Serier | Guides

Woody Harrelson: ”Når man ser det på den måde, så er de jo helte. De fik Nixon afsat."

Af
Claus Nygaard Petersen
1. maj 2023
White House Plumbers interview
Justin Theroux og Woody Harrelson i 'White House Plumbers' / Foto: HBO Max

Del artikel

I anledning af premieren på den nye HBO-serie om Watergate-skandalen, 'White House Plumbers' har Vi Elsker Serier talt eksklusivt med Woody Harrelson og Justin Theroux. De spiller de to klodsede håndlangere, der bliver ansat til at få præsident Nixon genvalgt, men i stedet ender med at vælte ham.

Der findes allerede masser af dramaserier og -film om Watergateskandalen. Indbruddet i den famøse bygning, hvor det Demokratiske Parti havde hovedsæde, blev startskuddet til en række handlinger, som til sidst endte med, at den daværende amerikanske præsident Richard Nixon blev nødt til at træde af.

Tonen i miniserien White House Plumbers er som udgangspunkt mere let. Men havde man også forventet andet, når instruktøren er David Mandel og Alex Gregory og Peter Huyck står for manuskriptet. Hvis navnene ikke vækker genlyd, så gør trioens forrige serie Veep, det nok til gengæld.

Omdrejningspunktet er de to håndlangere Howard Hunt og G. Gordon Liddy, spillet af henholdsvis Woody Harrelson og Justin Theroux.

”Vi så dem lidt som et umage par,” fortæller Justin Theroux, da vi fanger ham og Harrelson over en zoom-forbindelse på en regnvejrsdag i New York.

”De var to fyre med vidt forskellig indgang til tingene. Liddy var lidt ligesom en rambuk, og Hunt så sig selv som en elegant mesterspion. Og det var sjovt at spille med den indbyggede spænding mellem de to,” forklarer skuespilleren. Woody Harrelson supplerer:

”David Mandel var nødt til at holde os lidt i stram snor, så vi ikke blev alt for vilde. Hvis vi får muligheden, kammer vi begge to over,” siger Harrelson smågrinende sammen med Justin Theroux.

White House Plumbers interview
Justin Theroux, instruktør David Mandel og Woody Harrelson i en pause på optagelserne af den politiske satire miniserie 'White House Plumbers'
Foto: HBO Max

Politiske fjollerier

Stemingen under interviewet er høj. De to skuespillere er charmerende og veltalende med masser af gode betragtninger og anekdoter. Og så er de naturligt sjove og har en fremragende kemi. Konstant kommer de med rappe bemærkninger, selv om især Woody Harrelson er hårdt tømmermandsramt.

Udover da Harrelson får en tår af Theroux’ juice, er det mest ømme øjeblik under seancen, da de bliver spurgt om, hvordan det var at spille de to personer, med alle deres forbrydelser in mente.

”Det var ikke nemt, fordi når jeg var in character, var jeg nødt til at synes, at Liddy irriterede mig det meste af tiden. Det var hårdt at være frustreret over den her fyr, som jeg elsker,” siger skuespilleren smilende, mens han peger på Justin Theroux, der gengælder vennens roser.

”Det var heller ikke nemt for mig at spille over for den her in character kedelige fyr, hvorimod han i virkeligheden er meget … eklektisk,” siger Theroux, hvorefter både han og Harrelson flækker af grin.

Selv når samtalen drejer over på mere alvorlige emner, formår de to skuespillere at væve humor ind. For eksempel sammenligner Woody Harrelson den rabiate fanatisme omkring moderne politik med den amerikanske show-sport pro-wrestling, og Justin Theroux kalder det tegneserieagtigt.

”Men én ting er stadig det samme. Det er forretningsmænd, der arbejder for større forretningsmænd,” lyder det nøgternt fra Harrelson.

Intet har forandret sig

”De er alle forbrydere,” udbryder Woody Harrelson, da snakken falder på, hvad White House Plumbers siger om nutidens politiske landskab.

På spørgsmålet om, hvorfor miniserien er relevant, og hvad vi kan lære af fortidens synder, er der mange af den slags sammenligninger. Og Justin Theroux bygger videre på den kriminelle sammenligning og uddyber:

”Washington er et meget unikt sted. Det handler alt sammen om at være i nærheden af magten, og hvem der kan få præsidenten i telefonen. Et eller andet sted har det altid været et alvorligt aspekt i amerikansk politik, måske endda mere i det sidste 10 år. Det er pudsigt, fordi vores historie er lidt fjollet, klodset og dum i sit udtryk, og på den måde understreger, at begæret efter magt altid har været der,” forklarer skuespilleren og tilføjer:

White House Plumbers interview
Justin Theroux og Woody Harrelson som G. Gordon Liddy og Howard Hunt i den politiske satire miniserie 'White House Plummbers'.
Foto: HBO Max

”Nu er amerikansk politik kommet ind i en ny fase, hvor de moralske kompasser ikke virker. Det gælder egentlig for flere præsidentielle administrationer,” siger Theroux. Woody Harrelson tilføjer:

”Godt og vel alle, der vil være præsident, da må man antage, at der er et eller andet i vejen med den person,” siger Harrelson, og både han og Theroux gnægger.

Et umage par

Skuespillerne har efterhånden hver især lange karrierer bag sig. Woody Harrelson fik sit store gennembrud som den enfoldige Woody i Sam’s bar og har sidenhen vekslet ubesværet mellem komedie og dramatiske roller.

Justin Theroux gik i starten af sin karriere mere under radaren. Masser i biroller i blandt andet David Lynchs film, blev senere vekslet til en fast skrivesamarbejde med Ben Stiller en overgang, hvor højdepunktet uden tvivl er action-komedien Tropic Thunder.

Derefter fulgte gennembruddet som politimanden Kevin Garvey i en af 10'ernes bedste serier, det overnaturlige drama The Leftovers på HBO.

Måske er det derfor, at de to har hygget sig så meget med den politiske satire i White House Plumbers. Fordi det ligger lidt udenfor, hvad de normalt laver. Selv om serien er baseret på virkelige personer og begivenheder, har skuespillerne forholdsvis frie hænder – selvfølgelig under opsyn som tidligere nævnt.

Mantraet var ”gør det mindre kedeligt”. For der er som sagt masser af seriøse dramatiseringer af Watergate-skandalen. På den måde er der også noget poetisk smukt over, at hele det kriminelle omkring politisk sabotage og afpresninger bliver latterliggjort.

”Der er en mange forskellige måder at fortælle en Watergate-historie på, når man tænker på alle de mennesker, som var involveret. Men vores handler om de to, der i realiteten ødelagde det for dem alle,” fortæller Justin Theroux.

”Gud, når man ser det på den måde, så er de jo helte. De fik Nixon afsat. Sådan havde jeg ikke tænkt på det før,” funderer Woody Harrelson, mens Justin Theroux nikker samstemmigt med kollegaen.

Del artikel

Andre Serier | Guides

Mest læste