Film | Anmeldelser

Anmeldelse: En nådesløs Dar Salim overskygger Jake Gyllenhaal med sin intense præstation i ‘Guy Ritchie’s The Covenant’

Af
Ann Lind Andersen
3. juli 2023
'Guy Ritchies The Covenant' anmeldelse
Dar Salim og Jake Gyllenhaal i 'Guy Ritchies The Covenant' / Foto: Prime Video

Del artikel

‘Guy Ritchie’s The Covenant’ på Prime Video er en solid og stærkt spillet krigs-actionthriller med en vigtig politisk agenda.

Guy Ritchie’s The Covenant

Streamingtjeneste: Prime Video
Premieredato: 2. juli 2023
Genre: Action, thriller, krig
Instruktør: Guy Ritchie
Manuskriptforfatter: Guy Ritchie, Ivan Atkinson og Marn Davies
Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Dar Salim m.fl.
Land: USA
Spilletid: 2 timer og 3 minutter

Guy Ritchie har mest gjort sig i actionkomedier, man ikke skal tage alt for seriøst. Senest med Operation Fortune: Ruse de guerre med en virkelig morsom Hugh Grant som slimet skurk. Men med sin nye film, der har fået titlen Guy Ritchie’s The Covenant, fordi der findes så mange film med The Covenant-titlen, tager Guy Ritchie tingene alvorligt og har lagt alle sine stilistiske manierismer på hylden for at fortælle om et vigtigt aspekt i Vestens krig i Afghanistan.

Svigtede tolke

Under den 20 år lange tilstedeværelse af vestligt militær i Afghanistan, i kamp mod Taliban, blev flere tusind tolke hyret. Tolke, der satte liv og familie på spil ved at arbejde mod Taliban, og som blev lovet hjælp, ofte i form af asyl, når krigen var slut. Løfter, der i langt de fleste tilfælde ikke blev overholdt.

Også fra dansk politisk hold var man uvillig og nølende med at hjælpe de tolke, der havde arbejdet for det danske forsvar, ud af Afghanistan, da Vesten opgav kampen og overlod Afghanistan til Taliban i sommeren 2021. En politisk sort plet på samvittigheden, som Guy Ritchie har valgt som fokuspunkt i sin nye film.

Kampen mod Taliban

Bare titlen alene, The Covenant, der betyder pagten eller forpligtelsen, indikerer den politiske og selvfølgelig også humanitære agenda, Ritchie har med sin film. I filmen vælger han at vise, hvad tolkene betød, og den tætte relation, der kunne opstå mellem soldater og tolke. Men historien er som sådan ikke baseret på én ‘true story’. Den er i stedet et sammenkog af mange virkelige beretninger.

Jake Gyllenhaal spiller John Kinley, der leder en specialenhed i Bagram Air Base. Han leder efter en ny tolk, og valget falder på Ahmed, spillet af Dar Salim, der i første omgang ikke er videre imponeret af Kinley. Kinley er på sin side også ret skeptisk, især da han finder ud af, at Ahmed tidligere har været en del af Taliban, men har forladt den religiøse krigsorganisation, da den myrdede hans søn.

Et nyt makkerpar

Et umage par er dermed født, og Ahmed bliver med sin erfaring en stor hjælp, da Kinleys enhed er ved at falde i et bagholdsangreb. De er på udkig efter Talibans våbenlagre, og da de finder et, går det galt. Kinley og Ahmed overlever med nød og næppe, med en hårdt såret Kinley, men Ahmed giver ikke op og slæber ham under umenneskelige vilkår over 100 kilometer tilbage til basen.

Det er kun første halvdel af filmen, for den sidste handler om Kinleys kamp for at hjælpe Ahmed ud af Afghanistan, hvor han og hans gravide kone lever under jorden på flugt fra Taliban. Opholdstilladelse i USA for Ahmed drukner i bureaukrati og uvilje, og så må Kinley gå sine egne veje.

Dar Salim tager den

Som altid forstår Guy Ritchie at skabe cool bromances og gedigen action og The Covenant er ingen undtagelse. Jake Gyllenhaal er velspillende, men det er Dar Salim, der stjæler deres fælles scener. Tilbageholdende, intens og nådesløs, også over for sig selv. Og hvad der let kunne være blevet en anonym birolle, er i Salims hænder blevet en karakter, man husker.

På den måde bliver The Covenant en krigsfilm over gennemsnittet, der med spænding underholder og med sin politiske undertråd også har noget på hjerte.

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Mest læste