Anmeldelse: ‘Ehrengard’ forener arvegods og Oscar-guld med et lummert glimt i øjet

Det er en mægtig treenighed i dansk kulturliv, der på skabelsesfronten står bag Netflix’ nye danske film, Ehrengard: Forførelsens kunst. Den Oscar-vindende instruktør Bille August, forfatteren Karen Blixen og landets kongelige overhoved Dronning Margrethe II. Arvegods og Oscar-guld i skøn forening.

Væddemål om forførelse

Udgangspunktet er Karen Blixens fortælling Ehrengard, der udkom første gang på engelsk i 1952 under pseudonymet Isak Dinesen, men først kunne læses på dansk posthumt i 1963. Ligesom i bogen foregår filmens historie i et tysk eventyrrige, Babenhausen, hvor vi møder rigets overhoved, Storhertuginden – spillet af Sidse Babett Knudsen – der er i færd med at blive portrætteret af maleren Cazotte (Mikkel Boe Følsgaard).

Udover at flirte kraftigt med kunstneren er matriarken bekymret for sin voksne søn, Lothar, der ikke udviser den mindste interesse for ‘passionen’, læs: lidenskab og sex. Hun beder Cazotte om hjælp, og som belønning skal Storhertuginden sørge for, at Cazotte kan komme til at male den smukke, men kølige Ehrengard, som han gerne vil forføre. Ikke på den lumre, direkte måde (i første omgang), men med raffineret stil, ved at få hende til at besvime (i Blixens fortælling handler det om at få hende til at rødme, men det kan være en svær detalje at gengive på film).

Storhertuginden og Cazotte indgår derfor et væddemål om, hvorvidt Cazotte kan forføre den skønne Ehrengard. Taber han, skal han en tur i kanen med Storhertuginden.

Historien er set før

Den drejning med væddemålet får uvægerligt tankerne hen på Pierre Choderlos de Laclos roman Farlige forbindelser fra 1782, og om Blixen har skelet til Laclos kan ikke udelukkes. Tydeligt er det i dog, at Bille August ikke er gået efter inspiration fra filmatiseringerne af Farlige forbindelser, hverken den med Glenn Close og John Malkovich eller Valmont med Colin Firth. Ehrengard er helt sin egen, på én gang tekstnær ift. Blixens historie, men også forenklet, på godt og ondt. Blixens flere lag af fortællerstemmer er svær at gengive filmisk.

Det så man også i den tidligere filmversion, der findes af Ehrengard, en italiensk udgave fra 1982, der heldigvis aldrig nåede at få biografpremiere, da produktionsselskabet bag gik konkurs. Bare se traileren, så kan man få en fornemmelse af, hvor cringe den er.

Royalt bidrag

Dronningens bidrag til Bille Augusts film er kostumerne og de såkaldte decoupager, som hun har kreeret. Decoupager er en slags overfladebehandlede collager, der her bliver brugt i baggrundsscenografien. Meget smukke og stemningsskabende, ligesom kostumerne, der ofte også har et klædeligt, subtilt humoristisk præg.

Og apropos humor, så er det netop grundtonen i Ehrengard, der som hovedingrediens går efter ‘det pastichede’ farceagtige. Sagt på en anden måde, filmen indikerer, at det her er fest og lumre løjer og ikke noget, man skal tage gravalvorligt.

Man kunne godt indvende, at man i den tilgang måske misser en af de måder, Blixens fortælling kan fortolkes på, en slet skjult feministisk albue til Kierkegaard, Casanova, Denys Finch Hatton og andre mandlige forførere, for hvem jagten på trofæet er vigtigere end at se kvinden selv. I forlængelse af den tanke, er det da også påfaldende – og ærgerligt – at titelkaraktereren, Ehrengard, overlades til at være staffage i det meste af filmen. Kun i filmens åbning bliver hun sat i scene som en dygtigt fægtende kriger. Mere af hende ville utvivlsomt have pyntet på filmen.

Go’ gammeldags lir

Ønsket om mere af Ehrengard bunder også i at Alice Bier Zandén, der i parentes bemærket er Susanne Biers datter, både har et ansigt, som kameraet elsker, og har en stærk tilstedeværelse i sine alt for få scener. Hun står fuldt mål med erfarne skuespillere som Sidse Babett Knudsen og Mikkel Boe Følsgaard, som i deres scener sammen har en gnistrende kemi, der er svær at tage øjnene fra. Man kan tydeligt fornemme, at de har det sjovt i deres samarbejde, hvilket løfter den i forvejen løsslupne stemning.

For Ehrengard er først og fremmest en komedie sat i ramme som en romantisk fantasy. En fortælling om en fortælling, uden for tid og sted. En pastelfarvet pause, når man trænger til noget gammeldags lir. Helt bogstaveligt. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor tit man gør det? Men inden for sine rammer er Ehrengard en fornøjelig og veloplagt komedie med et lunt og lummert glimt i øjet, der vil minde os om at dyrke det lystfyldte og det legende. Og det er måske ikke så skidt en påmindelse.