Vi Elsker Serier anbefaler: 3 gode serier du bør se i maj
Hvilke serier skal du se i maj? Her kommer tre gode bud.
Så gør det ikke helt noget, hvis forårsvejret lader vente på sig. Og skulle solen komme alligevel, så er maj stopfyldt med helligdage, du alligevel ikke vidste, hvad du skulle bruge på.
Før nu.
The Nevers (HBO Nordic)
Hvad nu hvis superhelte levede i Victoriatidens England? Det er præcis, hvad præmissen for The Nevers er, og med Joss Whedon ved roret er der garanti for masser af action og godt drama.
Serien følger The Touched, en række personer med særlige evner, der alle har det til fælles, at de nok ikke umiddelbart kvalificerer sig til rollen som Årets Altruist og Mentalt Sunde og Afbalancerede Individ i deres kamp for – modvilligt – at redde verden.
Men det etablerede London har ikke meget til overs for de åbenlyst farlige superhelte, og de er ikke alene i det gebet. Livet som Touched er farligt, og det er The Nevers ikke bleg for at vise.
Udover masser af action er The Nevers visuelt lækker og en fryd at følge. Der er i hvert fald lagt op til noget stort, og der er nye gode kræfter i serien, som vi helt sikkert kommer til at kunne se andre steder fremover.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘The Nevers’ skal tage en vanvittig drejning, hvis den pludselige skal blive dårlig
Særligt Laura Donnelly, der har vundet en Olivier-pris for sin rolle i The Ferryman, er fantastisk i rollen som den drikfældige og dybt dysfunktionelle Amalia True.
Tidsperioden giver også luft til en genre, der ellers er svær at skabe noget originalt i, men det er altså lykkedes med The Nevers, der har taget verden med storm.
The Serpent (Netflix)
Den franske seriemorder Charles Sobhraj havde stort set frit lejde til at myrde unge turister i Thailand og området kaldet The Hippie Trail, som mange vestlige unge, særligt backpackere begav sig ud på.
Oveni brugte han passene fra sine ofre til at færdes rundt i Europa, hvor han klarede sig ganske fremragende som juvelsmugler.
Sobrahj fortsatte med at udnytte sin status som kendis i flere år, efter han blev anholdt og fængslet, og miniserien The Serpent sætter fokus på de sidste dage inden anholdelsen og livet derefter.
LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i april 2021
De otte afsnit er godt skruet sammen. Der er truffet nogle solide valg i forhold til at fortælle den rigtige historie. Serien er både spændende og viser i store træk, hvad der foregik i de sidste dage af den charmerende og nådesløse seriemorders tid på fri fod. Det sidste afsnit viser, hvordan han siden har malket livet som kriminel celebrity.
The Serpent er filmet i Thailand, og serien blev udsat i flere måneder pga. coronapepidemien. Men nu er den altså tilgængelig på Netflix, så hvis du mangler et skud true crime, så ved du nu, hvor du kan finde det.
Ted Lasso (Apple TV+)
Hvad er forskellen egentlig på europæisk fodbold og american football? Altså udover formen på bolden, og det faktum at europæiske fodboldspillere kan nomineres for bedste skuespiller efter en let tackling i straffesparksfeltet?
Der er flere, som bliver meget tydeligt i serien Ted Lasso for hovedrollen, spillet af Jason Sudeikis, (We’re the Millers, Last Man on Earth), da han går fra jobbet som træner for et succesfuldt collegehold i USA til den engelske Premier League.
Så hvad sker der lige, når en træner fra en kontaktsport skal til at tage ordet ”fod” seriøst?
Præmissen lyder letkøbt, og Ted Lasso er da også resultatet af noget så sjæl- og humorløst som en reklamespot for fodboldens – i den europæiske udgave – indtog i USA.
Men et eller andet sted skete der noget, der gjorde serien sjov. Skulle man satse på, hvad den hemmelige ingrediens er, så ville de kloge nok satse på Bill Lawrence, der er kendt for Scrubs, Cougar Town og Spin City.
LÆS OGSÅ: Nye serier på Viaplay, Apple TV+, Paramount+, Disney+, C More, Xee og DR TV i maj 2021
Sudeikis er en af de bedre komikere i nyere tid, og han bærer Ted Lasso fint, mens serien finder en god balancegang mellem det fintfølende og det forhammer-agtige. En øvelse som Lawrence virkelig har gjort sig ekspert i.
Første sæson af Ted Lasso har været tilgængelig i et års tid nu, men sæson to ruller i juni, så nu får du chancen for at indhente det forsømte.
LÆS OGSÅ: 3 serier, der kan få dig til at fælde en tåre
LÆS OGSÅ: Robotter, rumvæsener og rigtige FBI-filer: De 5 bedste sci-fi-serier nogensinde
LÆS OGSÅ: Det kunne have været så godt: De 5 mest skuffende serier de seneste 5 år