Anmeldelse: ’Only Murders in the Building’ er tilbage i topform

Bedst som man troede, at Only Murders in the Building havde nået loftet for, hvad den underholdende serie kunne bære, formår serieskabere Steve Martin og John Hoffman at give den et nøk opad i fjerde sæson.

I den noget brogede tredje sæson, som dog bestemt havde sine højdepunkter og mindeværdige øjeblikke – Matthew Broderick som en arrogant fiktiv udgave af sig selv – manglede historien lidt af den charme, som den ellers har været garant for.

Hele teatermordplottet trak noget i langdrag, mens sæsonens store attraktion, Meryl Streep, leverede en sjældent set side af skuespillerens omfattende repertoire.

Fra teatret springer vi nu over i filmens verden.

Charles (Steve Martin), Oliver (Martin Short) og Mabel (Selena Gomez) bliver inviteret til Hollywood, hvor en producer (Molly Shannon) er meget ivrig for at omsætte deres podcast til film.

Rollerne er endda blevet castet således, at Eguene Levy, Zach Galifianakis og Eva Longoria skal spille henholdsvis Charles, Oliver og Mabel.

Samtidig så vi i de sidste sekunder af tredje sæson, hvordan Charles’ ven og mangeårige stunt-kvinde Sazz (Jane Lynch) blev skudt og tilsyneladende dræbt i hans lejlighed.

Var det Charles, der skulle have været offeret, eller havde morderen ramt rigtigt med sin kugle, da Sazz lå blødende på køkkengulvet?

Det er de dominerende spørgsmål i den superveloplagte fjerde sæson, hvor serien finder tilbage til de sublime dyder, der gør Only Murders in the Building til en af hyggeligste og sjoveste serier i streamingland.

Tilbage i topform

Bygningen i Only Murders in the Building har altid spillet en vigtig rolle i serien. I tredje sæson blev den til dels uddelegeret til teatret, hvor det fiktive stykke blev opført, men nu er vi tilbage i vante rammer. Og så alligevel ikke.

Hvor vi hidtil har været i den mere fashionable bygning med dørmand og det hele, er der faktisk endnu en Arconia-bygning lige over for.

Vestbygningen indeholder mindre lejligheder med dertilhørende mere overkommelige priser. Beboerne er dog mindst lige så excentriske, og da der skal ledes efter mistænkte til mordmysteriet, er det naturligt at kigge mod ’the Westies’.

For Charles har selvfølgelig et udestående med de naboer, han kun har haft interaktioner med via lejlighedernes vinduer.

Tilføjelsen af den nye bygning er en gave til Only Murders in the Building.

Det har nemlig altid været menneskerne og deres historier, som har været grobund for humoren og de hjertevarme øjeblikke i serien. Misforståelser og bedrag er en del af Only Murders in the Buildings DNA, og ved at tilføje nye gener, undgås den fatale indavl.

Jo jo, vi får da masser af gengangere fra forrige sæsoner, og især et af dem er overraskende, men friskt fundet på. Men selv om gensynsglæden er stor, skinner de nye også flot.

Juleentusiaster, konstante saucerørere og en halvgnaven gubbe med klap for øjet - karikaturer er der mange af. Men der, hvor John Hofman og co. brillerer, er, når de tager de karikaturerne og nuancerer dem. Humaniserer dem, der ellers ville være nemme at latterliggøre, hvis bare man holdt dem ud i strakt arm.

Men i Only Murders in the Building kommer vi helt ind under huden på alle.

Fabelagtige konstellationer

Det er også derfor, at de tre hovedpersoner konstant udvikler sig fra sæson til sæson.

Hvor det ellers typisk i en komedieserie a la denne handler om at holde figurerne så statiske som muligt, er der her hele tiden fremgang at spore fra afsnit til afsnit.

Charles er tydeligt ramt af tabet af sin ven, som han ofte ser i syner. Endda i en sådan grad, at han til tider er i tvivl om, hvorvidt han ser syner, eller om han taler med Sazz’ spøgelse.

Det får til gengæld Oliver og Mabel til at tro, at deres ven langsomt er ved at miste forstanden.

Selv om serien ofte har joket med alderen på Charles og Oliver, er det første gang, vi kommer omkring alderdommens mentale forfald. Det er noget hjerteskærende over det, ikke mindst fordi det vidner om karakterernes dødelighed.

Omvendt er verden stadig fuldstændig åben for Mabel, takket være hendes ungdom. Men hun også nået til det punkt i livet, hvor spørgsmålet om, hvad hun vil med det, trænger sig gevaldigt på.

Selena Gomez bliver bare ved med at imponere i rollen, og den tidligere popstjerne har fået vist flere sider af talentet, efterhånden som sæsonerne er skredet frem. Selvtilliden skinner tydeligt igennem på skærmen, hvor samspillet med den magiske duo Steve Martin og Martin Short har opnået en større naturlighed og nu folder sig ud i fuldt flor.

Levy, Longoria og Galifianakis er herligt overdrevne, og især de to sidstnævnte kaster sig herligt hovedkulds ud i det ene mere vanvittige scenarie efter det andet.

Hollywood-elementet bliver bedre integreret end teaterpendanten i forrige sæson. De excentriske indslag står i kø og rammer plet, flere gange end de rammer ved siden af, og satiren driver ned over filmbranchens fjollede selvhøjtidelighed.

Efter at have set de første syv ud af 10 afsnit, er det tydeligt, at Only Murders in the Building er tilbage i den charmerende topform, som gjorde, at serien tog verden med storm i første omgang.

Mordmysteriet er igen fængslende, humoren sidder lige i skabet, og de mange biroller er fænomenale. Og så er hovedrolletrioen Steve Martin, Martin Short og Selena Gomez en fabelagtig stjernekonstellation. De er gaven, som bliver ved med at give, og gudskelov for det.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: