Månedens serieanbefalinger: Belgisk morddrama, usædvanlige superhelte og et sympatisk gensyn

Nyd din august med disse tre serieanbefalinger på Netflix og HBO Nordic, der gør din sensommer streaming-lækker.

Her er mine tre bud på serier, som du BØR se!

Krimien: The Twelve

Er du til krimi, retssalsdrama og undertekster er The Twelve et virkelig godt bud. Den belgiske serie afdækker to mord med 16 års mellemrum, og det gør den eminent godt. Oveni får vi seere en række personlige dramaer med afsæt i nogle af juryens 12 medlemmers besværlige og ganske menneskelige dagligdag.

Balancen mellem skyldig/uskyldig og de sideløbende historier er perfekt, og serien formår at skabe et mikrounivers, der er både medrivende og inddragende.

Jeg er normalt ikke til genren, men jeg pløjede mig gennem seriens ti afsnit på to aftener, og jeg var både godt tilfreds med afslutningen og sulten efter mere.

LÆS OGSÅ: 5 korte krimiserier på Netflix

Stort set al tale foregår på hollandsk, og det krævede, at jeg lige lagde telefonen fra mig og fulgte med. Det gør jeg normalt, når jeg ser nye serier, men her lagde jeg den bevidst ind i et andet lokale, fordi jeg ikke ville forstyrres af opkald, sms’er eller mails. Det gør jeg sjældent.

Det er ikke stor kunst, og det er heller ikke revolutionerende nytænkning, men det er hamrende veludført, og det faktum, at serien er begrænset til enkelt sæson, giver lige præcis nok Nutella på franskbrødet til, at der er lækkerhed fra start til slut.

Den med den nye sæson: Doom Patrol

Jeg er SÅ træt af superheltefilm og -serier. Derfor strittede jeg mod Doom Patrol, selvom jeg fik den anbefalet af nogle af dem, jeg normalt lytter til. Med tiden fik de mig dog overtalt, og jeg besluttede mig for at se det første afsnit.

Afsnittet startede så med Alan Tudyk (Firefly, Rogue One), som jeg ikke helt forstår, hvorfor så mange er SÅ vild med, og kort tid efter Brendan Fraser (The Mummy, Scrubs), som jeg ellers var sikker på var færdig som stjerne. Så skete der en hel masse, og da afsnittet var færdigt, skulle jeg liiige se et mere, og så ... og nu er jeg bare ked af, at der ikke er mange flere sæsoner, der kan sluges.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Doom Patrol

For Doom Patrol griber ikke superheltene an på den ”traditionelle” måde. Der er ingen superhero-poses, og det er ikke en poleret omgang teenage-fantasi, som man ser i Arrow eller Avengers. Folkene bag er ikke bange for at henvende sig til et voksent publikum. Og her mener jeg ikke voksent som i, at det er ok at tale grimt og vise nøgne mennesker. Voksent som i et ordentligt og gennemtænkt plot, der kræver, at man lige tænker sig om, relevante problemstillinger, spændende karakterer og en velfungerende dialog.

Doom Patrol formår alt det og sætter trumf på ved også at gøre det fjollet og lade det vokse, til det fylder formatet helt ud. Bogstaveligt talt.

For når du har en serie, der handler om mennesker med superkræfter, har du truffet et valg om at bevæge dig ind i en verden af fantasi, hvor alt er muligt. Hvorfor så lade sig nøje med sexede tætsiddende uniformer og håndkantslag, når du kan så meget mere?

LÆS OGSÅ: The Umbrella Academy får nye ansigter i sæson 2

Smid nu regelsættet væk og acceptér, at den opmærksomhed, du søger fra dine seere, har du allerede. Og klø så på.

Dét kan Doom Patrol. Det er fjollet. Det er storartet. Det er klamt. Det er relevant. Og det er voldsomt god underholdning for enhver, der ligesom jeg, er træt af glo på Robert Downey Jr. og alle de andre polerede og fuldstændig personlighedsløse helte, der er filet helt i bund, så de ikke fornærmer nogen, og kan stå på den rigtige måde i det rigtige tøj i det rigtige lys.

Den, der trænger til et gensyn: The Deuce

”Det er en meget sympatisk serie!”

Sådan beskrev en af mine kolleger på Vi Elsker Serier The Deuce. Det var en spøjs formulering.

Hvad kan der være sympatisk over en serie, der handler om alfonser, der udnytter de prostituerede, om pornofilmskuespillere og mafiosoer, og AIDS-epidemien blandt de homoseksuelle i en af New Yorks mest betændte nabolag i 70’erne og 80’erne?

Men det er faktisk lige præcis, hvad The Deuce er. En sympatisk serie, der viser en barsk og til tider helt urimelig virkelighed for de mennesker, serien sætter fokus på.

Jeg er vild med serier, der ikke er bange for at lade sine karakterer træde ud af vante roller som god eller ond. Hvor helten har fejl, mangler og træder ved siden af, og hvor skurken også kan finde dydens smalle sti.

Der er ikke én decideret skurk i The Deuce. Der er mange. Alfonser og mænd, der udnytter kvinder for deres egen personlige profit er blandt de laveste livsformer på denne jord, men de er stadig mennesker, og der er mere under facaden end bare en bitch-slappende helvede-karl i klichetøj og en vulgær guldfarvet Cadillac.

Det betyder ikke, at du behøver fatte sympati for dem. Men det viser bare i endnu højere grad, hvor store røvhuller de i virkeligheden er. Fordi det er valg, de træffer.

De prostituerede er mere end sølle skabninger, der ikke kan gøre for det. De er kvinder med stolthed, drømme og intelligens nok til at se, at deres situation ikke er optimal. Men de er også ofre for den hensynsløshed, som deres alfonser besidder.

Og serien viser på behændig vis en verden af så meget elendighed og menneskeligt forfald, at ”en sympatisk serie” virker helt og aldeles ude af rækkevidde.

Men optimisme, virkelighed, ærlighed og et ønske om at vise godt og skidt på lige fod skaber en serie, der er så knuselskende fremragende, at jeg kun kan anbefale den til alt og alle.

Den er fløjet direkte ind på min Top 5!

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af The Deuce – Pilotafsnittet

LÆS OGSÅ: De 10 mest sete serier på HBO Nordic i første halvdel af 2020