
Hypet, svensk datingroman kommer nu som komedieserie

Det moderne datingmarked kan være udmattende, brutalt og opslidende. Men også virkelig sjovt.
I hvert fald har mange læsere moret sig, krummet tæer over og nikket genkendende til den svenske forfatter Amanda Romares datingroman med den mundrette titel 'Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig'.

Bogen udkom i Sverige tilbage i 2021, men blev først oversat til dansk i 2024. Længe inden, vi danskere fik øjnene op for den morsomme roman, havde Netflix dog luret, at bogen ville være oplagt som tv-serie. Og allerede senere i år får serien så premiere.

Præcis som i bogen følger vi her den 31-årige Amanda i løbet af en sommer med intens dating. Hun længes desperat efter at blive elsket og beslutter sig for at prøve det hele. Hun dater fyre uden for sin liga, i sin liga, under sin liga, swiper på Tinder og samler fyre op på barer. Men det fører ikke rigtigt noget med sig - andet end at hun bliver dumpet igen og igen.
Det samme gælder for Amandas venner. Sammen forsøger de at finde nye dates til hinanden, mens de diskuterer de store spørgsmål: Hvorfor er det så svært at finde kærligheden? Hvor meget kan verden egentlig kræve af en person? Og hvor mange gange kan man gå ud i verden med sit hjerte i hånden for blot at få det trådt på igen?
Hovedrollen som Amanda bliver spillet af Carla Sehn, og derudover medvirker blandt andre Moah Madsen, Dilan Apak, Malou Marnfeldt og Zahraa Aldoujaili

Serien er skrevet af Tove Eriksen Hillblom og Moa Herngren, baseret på Amanda Romares bog. Susanne Thorson instruerer serien sammen med Emma Bucht, der er konceptualiserende instruktør.
Der er endnu ikke en bekræftet premieredato på 'Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig', men Netflix har meldt ud, at serien kommer på et tidspunkt i løbet af 2025.

Det skal du se på Netflix i februar 2025
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: