Serier | Nyheder

Kaos, kamera og kunstnerkrise: ‘The Studio’ fornyes med endnu en sæson

AfKaroline Balstrøm
7. maj 2025
Seth Rogen som Matt Remick i 'The Studio' sæson et afsnit otte.
Seth Rogen som Matt Remick i 'The Studio' sæson et afsnit otte. / Foto: Apple TV+

Del artikel

Apple TV+’s hektiske og hylende morsomme serie med Seth Rogen i spidsen er allerede fornyet – inden første sæson er slut.

Er du en af dem, der elsker at høre din egen puls og mærke stressens klamme tag, der får din hals til at snøre sig sammen?

Så har vi godt nyt til dig!

Den ironiske og allerede ikoniske Apple TV+-serie The Studio vender tilbage med endnu en sæson.

Takket være et nærmest 'The Bear'-agtigt hektisk klippe- og fortællingstempo og flere metareferencer, end selv den mest nørdede cinefil kan kapere, blæste første sæson af 'The Studio' både publikum og anmeldere bagover.

Og nu er der godt nyt til dem, der ikke kan få nok af at se Seth Rogen som en kaotisk Hollywoodproducer, hvis dårlige dømmekraft og usammenhængende ambitioner truer hele filmindustriens fremtid.

Serien vil fortsat fokusere på Matt (Seth Rogen) og hans bestræbelser på at indfri egne kunstneriske ambitioner, skabe nye blockbuster-franchises og samtidig sikre, at hans personlige ønske om at være vellidt og populær i Hollywood bliver opfyldt.

I en ventet - men alligvel overraskende - pressemeddelelse skriver Apple TV+ nemlig, at 'The Studio' bliver forlænget med endnu en sæson.

Første sæson er stadig i gang, og det er faktisk ret atypisk, at serier bliver fornyet, inden det sidste afsnit er rullet over skærmen. Den slags beslutninger er normalt forbeholdt store, stensikre publikumssucceser, hvor der ikke er tvivl om interessen.

Ottende afsnit i sæson ét er netop landet på Apple TV+. Her ødelægger Matt en ellers smuk aften i prisuddelingens tegn. Det er nemlig blevet tid til de længe ventede Golden Globe-uddelinger, hvor prismodtageren Zoë Kravitz modvilligt presses af produceren.

Derudover lægger også Severance-stjernen Adam Scott og den anerkendte manuskriptforfatter Aaron Sorkin vejen forbi.

Adam Scott i 'The Studio'
Adam Scott i 'The Studio'
Foto: Apple TV+

De første otte af i alt ti afsnit af The Studio kan ses på Apple TV+.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Nyheder