Serier | Nyheder

Interview med Sofie Linde: "Jeg havde behov for at prøve noget andet"

Af
Signe Bjørg Granberg
27. december 2023
'Sofie Linde'
Sofie Linde er vært for det nye underholdningsprogram 'LOL: Den der ler sidst' på Prime Video / Foto: Fabian Wester / Prime Video

Del artikel

Sofie Linde er vært for det nye underholdningsprogram 'LOL: Den der ler sidst' på Prime Video, hvor en række danske komikere dyster om, hvem der kan holde masken længst. Vi Elsker Serier mødte hende til gallapremieren.

Sofie Linde styrer løjerne, når nogle af Danmarks største komikere skal forsøge at få hinanden til at grine uden selv at fortrække en mine.

Værtsjobbet er noget helt andet end det, hun har prøvet tidligere, fortalte den populære tv-vært, da vi mødte hende til gallapremieren på det nye underholdningsprogram:

– Det har været rigtig skægt at prøve at tage et genreskifte. Jeg har lavet tv i efterhånden rigtig mange år med store følelser og en masse på spil, og det har været mega fedt, men jeg havde behov for at prøve noget andet og gøre noget, bare fordi det er sjovt – og det VAR heldigvis ligeså sjovt, som jeg forestillede mig, det ville være. Jeg har nydt det og lært rigtig meget.

I programmet handler det for de medvirkende komikere om IKKE at grine, selv om de andre gør alt for at få dem til netop det. Og for Sofie Linde som vært var det mange gange også svært at holde masken:

– Jeg synes, noget er sjovt, når det er akavet. Så når nogen formår at skabe den der situation, som ingen kan holde ud at være i, er det vildt sjovt. Men i dette her program møder vi også nogle kendte karakterer, som nærmest er koryfæer inden for dansk humorkultur. Nogle af deltagerne har et kartotek af figurer, som jeg er vokset op med og har grint af, og nogle af dem bliver genoplivet efter mange års pause, og det var helt vildt stort at se.

2023 har været et anderledes år for Sofie Linde – et år, hun selv kalder for et "ja-hat-år":

– Jeg gik ind i det her år med indstillingen om, at nu skal jeg bare følge min mavefornemmelse og teste nogle ting af, jeg ikke har prøvet før – blandt andet værtsjobbet på LOL, og jeg har også lavet tøj med Planet Nusa, hvilket har været sjovt at prøve. Det er jo nogle ting, som jeg tidligere måske har sagt nej til, men som jeg i år ville teste af. Det har åbnet SÅ mange døre og har givet mig SÅ mange oplevelser, som har været mega fede.

Sofie Linde synes selv, hun har fået tikket mange ting af på den såkaldte "bucket list" – også nogle ting, som først kommer til at lande i 2024, og som hun ikke kan fortælle noget om endnu. Men hun slutter af med at love, at hun tager ja-hatten med ind i det nye år.

Se hele interviewet med Sofie Linde herunder:

'LOL: Den der ler sidst'
Alle de medvirkende - med værten Sofie Linde i midten - i det nye underholdningsprogrom 'LOL: Den der ler sidst'
Foto: Prime Video

Der er premiere på LOL: Den der ler sidst 29. december på Prime Video.

Del artikel

Læs mere omPrime VideoDansk

Andre Serier | Nyheder