Serier | Nyheder

3 serier du skal se, hvis du elsker Godfather & Goodfellas

AfKim Sørensen
10. december 2017
3 serier du skal se, hvis du elsker Godfather & Goodfellas

Del artikel

Jeg kan lige så godt indrømme det, jeg er en kæmpe sucker for gangsterfilm, og jeg tror i virkeligheden ikke jeg mangler at se nogen som helst af dem man kalder must sees, hvis man postulerer at have styr på denne genre.
https://imgix.vielskerserier.dk/2017/12/586924_sops_poster-800x800.jpg

(Foto: HBO Nordic)

Det er straks værre, når det kommer til serier. Der har jeg faktisk kun set en af nedenstående, så jeg måtte alliere mig med to af mine mednørder: Claus og Jonas, fordi jeg synes, at vi skylder at vise denne genre lidt kærlighed på vores site.

Når jeg fremhæver Goodfellas og Godfather, er det vel fordi det er to af de allerstørste gangsterfilm inspireret af livsstilen omkring den italienske mafia. Nedenfor kan du se vores anbefalinger til serier du bør se, hvis du ligesom mig elsker denne genre. Det skal selvfølgelig siges, at der findes et hav af gode gangsterserier, men disse tre er altså uundgåelige, hvis du har en fascination af film fra pastaens hjemland:

1.Sopranos

(Foto: HBO Nordic)

Har man ligesom mig en forkærlighed for gangstergenren er serien The Sopranos umulig at komme udenom. Indenfor tv-serier er The Sopranos, hvad Goodfellas og Godfather er i filmverdenen. Et uafvigeligt mesterværk, hvilket mere end 100 priser vidner om. Serien, der udkom før streamingtjenesterne gjorde deres store indtog, har været med til at bane vejen for mange andre store serier såsom: The Wire, Breaking Bad og Mad Men.

Hvorfor er vi så vilde med brutale gangstere? Ja - det vil en psykolog nok kunne svare bedre på end jeg kan, men ikke destro mindre har italiensk inspirerede mafiafilm altid været et enormt hit. Det har altid været spændende at tage et kig ind i en lukket, og for de fleste heldigvis meget fjern verden, hvor grådighed og kynisme hersker, og hvor et menneskeliv værdisættes ud fra hvor god du er til at "keep your mouth shut".

The Sopranos differentierer sig fra andre klassiske gangsterfilm og -serier, fordi den følger hverdagens op- og nedture for en mafiaboss fra forstaden New Jersey, hvilket i sig selv er knapt så glamourøst. Her må han kæmpe med alt lige fra familiens almindelige problemer, til narkoafhængige familiemedlemmer og angstanfald. Menneskeliggørelsen af hovedkarakteren Tony Soprano (spilles af nu afdøde James Gandolfini) gør serien enormt fængende, og det er næsten oplagt at bingewatche samtlige seks sæsoner ud i et, selvom det må betegnes som lidt af en mandfolkepræstation i sig selv.

Skal man se en serie sammen som par, mener jeg faktisk også at The Sopranos er et godt bud fordi, på trods af at der til tider ikke holdes igen med udpenslet vold, så har serien så meget på hjerte, og det er en spændende fortælling om det menneskelige forfald og den indflydelse forkerte beslutninger kan have på ens eget og familiens liv.

Der kan ikke gives hjerter nok til denne serie, som klart er at finde på min top ti over bedste serier nogensinde.

Hele serien kan ses på HBO Nordic.

Se en af de mange cool trailers til The Sopranos her

Skrevet af Kim Sørensen

2. Boardwalk Empire

(Foto: HBO Nordic)

Er du til spritsmuglere, 1920’er gangstere med blød hat og et persongalleri man aldrig bliver træt af? Så skulle du tage at se The Boardwalk Empire på HBO. Serien er produceret og skabt af Martin Scorsese, og der er ikke sparet på noget – hverken i kostumer, kulisser eller skuespillere.

Steve Buscemi spiller ”Nucky” Thompson, som er kongen af The Boardwalk, den lange forlystelses strandpromenade i Atlantic City. Hans kriminelle imperium er stort og vidtrækkende, men han sættes op imod politimanden Nelson Val Alden, spillet af Michael Shannon. Samtidig skal han holde sig gode venner med forbryderkonger som Arnold Rothstein og Al Capone. Kærlighed, kriminalitet, forræderi og diplomati – serien har det hele! Og der er hele fem sæsoner!

Hele serien kan ses på HBO Nordic.

Se en af de mange cool trailers til The Boardwalk Empire her.

Skrevet af Claus Holm

3. Gomorrah

(Foto: HBO Nordic)

Hvorfor skal du se Gomorrah? Det skal du selvfølgelig, fordi denne serie er så tæt på at være en realistisk skildring af den moderne mafia som man kan komme, uden at det bliver dokumentarisk. Roberto Savianos bog om sit undercover-liv i den napolitanske mafia er her overført til fiktion i tv-serie-form – og det fungerer bare!

Man følger Ciro, der bliver en del af den absolutte top i Savastano-klanen på trods af en umiddelbar tvivlen i seriens begyndelse, og gennem ham oplever man kampe og had mellem familier, som ikke står tilbage for nogle af Shakespeares dramaer. Det er forfriskende med en gangsterserie, hvor der bliver talt andet end amerikansk, og som jeg også understreger i min anmeldelse af denne serie her på siden, er seriens dybe realisme en af dens allerstørste styrker. Det italienske sprog, Napolis forstadsforfald og koner og børns bristede illusioner om kærlige familiefædre bidrager til, at Gomorrah skiller sig ud fra de utallige amerikanske produktioner over samme tema. Her får man indtryk af, at være med helt inde i klanernes maskinrum, og den ovennævnte realisme gør, at man føler, at man på det nærmeste selv har blod på sig, når en gangster bliver tævet ihjel så blodet sprøjter.

Du skal IKKE se Gomorrah, hvis du bedst kan lide, at folk er rare ved hinanden. Du skal IKKE se Gomorrah, hvis du ikke kan lide at se blod. Og… du skal i hvert fald IKKE se Gomorrah, hvis du vil opretholde din indre illusion om et Europa, hvor loven, ordentligheden og ubestikkeligheden råder.

Hele serien kan ses på HBO Nordic.

Se en af de mange cool trailers til Gomorrah her

Skrevet af Jonas Østengaard

Jeg håber, du har fået appetit på at bestille din favorit pasta, pizza eller spaghetti bolognese, så du er klar til timevis af italiensk underholdning enten alene eller med din partner. Du kan flytte middagen hjem i sofaen med et godt udvalg fra et væld af italienske spisesteder på Just Eat.

God fornøjelse!

Dette indlæg blev præsenteret i samarbejde med:

Læs også: Vi Elsker Serier og JustEat præsenterer: Den ultimative binge-guide!

Læs også: 10 serier med seriemordere du bør se

Del artikel

Andre Serier | Nyheder