Serier | Nyheder

Praise be! Sidste sæson af 'The Handmaid's Tale' er på vej

Af
Signe Bjørg Granberg
15. november 2024Opdateret 11. marts 2025
THE HANDMAID'S TALE
Elisabeth Moss som June i 'The Handmaid's Tale' / Foto: Hulu/Max

Del artikel

Det er over to år siden, vi sidst så Elisabeth Moss' forpinte ansigt i skikkelse af June Osborne i 'The Handmaid's Tale', men nu er der nyt fra Gilead om premieredatoen på 6. sæson. Se traileren her.

Da første sæson af 'The Handmaid's Tale' løb over skærmen tilbage i 2017, blev serien en bragende succes.

Anført af en fremragende Elisabeth Moss i rollen som June/Offred kom historien om de undertrykte handmaids (på dansk: tjenerinder) i røde kapper og hvide "kyser" på alles læber, og også de efterfølgende sæsoner trak millioner af seere til skærmen.

Serien er baseret på den ikoniske forfatter Margaret Atwoods bestsellerbog fra 1985, og historien føles - trods det at bogen blev betragtet som en dystopisk fortælling - uhyre relevant, set i lyset af det politiske landskab i USA.

De seneste par sæsoner mistede serien en smule momentum, men ikke desto mindre er sjette og sidste sæson nu på vej.

Her trækker Junes ubøjelige vilje og beslutsomhed hende tilbage i kampen for at nedkæmpe Gilead. Luke og Moira tilslutter sig modstanden. Serena forsøger at reformere Gilead, mens Kommandant Lawrence og Tante Lydia konfronteres med konsekvenserne af deres handlinger, og Nick står over for udfordrende prøvelser. I dette sidste kapitel følger vi Junes rejse, som understreger betydningen af håb, mod, solidaritet og modstandsdygtighed i stræben efter retfærdighed og frihed.

Foruden Moss vender flere fra seriens faste cast tilbage i den nye sæson, her under Yvonne Strahovski, Bradley Whitford, Max Minghella, Ann Dowd, O.T. Fagbenle, Samira Wiley, Madeline Brewer, Amanda Brugel, Sam Jaeger, Ever Carradine og Josh Charles.

Selv om serien er en Hulu-serie, hvilket typisk betyder, at den ville lande på Disney+, kan 6. sæson - og alle de foregående sæsoner af 'The Handmaid's Tale' - ses på Max.

6. sæson af 'The Handmaid's Tale' får premiere 8. april på Max.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Nyheder