Serier | Nyheder

Krimidronningen Camilla Läckberg er klar med sin første tv-serie

Af
Signe Bjørg Granberg
3. februar 2025
Glasklokken
Johan Hedenberg og Léonie Vincent i 'Glasklokken' / Foto: Netflix

Del artikel

Den nye svenske Netflix-serie 'Glasklokken' er ikke for sarte sjæle, men krimielskere vil sikkert klappe i hænderne.

Hvis der er noget, vi danskere kan lide, er det en solid svensk krimi. I bogform, på film eller som serie. Og det er netop, hvad den nye Netflix-krimiserie 'Glasklokken' tegner til at blive.

Serien følger adfærdsforsker og kriminolog Lejla (Léonie Vincent), der vender tilbage til et lille, affolket samfund et sted i Sverige.

Hun har blandede følelser for den lille by, eftersom hun som ung pige blevet holdt som gidsel af en – stadig den dag i dag – ukendt gerningsmand. Men det er også det sted, hvor hun endelig fandt et rigtigt hjem hos den nu pensionerede politibetjent Valter.

Glasklokken
Foto: Netflix

Der går imidlertid ikke lang tid, før en ny ung pige forsvinder. Mens Valter og Lejla graver i sagen, bliver Lejla tvunget til at konfrontere sin egen mørke fortid – noget, som hun længe har forsøgt at undgå.

Det viser sig hurtigt, at hele landsbyen gemmer på hemmeligheder, og med den unge piges forsvinden kan Lejla ikke lade være med at spørge sig selv, om historien mon er ved at gentage sig?

Glasklokken
Léonie Vincent, Johan Hedenberg og Johan Rheborg i 'Glasklokken'
Foto: Netflix

Det er den svenske krimiforfatter, Camilla Läckberg, der har skabt serien, og det er første gang, Läckberg har skrevet et manuskript direkte til en serie, som ikke først er udkommet i bogform.

De fleste kender sikkert Läckberg fra krimierne om Fjällbacka med hovedkarakterne Erica Falck og Patrik Hedström. Hun debuterede tilbage i 2003 med sin første roman, 'Isprinsessen', og har siden skrevet et væld af bøger, der er blevet oversat til mere end 60 sprog.

Foruden Léonie Vincent finder man blandt andre Johan Hedenberg, Johan Rheborg, Farzad Farzaneh, Ia Langhammer, Cecilia Nilsson, Emil Almén, Emma Broomé, Oscar Töringe og Ville Virtanen på rollelisten.

'Glasklokken' får premiere 15. april på Netflix.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omNetflixKrimisvensk

Andre Serier | Nyheder