars-film.

Det ændrede sig dog i 2019, hvor Netflix smed 200 millioner dollars efter duoen og lavede en eksklusiv aftale med dem.

Nu får vi så endelig deres første fiktionsprojekt hos streamingtjenesten. Genren er science fiction, og et mord i fortiden har konsekvenser i nutiden. Serien tegner til at være et mysterium pakket ind i en gåde med en masse eksistentielle konsekvenser. Enten bliver det fænomenalt eller en katastrofe, men under alle omstændigheder er det en serie, man ikke må gå glip af.

3 Body Problem kan ses fra 21. marts hos Netflix.

Ronja Røverdatter

Astrid Lindgrens forfatterskab rummer fantastisk mange timers glæde, hvad end du er barn eller voksen. Karlsson på taget, Emil fra Lønneberg og naturligvis verdens stærkeste og sejeste pige Pippi Langstrømpe.

Nu byder Netflix ind med en ny adaptation af et af forfatterens andre mesterværker. Ronja Røverdatter fortæller historien om den navnkundige pige, der bor med sin familie og røverbande på en borg ude i skoven.

Mattisborgen – opkaldt efter hendes far – blev splittet i to den nat, Ronja bliver født. I den anden halvdel flytter en anden bande ind, inklusiv den jævnaldrende dreng Birk. De to fatter interesse for hinanden, da de er de eneste børn i miles omkreds, og sammen oplever de eventyr i skovens indre, hvor hekse, trolde og harpyer regerer.

Ronja Røverdatter kan ses fra 28. marts hos Netflix.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Guides