Vi Elsker Serier Anbefaler: 6 gode serier du skal se i december
December måned byder på masser af overraskelser. Det gælder også på seriefronten, hvor vi her på redaktionen bl.a. kaster os over disse serier, der kun gør julen endnu sødere.
Mens vi venter
Med tiden bliver vi (marginalt) mere tålmodige, men når det gælder seriefans er vi så heldige, at december kommer med mange tidlige julegaver i form af gode serier.
Så glem drømmen om risalamande og julegaver, og glæd dig til disse seks serier, som vi er sikre på bliver absolutte hit i julemåneden.
Krimiserien: The Sinner (Sæson 3) – Netflix
Det har ikke skortet på spænding og forviklinger i de to tidligere sæsoner af The Sinner. Og nu vender Bill Pullman tilbage som Harry Ambrose, der igen må lægge sig i selen for at løse endnu et kompliceret og uforudsigeligt mysterium. Denne gang starter det hele med en trafikulykke, men det stikker naturligvis meget dybere.
The Sinner har formået at holde vores interesse fanget i de to tidligere sæsoner, og selvom det måske nok er reklamesnak, lover folkene bag tredje sæson, at det bliver den mest komplicerede sag indtil videre.
Og med Matt Bomer (Doom Patrol, American Horror Story) i rollen som Jamie, der er Harry Ambroses hovedperson, ligner det en tilbagevenden til den storform, som Jessica Biel leverede i den første sæson.
Fantasyserien: The Witcher (Sæson 2) - Netflix
Er du til velskabt og stemningsfuld fantasy? Elsker du historier om monstre og dem, der jagter dem? Hvad med intriger og politiske magtspil? Der er mange grunde til at se The Witcher.
Da første sæson blev introduceret for to år siden, holdt fans af bøger og spil vejret. For der var stor usikkerhed over, hvordan det ville lykkedes for filmmagerne at skabe noget, der havde den samme magi.
Det lykkedes til fulde. For da Henry Cavill (The Man From U.N.C.L.E, Man of Steel) svingede sværdet første gang, blev det tydeligt, at han var skabt til rollen som Geralt of Rivia. Tilsæt en medrivende historie, kompetent (og overraskende) brug af forskudte tidslinjer og flere andre velfungerende elementer.
Tilbage står du med et godt bud på én af årets bedste serier.
Den danske: Nisser – Netflix
Streamingtjenesterne er så småt begyndt at hoppe med på julekalender-vognen, og Nisser fra Netflix har taget en lidt anden tilgang end Jul på slottet og Nissebanden. Her gælder det rendyrket horror med den slags nisser, du håber og beder til ikke vil dukke op om natten.
Vi er fan af det alternative tag på julekalenderen, og selvom det ikke er blevet til 24 afsnit endnu, er der nok til, at man kan snuppe et afsnit om aftenen og få lagt afstand til julehyggen, og lade det kolde gys råde.
Dokumentaren: The Unlikely Murderer – Netflix
Sverige – og resten af verden – blev efterladt i chok, da den daværende statsminister Olof Palme blev skudt ned på gaden i Stockholm den 28. februar 1986. Det tog næsten 35 år, før man fik udpeget en morder. Det skete i 2020, og der havde den formodede morder, Stig Engström, været død i 20 år.
Men jagten og efterforskningen blev beskrevet i en bog fra 2018, og den er nu blevet lavet om til dokumentaren The Unlikely Murderer, som pirrer os nok til, at vi bare MÅ se, hvad der holdt det svenske politi fra at finde frem til den skyldige i en af landets mest kendte kriminalsager.
Dramaserien: Maid – Netflix
Alex flygter fra sin voldelige kæreste i ly af natten. Med sig har hun datteren Maddy og et ønske om bare at slippe væk. Men det er blot det første skridt i retningen af et nyt liv. Derfra går det over stok og sten med krisecenter, jobjagt og alle de andre skridt, der skal til for at begynde på ny.
Fortiden er nogle gange svær at lade helt bag sig, og det må Alex også sande.
Maid tegner til at blive en solid dramaserie med rig mulighed for at leve sig godt og grundigt ind i det liv, som alt for mange unge kvinder lever i og flygter fra hvert år.
Komedien: Reservation Dogs – Disney+
Serien handler om en flok unge mennesker i Oklahoma, der sætter sig for at tage til Californien, men det er faktisk mindre vigtigt. For der er noget andet, der lokker os: Taika Waititi.
Waititi er hurtigt blevet et tegn på kvalitet. Med film som What We Do In The Shadows, Thor Ragnarok og Jojo Rabbit er det svært ikke at blive virkelig nysgerrig på, hvad han disker op med i Reservation Dogs.
LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Max i december 2021
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Ny sæson af 'Tiger King' mangler både tigere og tigerkongen
LÆS OGSÅ: De 3 bedste serieanbefalinger til juleferien
Gode serier og god vin går hånd i hånd i sommeren. Få gode tilbud på lækker vin her, og læs mere om Winefamly. Du støtter Vi Elsker Serier med et mindre beløb, hvis du bestiller vin gennem dette reklamelink.