Julekalenderen 'Tidsrejsen' får en fortsættelse på DR til næste år
Til næste år er det 10 år siden, at julekalenderen Tidsrejsen havde premiere, og ved dette 10-års jubilæum kommer der en fortsættelse. DR har netop annonceret, at Tidsrejsen 2 bliver DR's julekalender i 2024.
Tidsrejsen 2 vil følge Romeo og Holly, der slår hovederne sammen, efter at Holly starter i Romeos klasse. Romeo mistænker, at der før har foregået tidsrejser i Dragør, og at de kan hjælpe ham at at få svar på, hvad der skete med hans far, som han aldrig har mødt. Holly tilbyder at give en hånd med i efterforskningen, og det bliver starten på det nye juleeventyr.
"Tidsrejsen var bare en virkelig god julekalender, og da vi samtidig kunne se et stort udviklingspotentiale i universet, var det en ret nem beslutning, at vi selvfølgelig skulle lave en fortsættelse, der bringer historien videre" fortæller DR's fiktionschef Henriette Marienlund.
Der vil selvfølgelig være en masse nye ansigter i denne julekalender, men nogle stykker fra den originale vil også dukke op undervejs.
Mikkel Bak Sørensen og Poul Berg skal skrive og instruere julekalenderen, der starter sine optagelser i næste måned. Poul Berg stod også bag den første Tidsrejsen og sidste års Julehjertets hemmelighed.
Tidsrejsen 2 har premiere på DR1 og DRTV 1. december 2024.