Serier | Nyheder

6. afsnit af 'Badehotellet' – Købt eller solgt?

Af
Signe Bjørg Granberg
8. april 2024
'Badehotellet'
Lars Ranthe som Grosserer Madsen og Anne Louise Hassing som Therese Madsen i 'Badehotellet' / Foto: Mike Kollöffel /TV 2

Del artikel

Med kun tre episoder af 'Badehotellet' tilbage gør vi status over den seneste episode og gætter på, hvad næste afsnit mon vil bringe.

Obs! Spoilers for sjette afsnit af Badehotellet, så læs kun videre, hvis du allerede har set afsnittet.

Imens foråret først for alvor har meldt sin ankomst over Danmark i løbet af weekenden, har solen hele tiden skinnet på Andersens Badehotel i TV 2's populære dramaserie Badehotellet.

Sjette episode, der har episodetitlen Køb, salg, Rosita, har to hovedspor. Først og fremmest tager Amanda beslutningen om, at hotellet skal sælges, og selv om Amanda tænker, at gæsterne ikke skal have noget at vide, før sommersæsonen er slut, slipper informationen – som sædvanligt – ud. Til stor sorg for hotellets trofaste gæster.

Situationen åbner dog hurtigt for to potentielle købere: Tulle og Thøger Thøgersen på den ene side (til Ediths store fortrydelse) og Hr. og Fru Serup på den anden side (til Grosserer Madsens store glæde!)

Meeeeen, trofaste seere af serien vil nok sidde med en fornemmelse af, at det stadig kan falde anderledes ud med salget af hotellet. Her på redaktionen kunne vi godt håbe, at Fie og Morten kunne komme i spil til et opkøb i sidste ende. Tiden vil vise, om det holder stik.

https://imgix.vielskerserier.dk/2024-04-08/foto_-mike-kolloffel_tv-2.jpg
Rosalinde Mynster er tilbage i denne sæson af 'Badehotellet' som fanfavoritten Fie
Foto: Mike Kollöffel

Det andet spor i afsnittet følger Hr. Molin og Kitty Hansens jagt på de forsvundne tyske diamanter. Hvis der har siddet en seer eller to medmindre hjertelige tanker om Hr. Molin i seriens løb, gør afsnittet her måske, at man bliver mere venligt stemt over for ham. Måske!

Sidst men ikke mindst giver afsnittet os også et surprise-bryllup. Vi vidste jo godt, at Uwe havde sat sig for at gifte sig med Amanda, men at det skulle ske som en fin, afsluttende krølle på afsnittet, havde vi ikke gættet.

https://imgix.vielskerserier.dk/2024-04-08/amanda5.jpg
Amalie Dollerup som Amanda, der - hvis alt går vel - snart er på vej til Tyskland med sin datter og Uwe
Foto: Mike Kollöffel /TV 2

Vi sidder dog med en følelse af, at der stadig kan gå noget galt for Amanda og Uwe. De fortjener bestemt en lykkelig slutning – og Badehotellet er om noget en serie, der også gerne vil give os det – men mon ikke, der kommer et benspænd ind i næste afsnit, der får os til at tvivle på, hvordan det hele ender?

Der kommer en ny episode hver søndag på TV 2 Play. Der er i alt ni episoder i 10. og sidste sæson af Badehotellet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Nyheder