Serier | Nyheder

Legendarisk 'The West Wing'-reunion i tredje sæson af 'The Diplomat'

Af
Signe Bjørg Granberg
11. februar 2025
The Diplomat
Foto: Netflix

Del artikel

Tidens bedste politiske serie føjer nu endnu en 'The West Wing'-veteran til listen over medvirkende. Her er, hvad vi ved om den nye sæson.

Sidste år kårede vi anden sæson af 'The Diplomat' til en af årets bedste, og når det kommer til politiske serier specifikt, er der ikke mange, der når Netflix-hittet til sokkeholderne.

Serien handler om diplomaten, Kate Wyler (Keri Russell), der bliver amerikansk ambassadør i England og pludselig kandiderer til at blive USAs nye vicepræsident.

Anden sæson sluttede på lidt af en cliffhanger, hvor (spoiler alert!), den amerikanske præsident gik bort, og Allison Janneys nuværende vicepræsident, Grace Penn, stod til at overtage præsidentposten.

For Kate betyder det antageligvis, at hendes eget kandidatur til vicepræsidentposten også rykker hurtigt nærmere. Det giver seriens skaber, Deborah Cahn, i hvert fald et hint om i et interview med Netflix-mediet Tudum:

- Sæson 3 vender tingene på hovedet, og Kate ender med at gennemleve det mareridt der hedder "nu får du endelig alt det, du har drømt om".

The Diplomat
Keri Russell som Kate Wyler og Rufus Sewell som Hal Wyler i 'The Diplomat' sæson 3
Foto: Netflix

Ud fra de nye billeder at dømme, er der er i hvert fald noget, der tyder på, at Kate og Grace kun kommer tættere på hinanden i den nye sæson. Og at Graces' mand, Todd Penn, også spiller en rolle i sæsonen.

The Diplomat
Keri Russell, Allison Janney, Bradley Whitford og Rufus Sewell i 'The Diplomat' sæson 3
Foto: Netflix

Netop Todd Penn er en ny karakter i tredje sæson, og han bliver spillet af ingen ringere end Bradley Whitford, som mange nok husker fra den politiske dramaserie 'The West Wing'. En serie, hvori Whitford spillede stabschefen Josh Lyman over for blandt andet Allison Janney, der indtog rollen som præsidentens pressechef, C.J.

The Diplomat
Allison Janney og Bradley Whitford som Grace og Todd Penn i 'The Diplomat' sæson 3
Foto: Netflix

De to 'The West Wing'-veteraner kommer altså til at blive genforenet i den nye sæson af 'The Diplomat' og denne gang som mand og kone. Det kan jo få selv den største politiske kyniker til at blive varm om hjertet.

Også seriens seriens skaber, Deborah Cahn, er overordentlig glad for den nye tilføjelse til rollelisten, fortæller hun til Tudum:

- Brad (Whitford, red.) var drømmeversionen af Todd — for os alle sammen. Vi kan næsten ikke komme os over, at drømmen gik i opfyldelse.

Optagelserne til tredje sæson af 'The Diplomat' er i gang i øjeblikket i London og New York, og foruden Keri Russel, Alison Janney og Bradley Whitford medvirker Rufus Sewell som Kates mand, Hal Wyler; David Gyasi som den britiske udenrigsminister, Austin Dennison; Ali Ahn som CIA-chefen Eidra Park; Ato Essandoh som stabschef, Stuart Hayford og Rory Kinnear som den britiske premierminister.

3. sæson af 'The Diplomat' får premiere i løbet af 2025 på Netflix, og de første to sæsoner kan ses nu.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Nyheder

Mest læste