
Anmeldelse: ’The Studio’ er mageløs Hollywoodsatire fra øverste hylde

The Studio
Streamingtjeneste: Apple TV+
Premieredato: 26. marts 2025
Genre: Komedie
Instruktør: Seth Rogen & Evan Goldberg
Manuskriptforfatter: Seth Rogen, Evan Goldberg, Peter Huyck, Alex Gregory, Frida Perez (serieskabere)
Medvirkende: Seth Rogen, Catherine O’Hara, Ike Barinholtz, Chase Sui Wonders, Kathryn Hahn, Bryan Cranston, Olivia Wilde, Martin Scorsese, Charlize Theron m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 10
Det er ikke mange måneder siden, at Hollywood blev satirisk spiddet i ’The Franchise’, hvor vi fik et kig ind bag scenerne på de kaotiske optagelser til en stor superheltefilm.
Der var masser af glimt i øjet og fiktive spark bagi til forskellige skuespillere, instruktører og andet filmisk godtfolk. Trods en god præmis blev det kun til en sæson, og derfor kunne man på forhånd måske have lidt bange anelser på vegne af Apple TV+’s ’The Studio’.
Men den sorte komedieserie er i en superb særklasse og placerer den straks som en af topkandidaterne til årets bedste serie.

Matt Remick (Seth Rogen) er en Hollywoodproducer, der bliver udpeget som ny chef for det hæderkronede Continental Studios. Igennem 10 super veloplagte afsnit følger vi Matt og hans bestræbelser på at indfri egne kunstneriske ambitioner, skabe nye blockbusterfranchises og sørge for, at hans personlige ønske om at være vellidt og populær bliver opfyldt.

Og det er ikke altid foreneligt, når man står i spidsen for et stort Hollywood-studie med alt det kaos, som det indebærer.
Det er Seth Rogen selv, der sammen med sin faste samarbejdspartner Evan Goldberg har instrueret samtlige 10 afsnit, duoen er også serieskaber sammen med Peter Huyck, Alex Gregory og Frida Perez, og alle fem har skrevet manuskript.

’The Studio’ er kæmpe kærlighedserklæring til film og på en og samme tid en kærlig lussing til branchen, som er fuldstændig uimodståelig.
Exceptionel stjerneparade
Først og fremmest er ’The Studio’ virkelig exceptionelt filmhåndværk.
Rogen, Goldberg og co. er meget bevidste om deres Hollywoodhistorie og krydrer hvert afsnit med et rent overflødighedshorn er referencer. Både i replikform og så sandelig også i det pågældende afsnits æstetiske udtryk.
Således er afsnit 4, ’The Missing Reel’, en lårklaskende sjov parodi på detektivfilm som ’Chinatown’, hvor Matt skal tonse rundt sammen med kollegaen og vennen Sal (Ike Barinholtz) for at finde en forsvunden filmrulle til Olivia Wildes nye film.

Instruktøren/skuespilleren er blot en af mange cameos i ’The Studio’. Første afsnit byder således på selveste Martin Scorsese, som Matt meget gerne vil lave en film med. Og Netflix-chefen Ted Sarandos dukker op i afsnit 8, hvor han afslører hemmeligheden bag, hvorfor han altid bliver nævnt i takketalerne.
Hver enkelt gæstestjerne har et formål, så stjerneparaden giver altid mening.

Redaktionen anbefaler: De 15 bedste serier på Apple TV+
Der er ingen tvivl om, at ’The Studio’ er den åndelige efterfølger til Hollywoodsatiren over dem alle, Robert Altmans ’The Player’ fra 1992. Chefen for filmstudiets bestyrelse og Matts chef hedder Griffin Mill, som også er navnet på Tim Robbins' karakter i ’The Player’.

I serien giver Bryan Cranston den fuld gas som den koleriske pengemand, der har et stort krav til Matt: Han skal lave en film om sukkerdrikken Kool Aids reklamefigur. Tilblivelsen af denne er den tilbagevendende historie i sæsonen, og den involverer blandt andet Scorsese.
Mageløs komik
Sjældent har en serie været så spækket med mindeværdige øjeblikke som ’The Studio’.
For eksempel er afsnit 2, ’The Oner’ i bedste ’Adolescence’-stil optaget i en lang køre, uden klip. Der bliver både gjort grin med og hyldet den vilde bedrift, det er at lave en sådan kontinuerlig optagelse. Kameraet væver ind og ud imellem kaosset, og afsnittet bliver nærmest en metakommentar på sig selv, dog uden den indspiste cinematiske selvfedhed.
Det er måske déri, ’The Studio’s største styrke ligger. For selvom du ikke er den største filmnørd i omgangskredsen, er der masser af komik at komme efter.

Rogens efterhånden patenterede småneurotiske, usikre pleaser-type med barnligt temperament fungerer rigtig godt i kontekst til den egocentrede filmbranche. Ditto med Catherine O’Hara, der spiller den tidligere studiechef og Matts mentor, og Kathryn Hahn som studiets marketingschef, som begge flot fremviser deres tæft for at gestalte powerkvinder, der ikke finder sig i noget bullshit.

Anmeldelse: Netflix-krimien ’Adolescence’ er på alle punkter den perfekte miniserie
Stjernefrøet Chase Sui Wonders funkler som Matts tidligere assistent Quinn, der med hans forfremmelse også bliver forfremmet selv. Ambitionerne får nogle tæsk, især i sammenstødene med bulderbassen Sal. De tos duel i afsnit 5, ’The War’, om at få lavet en gyserfilm efter deres individuelle vision, er hyleskæg.

Bedst som man tror, det ikke kan blive bedre i ’The Studio’, tager det næste afsnit serien et niveau op. Det er film- og seriehåndværk fra højeste hylde, og 'The Studio' er en af den slags serier, man altid kommer til at vende tilbage til. Den får simpelthen allerede prædikatet klassiker nu, og spørgsmålet er, om Seth Rogen og co. stopper ved denne ene mageløse sæson, eller om de tør, og får lov til, at følge op med endnu en sæson.
Man håber næsten på det første.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: