Annonce
Serier | Nyheder

To mænd mødes på isen om dagen og i soveværelset om aftenen: Forstå hypen om serien alle taler om

Julie Voldby Bruun
29. januar 2026
Den moderne romance kan give marginaliserede grupper noget, de måske ellers ikke får i samfundet, mener Sarah von Essen
Den moderne romance kan give marginaliserede grupper noget, de måske ellers ikke får i samfundet, mener Sarah von Essen / Foto: Sabrina Lantos / HBO Max
Annonce

Del artikel

Den canadiske tv-serie ‘Heated Rivalry’ er på rekordtid blevet et globalt fænomen. Romance-ekspert Sarah Von Essen giver sit bud på hvorfor.

“Holy fuck!!!! Er I startet på Heated Rivalry???”

Det er min veninde, der forsøger at sætte ild til gruppechatten søndag eftermiddag efter at have set det første afsnit af HBO-serien ‘Heated Rivalry’.

Med tømmermændskvalme i hele kroppen og dopaminmangel i hjernen lægger jeg mig til rette foran tv’et, relativt uvidende om at jeg blot tyve minutter senere agerer seer til en explicit sexscene mellem to mænd. Hvem havde troet, at vejen til genoprettelse af lykkehormoner i hjernen går gennem homoerotik og hockey-butts? Ikke mig.

Serien, der havde dansk premiere fredag den 23. januar, handler kort sagt om de to unge elite-ishockeyspillere Ilya og Shane, der er kampklædte rivaler på isen om dagen og nøgne, liderlige elskere om natten. De er topatleter i en macho-kultur og holder derfor deres forhold skjult for omverdenen.

Men for seerne er intet skjult. Tværtimod.

Min venindes reaktion (og min egen, for den sags skyld) er ikke ulig, hvordan serien og ikke mindst de to skuespillere er blevet taget imod af resten af verden: med overvældende længselsfuldhed og savl dryppende fra mundvigen. Det vender jeg tilbage til.

Annonce

Blandt seriens mange andre fans finder man Sarah von Essen, der arbejder som journalist, forfatter og oversætter af romancelitteratur. Og hun mener, at særligt sidstnævnte er et godt sted at starte, hvis man vil forstå tv-seriens popularitet. Den er nemlig baseret på anden bog i romanceserien ‘Gamechanger’ skrevet af den canadiske forfatter Rachel Reid.

– I romancelitteratur er læserne ikke “bare” læsere, de er i høj grad også fans. De samler på bøgerne, starter fællesskaber og begynder måske at gå til ishockeykampe. Den kultur, der findes omkring de fysiske bøger, ser vi nu sprede sig til de vellykkede filmatiseringer, forklarer Sarah von Essen.

Annonce

På borgmesterens opfordring

I løbet af de seks uger, hvor serien blev vist i USA og Canada, blev den streamet mere end 324 millioner minutter. På bare to måneder er de to skuespillere Connor Storrie (Ilya) og Hudson Williams (Shane) gået fra at være forholdsvis ukendte til at være olympiske fakkelbærere ved vinter-OL i Milano.

Men det hverken stopper eller topper der. Da Hudson Williams gæstede ‘The Tonight Show Starring Jimmy Fallon’ for nylig, var det med samme opbud af skrigende fans uden for bygningen, som da sanger Harry Styles gæstede showet på toppen af sin karriere, skriver The New York Times.

At fascinationen rækker ud over seriens kernemålgruppe, blev især tydeligt, da New Yorks borgmester, Zohran Mamdani, under en nylig snestorm opfordrede byens borgere til at blive hjemme og benytte sig af bibliotekernes gratis adgang til ‘Heated Rivalry’ som e-bog eller lydbog. En udtalelse, der ifølge New York Public Library førte til en stigning på 549 procent i antallet af downloads.

Annonce

Spørgsmålet er derfor ikke længere, om ‘Heated Rivalry’ er blevet et fænomen, men hvorfor så mange – mig selv inklusive – reagerer så kropsligt og følelsesmæssigt på fortællingen. Svaret ligger et andet sted end i ishockeynumser alene.

Når enden er god

Udover at romancelitteraturens fankultur i øjeblikket spreder sig på tværs af medier hurtigere end vilde kaniner formerer sig, så giver det også mening at sammenligne romancelitteraturens opbygning og fortællegreb med det plot, der udspiller sig i ‘Heated Rivalry’, forklarer Sarah von Essen.

Annonce

– “Enemies to lovers” og “rivals to lovers” er en ekstremt populær og effektiv trope, når den er skruet godt sammen, fordi den har en spænding og et selvkørende plot. Det samme gælder sportsrammen, fordi der er et konkurrenceelement og noget at vinde. Det giver en indbygget dynamik og fremdrift, siger hun og tilføjer:

– Og så er det også virkelig vigtigt, at det handler om to mænd, fordi der bliver skabt en ydre modstand i det her hyper-macho-miljø.

Selvom “happy endings” og eskapisme på mange måder er romancegenrens raison d’etre, så skal man ikke underkende, hvad det betyder, at denne ydre modstand overvindes. Udover at de to mandlige skuespillere er yderst velproportionerede og står, som var de skåret ud af italiensk marmor, så ligger der nemlig også en mere eller mindre subtil politisk kritik i queerfortællingerne, påpeger Sarah von Essen.

Annonce

– Den moderne romance har kunnet give marginaliserede grupper den happy ending, som de måske ikke får i samfundet. Og det tror jeg har en enorm politisk kraft, fordi litteraturen kan være opbyggelig på den måde.

I serier som ‘Heated Rivalry’ er der et krav om, at queerhistorie bliver hørt, og at queerkærlighed og queerglæde får en plads i en kultur, der ellers har været forbundet med brutal heteronormativitet.

Frem til nu har queerhistorier det med at blive udvisket – men her bliver queer-kærlighed et modsvar til den macho-Trumpisme, der præger det nuværende politiske klima, understreger Sarah von Essen.

Annonce

Selvom serien også har modtaget kritik for at skildre sex mellem mænd som værende for “pæn” og nærmest “nuttet”, så fungerer det ifølge hende, at det er de to hovedpersoners eksplicitte seksuelle udskejelser, der driver værket.

Faktisk er det noget, vi kan lære af det – uanset seksualitet.

– Vi har adgang til masser porno, men det er vigtigt for os at få lov til at følge skildringen af sex som et kommunikationsmiddel og som en måde at nærme sig hinanden på – og som det, der enten kan drive forholdet i graven eller ud i fremtiden.

Annonce

Det handler med andre ord ikke om komplekse karakterer og realisme, det handler derimod om begær og eskapisme – og ikke mindst om troen på, at når enden er god, er alting godt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:

Annonce

Del artikel

Andre Serier | Nyheder

Annonce