Serier | Nyheder

Nikolaj Coster-Waldau vender tilbage i stor Hollywood-serie

Af
Signe Bjørg Granberg
22. november 2024
Nikolaj Coster-Waldau
Nikolaj Coster-Waldau er netop nu i gang med optagelserne til en ny sæson af storserie / Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix

Del artikel

Den danske stjerneskuespiller er langt fra færdig med Hollywood, og lige nu er han i gang med optagelserne til en ny sæson af international thrillerserie.

Herhjemme brød Nikolaj Coster-Waldau allerede igennem tilbage i 1994 med gyserklassikeren Nattevagten, men internationalt var det med rollen som Jaime Lannister i HBO-serien Game of Thrones, at han for alvor slog sit navn fast.

Siden har han bl.a. haft roller i filmene The Silencing, Against the Ice, God is a Bullet og ikke mindst i den stort anlagte thrillerserie på Apple TV+, The Last Thing he Told Me. Her spiller Coster-Waldau overfor Hollywoodstjernen, Jennifer Garner (Alias, 13 snart 30).

Og netop Jennifer Garner har lige annonceret på Instagram, at der er en ny sæson af den spændende serie på vej - og at Nikolaj Coster-Waldau igen dukker op i rollen som Owen Michaels.

Det gør hun med ordene: "Well, well, well - look who we found", hvorefter Coster-Waldau dukker op med et skælmsk smil.

Vi må vente med at finde ud af, hvordan den nye sæson kommer til at udspille sig, men indtil da kan man se eller gense første sæson af The Last Thing He Told Me på Apple TV+.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omApple TV+Thriller

Andre Serier | Nyheder