Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘White House Plumbers’ er en ujævn og kluntet Gøg & Gokke-agtig satire om Watergate

Af
Ann Lind Andersen
1. maj 2023
white house plumbers anmeldelse
Justin Theroux og Woody Harrelson i 'White House Plumbers' / Foto: HBO Max

Del artikel

I rækken af film og serier om Watergate-skandalen skriver ‘White House Plumbers’ sig ind som et af de mest unødvendige og halvkiksede indfald.

White House Plumbers

Streamingtjeneste: HBO Max
Premieredato: 2. maj 2023
Instruktør: David Mandel
Manuskriptforfatter: Alex Gregory, Peter Huyck. Baseret delvist på Bud og Matthew Kroghs bog.
Medvirkende: Woody Harrelson, Justin Theroux, Lena Headey, Kathleen Turner m.fl.
Produktionsår: 2023
Land: USA

Den politiske skandale kendt som ‘Watergate’, der førte til præsident Nixons fald, har været skildret en del gange i film og serier. Senest i serien Gaslit med Julia Roberts som Martha Mitchell og mest klassisk i filmen Alle præsidentens mænd. Det kan derfor være svært at finde nye indgangsvinkler.

Instruktør med komisk baggrund

I det seneste skud, White House Plumbers, er det komiker David Mandel, der gør forsøget. Han har været executive producer, showrunner og forfatter på serier som Veep, Curb Your Enthusiasm og Seinfeld, hvilket jo borger for en vis kvalitet. Her har han instrueret, og det er gået knapt så godt, for det mest iøjnefaldende ved White House Plumbers er seriens ujævnhed. I tone, i humor, i alvoren og i satiren.

Beskidte blikkenslagere

I hovedrollerne ses ellers gode navne. Woody Harrelson spiller CIA-manden i unåde, E. Howard Hunt, og Justin Theroux er FBI-agenten G. Gordon Liddy. Hver på deres nåde ‘tough guys’ på den gammeldags måde, der virker ude af trit med både tiden og det mere raffinerede politiske miljø omkring Det Hvide Hus. Men de kan bruges som ‘plumbers’, som det hedder i den jargon, som hands-on handymen til de beskidte jobs.

Helt konkret skal de skal skaffe nogle papirer af vejen, som befinder sig i hovedkvarteret hos ‘Democratic Committee’ i Watergate-kontorbygningen. Og det synes de og de cubanere, de har hyret, at de bedst løser ved at bryde ind hos Demokraterne. Hele fire gange må de forsøge, bl.a. fordi de har det forkerte indbrudsværktøj med.

Hitler til dessert

Lyder det som en Olsen banden-plan gone wrong? Som efterretningsvæsenets Gøg & Gokke i tjeneste? Præcis, og det er det stupide i udførelsen, denne serie hager sig fast i. At det så også ledte til Nixons fald (da de blev anholdt, blev der fundet penge hos dem, der kunne spores til Nixons genvalgs-præsident-udvalg, hvis ordrer kom fra højeste sted) er nærmest bare en bi-ting i skildringen af, hvor ‘excentriske’ Hunt og Liddy var. Og det er her, David Mandel har svært ved at ramme den rette tangent.

I en scene er Hunt med sin kone Dorothy (Lena Headey) til middag hos Liddy-parret. Pludselig bliver der sat en grammofon på med en af Hitlers taler, som Liddy-parret er ved at sprænges af begejstring over. Kun for at Liddy i en senere scene siger til Hunt, at han altså ikke er nazist. Hvorfor skulle vi så have scenen, fristes man til at spørge?

Komik og patos

Når man laver to famøse skikkelser om til de rene klovne, der bevidst går ind i moralske sort-zoner, er det svært at fatte sympati for dem. Fordi Woody Harrelson har en naturlig likeability, føler man til nød en flig af empati for, hvordan det går ham. Men for Justin Therouxs Liddy, er der iskoldt i medfølelsen. Måske også fordi Theroux i forvejen kæmper med komikken, som ikke falder ham lige så naturligt, som den gør for Harrelson. For det er vist meningen, at vi skal grine indimellem, selv om min lattermuskel var helt død undervejs. Og da serien senere tager en alvorlig mine på, på en alt for patetisk måde, knækker historien helt.

Bizar virkelighed

Når man ikke rigtig har noget nyt at fortælle, er det en god idé at holde historien til et minimum. En film kunne måske have klaret sig ok, men at sprede Hunt og Liddy ud på fem afsnit á en time er alt for meget. Hvis man ikke kører træt allerede i første episode, gør man det helt sikkert efter fem.

I det store perspektiv af fortællinger om Watergate gør White House Plumbers sig til en inferiør note. Det eneste, der holder den oppe, er det bizarre i virkelighedens hændelser. En film – eller serie – kunne ikke være skrevet bedre, siger man nogle gange, når virkeligheden overgår fantasien. I White House Plumbers’ tilfælde er det sandt.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste