Serier | Nyheder

Aftale indgået: Nu slutter forfatterstrejken snart

Af
Daniel Lindekilde Engberg
25. september 2023
Forfatterstrejke slutter snart
Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix

Del artikel

Den amerikanske forfatterfagforening WGA og produktionsselskabernes repræsentant AMPTP er nået frem til en aftale, der kun mangler endelig formalisering og underskrift.

Det var helt tilbage i begyndelsen af maj i år, at de amerikanske manuskriptforfattere gik i strejke pga. uoverensstemmelser med streamingtjenesterne over emner som royalties, brugen af AI og størrelsen af de såkaldte 'writer rooms', hvor forfatterne ville have mere fast arbejde i stedet for projektbaseret arbejde.

Efter 146 dage er de to parter nu endelig kommet frem til en aftale, som de begge vil være med i. Det melder Writers Guild of America (WGA) ud i en mail til deres medlemmer, der kalder aftalen "Exceptional". Indholdet i aftalen er endnu ikke blevet offentliggjort, da de juridiske detaljer mangler at komme på papir og få den endelige underskrift.

Forfatterne er blevet bedt om at stoppe med at stå med skilte foran de forskellige studier, men må endnu ikke genoptage arbejdet, før den nye kontrakt, der løber på de næste tre år, er blevet godkendt. Den endelige afstemning er sat til i morgen, 26. september, hvor strejken bliver ophævet, hvis aftalen stemmes igennem, som alt tyder på.

Intet nyt på skuespillerfronten

Som bekendt, er de amerikanske skuespillere også i gang med en strejke, der centrerer sig om mange af de samme punkter i forhold til royalties ved streaming og brug af AI.

Der er ikke noget nyt om, hvorvidt skuespillerne og producenterne er ved at finde et fælles ståsted, men man kan håbe, at den nye aftale med manuskriptforfatterne vil fremskynde processen, så den amerikanske film- og tv-industri igen kan komme op og køre.

Del artikel

Andre Serier | Nyheder

Mest læste