Serier | Nyheder

Netflix frigiver den første trailer til 'Harry & Meghan'. Den er mildt sagt eksplosiv

AfCarina Nørgaard Schou
1. december 2022
Harry & Meghan Netflix trailer
Skærmbillede fra traileren til 'Harry & Meghan' på Netflix

Del artikel

Mød Harry og Meghan, som du aldrig har set dem før i den nye dokumentarserie 'Harry & Meghan' på Netflix. Hertugen og hertuginden af Sussex fortæller for første gang, hvad der sker bag de lukkede døre på Buckingham Palace.

Er 2022 et nyt 'annus horribilis' for det britiske kongehus? I september mistede vi den 96-årige Dronning Elizabeth II, og i november fik femte sæson af den populære Netflix-serie The Crown premiere, som påny fik debatten til at rase om den royale familie. Serien pustede nyt liv i fortidens uheldige historier om utroskab i 1990'erne, der involverede den nyudnævnte Kong Charles og hans senere fraskilte kone, Prinsesse Diana.

Og at dømme ud fra traileren til den kommende dokumentarserie Harry & Meghan, der ligeledes udkommer på Netflix, ser det ud til, at en ny krise kan være under opsejling i det britiske kongehus.

Det er ingen hemmelighed, at parret har haft svært ved at passe ind i den royale familie, og der er lagt op til heftige øretæver, når Harry i traileren siger "Ingen ser, hvad der sker bag de lukkede døre" og lader det følge op af "Jeg måtte gøre alt, hvad der stod i min magt for at beskytte min familie."

Vi ser i et kort glimt et billede af Prinsen og Prinsessen af Wales, og vi fornemmer straks, at noget af konflikten i dokumentaren kommer til at omhandle de to brødres og deres koners indbyrdes forhold.


Meget på spil


På et andet billede ser vi Harry og Meghan, der sidder ved siden af hinanden på en sofa, hvor hertuginden holder begge hænder op som for at tørre sine øjne, mens hendes mand læner sig bagover i afmagt.


Traileren starter med, at vi hører en producer spørge "Hvorfor vil I gerne lave den her dokumentar"? Og i slutningen af traileren får vi svaret fra hertuginden: "Når der er så meget på spil, giver det så ikke mening at høre historien fra os?"



Det forlyder, at dokumentarserien Harry & Meghan har premiere allerede om en uge 8. december. Dette er dog ikke blevet bekræftet af Netflix, og dokumenteren fremgår heller ikke af den premiereplan for december måned, som Netflix netop har sendt ud. Vi følger naturligvis op, når vi får flere informationer om premieren.

Se traileren til Harry & Meghan her


Del artikel

Andre Serier | Nyheder

Mest læste