Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Sidste sæson af ’Badehotellet’ soler sig velfortjent i sin egen succes

Af
Trine Jerichau Roslev
28. februar 2024
Badehotellet sæson 10 anmeldelse
Cecilie Stenspil og Jens Jacob Tychsen som Fru og Hr. Weyse i 'Badehotellet' / Foto: Mike Kollöffel / TV 2

Del artikel

Badehotellet på TV 2 takker af med en sæson, der giver seerne det, de vil have, og sætter to tykke streger under, hvorfor den er én af landets bedste serier om dansk historie.

Badehotellet sæson 10

Streamingtjeneste: TV 2 Play
Premieredato: 3. marts 2024
Genre: Komedie, drama, historie
Instruktør: Fabian Wullenweber
Manuskriptforfatter: Stig Thorsboe, Hanna Lundblad
Medvirkende: Amalie Dollerup, Bodil Jørgensen, Anette Støvelbæk, Lars Ranthe, Anne Louise Hassing, Cecilie Stenspil, Jens Jacob Tychsen, Rosalinde Mynster, Birthe Neumann, Sonja Oppenhagen, Peter Hesse Overgaard, Ulla Vejby, Merete Mærkedahl, Ena Spottag
Land: Danmark
Antal afsnit: 9. Anmeldelsen er baseret på de første 3 afsnit

Hanna Lundblad og Stig Thorsboe har for længst skrevet sig ind i seriehistorien som et branddygtigt forfatterpar, der har leveret nogle af landets absolut bedste historiske tv-serier.

Sammen med Matador udgør deres serier Krøniken og Badehotellet utvivlsomt landets top tre over de bedste historiske serier. Sådan har det i hvert fald været hidtil, men nu er det tid til at finde ud af, om Badehotellet holder sin plads.

Badehotellet sæson 10 anmeldelse
Cecilie Stenspil, Anne Louise Hassing og Anette Støvelbæk
Foto: Mike Kollöffel / TV 2

For Lundblad, Thorsboe og resten af Badehotellet-holdet takker af og har givet os seriens sidste sæson.

Denne sidste sæson tager sin begyndelse i 1946, hvor krigen har sluppet sit tag, men hvor ekkoet af Hitlers handlinger stadig kan mærkes. Smørmærker skal eksempelvis stadig afleveres i bytte for en middag, og de brutale krigshændelser har sat sine spor og skaber splid mellem mennesker.

Hygge og ulykke hersker stadig

Umiddelbart er det dog ikke død og ødelæggelse, vi møder, når vi tjekker ind i sæsonens første afsnit. Her bader Hr. og Fru Weyse lykkelige i havet, Fru Fjeldsø og hendes søster drikker kaffe på verandaen, og Amandas lille datter viser stolt sin mor en sten med hul i, som hun har fundet sammen med Otilia.

Badehotellet sæson 10 anmeldelse
Amalie Dollerup som Amanda i 'Badehotellet'
Foto: Mike Kollöffel / TV 2

Alt er tilsyneladende fryd og gammen. Lige ind til det ikke er det mere. For sådan er det i Badehotellet. Her hersker hygge og ulykke på én og samme tid. Og sådan er det heldigvis også i denne nye sæson. For midt i al freden, brummer et lavthængende fly højt henover badehotellet og henleder vel nok hotellets gæsters opmærksomhed på krig og besættelse. Heldigvis er det ikke lyden af et flyvende krigsvåben denne gang. Det er lyden af Grosserer Madsen, der har fået en idé. En ny idé, som han vil tjene penge på, selvfølgelig.

Og så er sæsonen i gang.

Tager sig selv og sin tid alvorligt

Seriens tiende sæson fortsætter, hvor de seneste sæsoner slap, ved at tage sig selv alvorligt. Episoden med flyvemaskinen er blot et eksempel på, hvordan forfatterparret får os til at mærke historiens kolde vingesus. Med virkemidler som dette forstår vi rimeligt hurtigt, hvilken historisk ramme handlingen foregår i, og vi er med ét med på, at seriens karakterer selvfølgelig er påvirket af den virkelighed, de lever i.

Tiden er derfor ikke blot et billede, som karaktererne bevæger sig lalleglade rundt i, som det var tilfældet i seriens første sæson. Nej, siden seriens anden sæson har tidsbilledet givet handlingen og karaktererne et modspil og et medspil, som gør, at vi seere kan spejle os selv og vores egen tid i den. Det må derfor være på tide, at vi italesætter Badehotellet på lige fod med Matador, når vi taler om serier, der viser, hvordan det engang var at leve i Danmark.

Badehotellet sæson 10 anmeldelse
Lars Ranthe som Grosserer Madsen i 'Badehotellet'
Foto: Mike Kollöffel / TV 2

Nogle gange kan en serie dog også tage sig selv for alvorligt. Sådan gik det eksempelvis med Bryggeren og 1864. Der kunne vi godt have brugt lidt at grine adl. På den måde havde karaktererne fået flere lag og var kommet til at føles som rigtige mennesker, så vi som seere lettere kunne relatere til historien og karaktererne.

Det er netop de mange lag, som Badehotellet mestrer til perfektion. De onde er ikke bare onde, og de gode er ikke bare gode. Ligesom i den virkelige verden. Derfor har vi lært at holde af Hr. Weyse, selv om han er sine koner utro. Og Fru Fjeldsø, selv om hun er sur det meste af tiden. Og Amanda, selv om hun i begyndelsen opførte sig lige så forkælet, som hun var. Osv. Osv. Osv.

Fejrer sig selv

Den nye sæson vidner om, at forfatterparret udmærket er klar over seriens stærke sider, og hvorfor seerne elsker den. Den er spækket med gæsteoptrædener af nogle af seriens mest elskede karakterer fra de foregående sæsoner, og de opfører sig alle lige præcis sådan, som vi bedst kender og kan lide dem.

Badehotellet sæson 10 anmeldelse
Der bliver stadig spillet masser af Bridge i 10. sæson af 'Badehotellet'
Foto: Mike Kollöffel / TV 2

Hr. Weyse lyver stadig om sine elskovssmuttere, både overfor sig selv og sin kone, hotellet synes at have fået et nyt Edith og Otilia-makkerpar, og Grosserer Madsen brøler atter og helt ufortrødent “Hold din kæft, Therese” ad sin kone – men mon ikke han kommer til at fortryde det alligevel, hvis vi kender Therese ret?

Badehotellet sæson 10 anmeldelse
Bodil Jørgensen som Molly i 'Badehotellet'
Foto: Mike Kollöffel / TV 2

Karaktererne og handlingen virker altså umiddelbart som en gentagelse, men pyt med det. Vi får dem serveret på sådan en måde, at havde serien haft livepublikum under optagelserne, ville publikums begejstring have lydt som Parken en søndag eftermiddag.

Med andre ord; sæson 10 peger mere bagud end fremad, men giver sig selv en kæmpe salut og viser med seriens bedste tricks, hvorfor den ligger i top-3 over de bedste danske, historiske serier.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omTV 2TV 2 Play

Andre Serier | Anmeldelser