Serier | Nyheder

Shōgun vender tilbage med ny sæson og nye intriger

Af
Carina Nørgaard Schou
6. maj 2025
shogun anmeldelse
'Shogun' / Foto: Disney+

Del artikel

Det storslåede samuraidrama på Disney+ fortsætter med et helt nyt kapitel – 10 år efter første sæson og med kendte ansigter tilbage i front.

FX og Disney+ har bekræftet det, mange fans har håbet på: Der kommer en sæson 2 af det storslåede historiske drama 'Shōgun'.

Optagelserne begynder til januar i Vancouver, og både Hiroyuki Sanada og Cosmo Jarvis vender tilbage som henholdsvis Lord Toranaga og John Blackthorne – to mænd fanget i et spil om magt, kultur og overlevelse.

Sanada, som imponerede med sit stoiske pokerfjæs og strategiske snilde, bliver denne gang også executive producer, mens Jarvis tiltræder som co-executive producer. Det lover godt for en serie, der i forvejen var gennemført ned til mindste detalje – visuelt, sprogligt og historisk.

Hvad kommer sæson 2 til at handle om?

Den nye sæson springer 10 år frem i tiden og fortsætter den storpolitiske fortælling i et Japan præget af splid, alliancer og ambitioner. Det bliver med helt nyt manuskript – skabt af Rachel Kondo og Justin Marks – som denne gang bevæger sig ud over James Clavells roman og i stedet fortæller en original fortsættelse.

Det betyder, at både fans af første sæson og nytilkomne seere kan se frem til overraskelser – og muligvis nye allierede og fjender på slagmarken.

Priser og publikumsfavorit

Det er ikke uden grund, at 'Shōgun' allerede omtales som en moderne klassiker. Første sæson hev hele 18 Emmy Awards hjem, herunder for Bedste dramaserie og skuespillerpriser til både Hiroyuki Sanada og Anna Sawai. Serien har også vundet en Golden Globe for Bedste TV-serie og modtaget priser fra bl.a. WGA, DGA og SAG.

Det er altså et højt niveau, anden sæson skal leve op til, men med det kreative hold og de centrale skuespillere tilbage ombord, er forventningerne allerede begyndt at bygge sig op.

'Shōgun' er en serie, der tør tage sig tid. Tid til at folde karaktererne ud. Tid til de stille øjeblikke. Og tid til at skildre både det brutale og det smukke i en verden, der på én gang virker fremmed og foruroligende velkendt.

Vi glæder os til at dykke endnu dybere ned i magtkampene, relationerne og ikke mindst det storladne univers, når 'Shōgun' vender tilbage.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omDisney+

Andre Serier | Nyheder