
'Mayor of Kingstown' vender tilbage med en 3. sæson

I denne tid med strejker i USA's filmindustri, er det mere undtagelsen end reglen, at en ny sæson af en serie bliver bekræftet. Nu er der dog glædelige nyheder for seere af det populære krimidrama Mayor of Kingstown, der lige er blevet fornyet og derfor vil få en tredje sæson.
Serien følger McLusky-familien med Mike McLusky (Jeremy Renner) i front, der agerer som mæglere i Kingstown, Michigan, hvor fængselsindustrien er den store arbejdsgiver. De kæmper med og mod korruption, racisme og ulighed i en by, der har disse ting i overflod.
Serien er skabt af Taylor Sheridan, der står bag serier som Yellowstone og dens spin-offs, Tulsa King og den nyeste serie i rækken Special Ops: Lioness, der i skrivende stund afventer premieredato i Danmark.
Tredje sæson af Mayor of Kingstown har endnu ikke fået en premieredato, og med de igangværende strejker vil der formentlig gå noget tid, inden der kommer nyt om sæsonen.
De to første sæsoner af Mayor of Kingstown kan ses lige nu på SkyShowtime.
