
‘Only Murders in the Building’: Nyt billede afslører kendte gæstestjerner

Med stjerner som Meryl Streep, Eugene Levy, Eva Longoria, Jane Lynch og Melissa McCarthy skulle man tro, at der ikke var plads til flere kendte ansigter i ‘Only Murders in the Building’.
Men i femte sæson kommer den populære whodunnit-serie, vanen tro, til at byde flere gæster velkommen.
Nu afslører et nyt billede fra optagelserne lidt om, hvad vi kan forvente i den kommende sæson på Disney+.
Tidligere på ugen kunne det amerikanske branchemedie Variety afsløre, at den amerikanske skuespiller Logan Lerman er tilføjet rollelisten.
Lerman er mest kendt for roller som teenage-helt i ‘Percy Jackson og lyntyven’ og ‘The Perks of Being a Wallflower’, så det bliver spændende at se, hvordan det unge talent indblandes i det kommende mysterium.
Variety kunne også tidligere bekræfte, at selveste Bridget Jones (Renée Zellweger) gæster serien i femte sæson.
Som billedet viser, ligner hun en vaskeægte America's Sweetheart med sin pæne hvide skjorte og elegante silketørklæde. Hver hårlok sidder, som de skal, men som tidligere sæsoner af ‘Only Murders’ har vist, er det ofte de mest sukkersøde karakterer, der gemmer på de slibrigste hemmeligheder.

Zellweger får selskab af Oscar-vinderen Christoph Waltz (‘Inglourious Basterds’) og Keegan-Michael Key, der er kendt fra den ikoniske komikerduo Key & Peele. Der er dog ikke sluppet en eneste detalje ud om nogle af deres karakterer, så mystikken og spændingen for fortsættelsen af den Emmy-vindende serie må siges at være i top.
Hvem af de uskyldigt smilende stjerner, der har mord på samvittigheden, må vi dog vente lidt længere med at finde ud af. Indspilningerne af den nye sæson er i fuld gang, som det kan ses på det nye billede, men premieredatoen er endnu ukendt.
De fire første sæsoner af ‘Only Murders in the Building’ kan ses på Disney+.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: