Serier | Nyheder

Kommentar: Hvis ’Bridgerton’ tør gå hele vejen med Penelope, skriver serien historie

Af
Thea Torp
27. maj 2024
Nicola Coughlan som Penelope Featherington
Nicola Coughlan som Penelope Featherington / Foto: Liam Daniel / Netflix

Del artikel

Når Penelope Bridgerton i Netflix’ kæmpesucces træder frem til ballet efter en omfattende makeover og snaver med Colin, er det revolutionerende fjernsyn – for hun har ikke tabt sig.

Bridgerton har gået sin sejrsgang over hele verden. Første del af tredje sæson med romancen mellem ”Polin” – Colin Bridgerton og Penelope Featherington – er også blevet et hit hos seerne, der lige nu ligger nummer et på Netflix.

Og selv om mange nok primært ser Bridgerton i håb om, at de mere eller mindre smukke empirekostumer ryger af foran pejsen, så har serien en ret markant identitetspolitisk agenda. Det skyldes seriens såkaldte farveblinde casting, der ikke skeler til etnicitet, og i omskrivningen af Bridgertons tredje sæson, hvor Penelope Featherington ikke længere skal tabe sig for at få seriens hunk til at forelske sig i hende og have sex.

På den måde kan Bridgerton være med til at skabe en bredere repræsentation af (liderlige) mennesker i de film og serier, vi danner vores verdensforståelse på grundlag af.

Det omdiskuterede vægttab

Penelope, den oversete og begavede Featherington-søster, altid klædt i hadede citrusfarver, vil væk fra hjemmet, sine mobbende søstre og underkendende mor. Men først skal hun have fat i en husbond for at skifte adresse. Derfor investerer hun sin sladrespalteindkomst, hun har tjent under aliasset Lady Whistledown, i en omfattende glow up.

Makeoveren har været stærkt kritiseret for at tvinge mennesker ind i mere eller mindre rummelige skønheds- og modeidealer snarere end at hjælpe dem til at stå frem i deres egen, individuelle personlighed.

I Bridgertons tredje bog af Julia Quinn er vægttab en del af Penelopes forandring. For at træde ud i skyggerne som Grosvener Squares ultimative bænkevarmer og få Colins opmærksomhed som andet end følelsesarbejdende veninde, må hun tabe sig helt konkret 13 kilo. Ifølge Screen Rant opnår Penelope også en helt ny selvtillid, fordi hun ikke længere er tynget af de overflødige kilo.

Bøgerne – både på dansk og engelsk – har da også en kvinde omtrent størrelse 36 på forsiden, der – som Screen Rant pointerer – er markant mindre end den Penelope, der beskrives i bogen. Både før og efter vægttabet.

At træde frem som sig selv

I Netflix’ version er det anderledes. Penelope får selvtillid og Colins opmærksomhed, fordi hun træder ud af skyggerne som sig selv. Han roser hende for at være sjov, klog og nu også smuk i de nye kjoler – i hendes egen smag – fremfor morens åh så rædsomme citrusklæder.

Dermed bærer streamingtjenesten arven videre fra et af dens andre succesprogrammer.

Queer-Eye revolutionerede makeoveren i tv-branchen, fordi de fem eksperter – hvoraf den ene var psykolog – lavede makeover i den modsatte retning af den traditionelle forvandling. I stedet for at lære ”ofrene”, hvordan de passer ind i omverdenens rammer, var Queer-Eyes raison d’être at lære sine hovedpersoner at træde frem som sig selv.

Resultatet er, at når karakteren Penelope træder frem til et af seriens mange baller i ny kjole med fremhævede kindben og opløftet barm, forbløffes folk af en skønhed, der altid allerede har været der. Den har bare været undertrykt af en mobbende mor og et dertilhørende rimelig forståeligt mindreværd.

En dag bliver kroppen privat

Men flere fans har spekuleret i, om ikke skuespilleren Nicola Coughlan faktisk har tabt sig forud for tredje sæson. De vil nemlig ikke gå på kompromis med repræsentationen i Bridgerton.

Nicola Coughlan har ikke kommenteret på spekulationerne, men er tidligere gået viralt med tweets og en kronik i den britiske avis The Guardian, hvor hun kritiserer teaterkritikere for at kommentere på hendes krop i stedet for hendes karakterarbejde.

Her har det i stedet handlet om, at hun skulle være for tyk – og altså ikke for tynd, som nogle fans ser ud til at mene i dag.

Nicola Coughlans eventuelle vægttab burde i den bedste af verdener være hendes egen sag, men castingen af Coughlan lægger sig i tråd med Bridgertons fokus på repræsentation i øvrigt, og dermed profilerer – og sælger – serien sig også på sine politiske standpunkter.

For det forpligter at profilere sig selv på godhed. Og indtil videre i sæsonens fire afsnit har Coughlan ikke været ligeså afklædt som hovedkaraktererne i de foregående. Desuden er det også ret bemærkelsesværdigt, at alle karakterer i serien m/k undtagen en enkelt til lejligheden hyret statist spænder mellem størrelse 34 og 38.

Og det kan der måske også være en pointe i. At det fortsat er for kontroversielt at vise en nydende krop uden synlige ribben. Lena Dunham modtog onlinehad i forbindelse med sin serie Girls, hvor hun viste sin egen seksuelle, nøgne og tykke krop i hovedrollen som Hannah Horvath og blev stærkt kritiseret for det.

Men skal man tro Nicola Coughlan, er der godt i vente, hvis man kærer sig om repræsentation – eller bare romancen mellem Colin Bridgerton og Penelope Featherington.

”Der er en scene, hvor jeg er meget nøgen under optagelserne, og det var min idé, mit valg,” siger Nicola Coughlan i et interview med mediet Stylist ifølge Indiewire.

Skuespilleren fortsætter: ”Det føltes bare som det største ‘fuck jer’ til al opmærksomheden omkring min krop. Det var utroligt styrkende. Jeg følte mig smuk i øjeblikket, og jeg tænkte: ‘Når jeg er 80, vil jeg gerne se tilbage på det her og huske, hvor fucking hot jeg så ud!’”

At vise en nøgen, tyk person som det ultimative begærsobjekt i forårets største tv-serie ville være et hårdt slag i ansigtet på tykfobien.

Vi krydser fingre.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omNetflix

Andre Serier | Nyheder