DR vil lave en 'Barbenheimer': Dramachef afslører, hvornår 'Carmen Curlers' vender tilbage
Med næsten en million solgte biografbilletter i Danmark alene, har sommerens biografbaskere, Barbie og Oppenheimer, i dén grad taget danskerne med storm. De to film havde premiere samme dag, og internettet døbte hurtigt fænomenet 'Barbenheimer'. Hvis man som biografgænger lavede "en barbenheimer", så man begge film samme dag – til trods for filmenes åbenlyse forskelligheder.
DRs egen form for 'Barbenheimer'
Nu vil DR så gå 'Barbenheimer' i bedene for at lokke danskerne til tv-skærmen med premieren på først den hårdkogte fængselsserie, Huset, efterfulgt af den mere farverige og humørfyldte anden sæson af Carmen Curlers.
Det fortalte DR's fiktionschef, Henriette Marienlund, under pressemødet på Huset, der løb af stablen i Vridsløselille Fængsel for et par dage siden.
Uden at nævne specifikke datoer, afslørede Marienlund, at danskerne kunne glæde sig til først at se Huset fra 1. september og lige på bagkant af sidste afsnit gå i gang med anden sæson af Carmen Curlers.
Hvis vi har regnet rigtigt, betyder det med Husets seks afsnit, at Carmen Curlers sæson 2 rammer DR1 søndag 15. oktober, og muligvis kan ses allerede et par dage før på DRTV.